Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen juni 2015
Tidligere beslutninger
Indstilling og beslutning
1. at give afslag til Bootcamp for børn i Akacieparken og Lukretiavej og Sjælør Boulevard. Ansøger har søgt om 15.000 kr. (SU)
2. at støtte med 12.000 kr. til Grounded Grooves Festival 2015. Ansøger har søgt om 22.000 kr. (KU)
3. at støtte Sej Sommer uge 28 med det ansøgte beløb. Ansøger har søgt om 15.000 kr. (SU)
4. at støtte med 20.000 kr. til Spil Dansk Dagen. Ansøger har søgt om 47.367 kr. (KU)
5. at støtte med 5.000 kr. til hockeystokke. Ansøger har søgt om 10.000 kr. (KU)
6. at støtte med det ansøgte beløb til Svendborgergedichte med Oktoberkoret. Ansøger har søgt om 15.000 kr. (KU)
Problemstilling
Tre dages bootcamp, hvor 40 børn i alderen 8-12 år (piger dog op til 13 år) fra tre socialt udsatte boligområder i Valby/Kgs. Enghave prøver tre forskellige fodboldformer: futsal, beach soccer og almindelig fodbold. Dagene består af fodboldtræning, capoeiraundervisning, fællesspisning, videofremvisning om streetfodbold i Brasilien og fotooptagelser af børnene selv. Første dag foregår på kunstgræsbanen ved Lykkebo Skole, anden dag på Amager Strand og tredje dag på Bavnehøj Idrætsanlæg. Helhedsplanerne i Akacieparken, Lukretiavej og Sjælør Boulevard samt projekt ’Bavnehøj i Bevægelse’ (Kultur- og Fritidsforvaltningen) har hyret Golasso, som arrangerer brasilianske fodboldcamps i Danmark, til at tilrettelægge campen. Hermed får børnene en unik oplevelse med ”eksotiske” trænere og et professionelt og anderledes træningskoncept. Derudover samarbejdes der med Boldklubben Vestia, som børnene skal besøge på tredjedagen og lave aktiviteter sammen med. Børnene skal selv betale 200 kr. for at være med. Det har til formål at forpligte dem og lære dem, at fritidsaktiviteter koster noget.
Ansøger Os på Sjælør
Periode 05.08-07.08.2015
Sted Lykkebo Skole, Amager Strand og Bavnehøj Idrætsanlæg
Samarbejdspartnere Helhedsplanerne på Sjælør Boulevard, Lukretiavej og i Akacieparken, brasilianske Golasso og Boldklubben Vestia.
Målgruppe 40 børn 8-12 år (piger op til 13 år) fra Sjælør Boulevard, Akacieparken og Lukretiavej
Samlet budget 67.587,50 kr.
Pulje Kgs. Enghavepuljen
Indstilling Socialudvalget indstiller til afslag, og begrunder det med at initiativet ikke tilbydes til børn i Sydhavnen, og opfordrer i stedet til at søge Valby Lokaludvalgspulje.
2. Grounded Grooves Festival 2015 (2015-0122906), Ansøgt om 22.000 kr.
Formålet med GGF15 er at fremme den danske og nordiske urbane danse scene for de unge danser. Vi ønsker at give plads til det kunstneriske udtryk og hæve kvaliteten inden for det urbane dansemiljø, blandt andet ved at anerkende det eksisterende hiphop miljø der er i spændende udvikling. Fokussen er lagt på at skabe en kulturel bro mellem flere generationer, sociale baggrunde og nationaliteter. Igennem festivalen vil det være muligt at finde inspiration og motivation til at udvikle sig i fællesskab og som slut resultat vil være med til at skabe et stærkere platform for danser. Arrangementet skal være med til at gøre en aktiv indsats for de unge danser i den urbane dansemiljø. Tanken er at inspirere og motivere de danske dansere til at tage deres dans til et højere kunstnerisk niveau, ved blandt andet at invitere andre dygtige dansere fra Norden og Europa. På programmet vil der være mulighed for, at danserne kan udfolde/udtrykke sig via opførelse af danse stykker, eller ved at deltage i Exchange Battle-konceptet. Festivalens formål er at åbne dørene op og invitere lokal området, samt de unge på en oplevelse hvor de selv tager del i processen, og får muligheden for at forme festivalen.
Ansøger Soulhagen
Periode 20.08-23.08.2015
Sted Dansepavillonen, Kulturhuset Karens Minde
Samarbejdspartnere Karens Minde Kulturhus
Målgruppe Åben for alle og gratis for børn under 12 år - henvender sig til unge dansere og artister
Samlet budget 86.000 kr.
Pulje Kgs. Enghavepuljen
Indstilling Kulturudvalget indstiller til at støtte med 12.000 kr. og opfordrer samtidig til at søge Valby Lokaludvalg og måske også Vestebro Lokaludvalg.
3. Sej Sommer uge 28 (2015-0122914), Ansøgt om 15.000 kr.
Sej Sommer er et tilbud under Ungdommens Røde Kors til børn i alderen 8-11 år, som kan være ensomme eller af andre årsager ikke kan deltage i aktiviteter med deres familie i skolernes sommerferie. Formålet er, at disse børn kan komme og hygge sig, møde andre børn fra kvarteret og deltage i et bredt udvalg af både sportslige og kreative aktiviteter. Sej Sommers formål og ønske er at alle børn skal have lige muligheder til oplevelser både i lokalområdet, men også ud af deres vante omgivelse og give dem positive minder fra sommerferien. Under Sej Sommer tilbydes børn fra områderne Vesterbro, Sydhavnen og Valby et bredt udvalg af sportslige, kreative og udfordrende aktiviteter. Vi ønsker at gøre brug af lokalområdet, men vi ønsker også at tage børnene med på en eller flere udflugter ud af byen.
Ansøger Ungdommens Røde Kors
Periode 06-10.07.2015
Sted Kulturhuset Karens Minde m.m.
Samarbejdspartnere Nej
Målgruppe Sej Sommer henvender sig til børn i alderen 8-11 år fra Vesterbro, Sydhavnen og Valby, men der reklameres primært på Bavnehøj Skole.
Samlet budget 36.941 kr.
Pulje Kgs. Enghavepuljen
Kommentar Sekretariatet har været i kontakt med ansøger, der har understreget at det primært er børn fra Bavnehøj Skole, der vil deltage, da det udelukkende er på denne skole, der reklameres for projektet.
Indstilling Socialudvalget synes det er et godt arrangement og at det vil være en god oplevelse fra børnene og indstiller til at støtte med et ansøgte beløb på baggrund af svaret fra ansøger.
4. Spil Dansk Dagen (2015-0122937), Ansøgt om 47.367 kr.
Med aktiviteterne på Spil Dansk Dagen søger vi – en række kultur- og pasningsinstitutioner – at tage initiativ til et større kulturfællesskab blandt børnene i Sydhavnen. Det står sløjt til med musikundervisningen i bydelen, og vi ser også et behov for at skabe en større sammenhængskraft blandt børnene i området, en fælles identitet omkring det område, de bor og færdes i. Derfor har vi med Spil Dansk Dagen som ramme, forsøgt at finde nogle aktiviteter, som fokuserer på musikalitet og
fællesskab. Musik er et unikt sprog, der kan forstås af alle. Musik kan samle og integrere børn uanset kulturel og social baggrund og sproglige barrierer. Menneskelige relationer knyttes tættere gennem musikalske fællesoplevelser, og ensomhed kan ophæves, når musikkens kommunikative og sociale karakteristika træder i kræft. Musikken kan binde børn sammen og styrke deres følelse af at være en del af et fællesskab og høre til et sted. Gennem musikken får børnene positive fællesoplevelser, og de bliver bedre til at agere i et fællesskab med blik for egen rolle og ansvar. Aktiviteterne består af koncerter og workshops for børn mellem 3 og 14 år, og de fleste af aktiviteterne blander aldersgrupperne. Vi håber at kunne skabe en dag, hvor Kgs. Enghave syder og bobler af musikalsk aktivitet.
Ansøger Børnekulturstedet på Karens Minde
Periode 29.10.2015
Sted På Ellebjerg Skole, på Børnegården Frederiksholm og på Karens Minde
Samarbejdspartnere Samarbejde mellem Børneplaneten Benedictegården, Børnegården Frederiksholm, Ellebjerg Skole, Rubinen, Sydhavnens Bibliotek og Børnekulturstedet Karens Minde.
Målgruppe Børn fra Sydhavnen mellem 3-14 år
Samlet budget 47.367 kr.
Pulje Kgs. Enghavepuljen
Indstilling Det er et godt, men meget dyrt projekt. Da Kgs. Enghave Lokaludvalg ikke har så mange puljemidler tilbage, indstiller Kulturudvalget at støtte med 20.000 kr. Desuden anbefaler udvalget, at der søges nogle fonde til at finansiere det resterende.
5. Støtte til hockeystokke (2015-0122953), Ansøgt om 10.000 kr.
Københavns Hockeyklub ønsker at deltage i et stort idrætsprojekt som hedder School on the run. Dette projekt er DAI tovholder på og foregår den 30.09.2015 fra kl. 8-14 Det forventes at der deltager ca. 3.000 elever fra skoler og uddannelsesinstitutioner i København og fra lokalområderne i Kgs. Enghave og Valby. Konkret får 3.000 elever mulighed for at løbe motionsløb og prøve diverse idrætsgrene, herunder hockey. Vi vil gerne deltage i projektet da det er et projekt som kan skabe synlighed for vores idrætsgren og det samtidigt foregår direkte på vores hjemmebane dvs. i Valby Idrætspark. Men udfordringen er, at vi ikke har tilstrækkelig med hockeystokke til unge. Vi har kun børnehockeystokke og de er for korte til de denne målgruppe. Derfor ansøger vi om 10.000 kr. til indkøb af hockeystokke, således at vi har mulighed for at deltage i projektet. Hensigten er todelt. 1. at synliggøre vores idrætsgren som en lokal idrætsforening i Kgs. Enghave 2. At rekruttere flere medlemmer og evt. frivillige til vores forening fremadrettet.
Ansøger Københavns Hockeyklub
Periode 30.09.2015
Sted Valbyparken og Valby idrætspark
Samarbejdspartnere DAI og en lang række af foreninger som er hjemmehørende i Valby og Kgs. Enghave
Målgruppe Unge i skoler og uddannelsesinstitutioner i København, herunder Kgs. Enghave
Samlet budget 10.000
Pulje Kgs. Enghavepuljen
Kommentar Sekretariatet har været i kontakt med ansøger, da Kulturudvalget undrede sig over at arrangementet var beskrevet som ikke åbent for alle. Ansøger havde været i tvivl om denne rubrik. Alle skoler og større uddannelsesinstitutioner i Valby/ Kgs. Enghave deltager, og det estimeres at 3.000 børn og unge vil være en del af dagen.
Indstilling Lokaludvalget har tidligere støttet indkøb af hockeystokke, vist nok til mindre børn. Vi indstiller, at der støttes med 5.000 kr. Det anbefales at søges Valby Lokaludvalg ligeså.
6. Svendborgergedichte med Oktoberkoret (2015-0122967), Ansøgt om 15.000 kr.
Oktoberkoret optræder med den svenske komponist Håkan Carlssons suite på 9 satser komponeret over digte, som Bertold Brecht skrev under sit eksil i Svendborg. Dirigent Jørgen Allan Christiansen og pianist Carmen Liliana Mezei. I anden halvdel af koncerten synger koret sange af bl.a. Michael Wiehe, Mikis Theodorakis og Klaus Rifbjerg.
Ansøger Jan Lars Nielsen
Periode 20.09.2015
Sted Kulturhuset Karens Minde
Samarbejdspartnere Kulturhuset Karens Minde
Målgruppe Til alle beboere i Kongens Enghave
Samlet budget 15.000
Pulje Kgs. Enghavepuljen
Indstilling Kulturudvalget indstiller til at støtte med det ansøgte beløb på 15.000 kr.
Løsning
Økonomi
Beslutning
Bootcamp for børn – søgt 15.000 kr. Indstillet 0 kr. Beslutning: Lokaludvalget besluttede ensstemmigt at meddele afslag på ansøgningen under henvisning til, at aktiviteten primært retter sig mod børn uden for bydelen. Lokaludvalget opfordrer ansøgerne til at søge Valby Lokaludvalg.
Grounded Grooves – søgt 22.000 kr. Indstillet 12.000 kr. Beslutning: Målgruppen er både Valby og Kgs Enghave, og der bør derfor søges proportionalt i de to lokaludvalg. Indstillingen blev enstemmigt vedtaget. Beløbet gives som en underskudsgaranti.
Sej Sommer: - søgt 15.000 kr. Indstillet 15.000 kr. Beslutning: Indstillingen blev enstemmigt vedtaget. Lokaludvalget bad sekretariatet om at meddele ansøgerne, at der kan lånes ladcykler gratis i lokaludvalget.
Spil Dansk Dagen – Søgt 47.367 kr. Indstillet 20.000 kr. Ann stillede forslag om at støtte med 30.000 kr., da det kunne være spændende at få spil dansk dagen mere udbredt i Sydhavnen. Hun vil derfor gerne have at beløbet hæves som en hjælp til opstarten.
Lokaludvalget stemte om forslaget om at hæve beløbet til 30.000 kr.
For stemte: Ann, Poul-Erik, Sisse, Per, Junn,
Imod stemte: Kirsten, Steen, Johan, Mathilde, Jan
Undlod at stemme: Rie, Joan
Forslaget blev ikke vedtaget.
Lokaludvalget stemte herefter om den oprindelige indstilling på 20.000 kr. Denne indstilling blev enstemmigt vedtaget. Lokaludvalget opfordrer ansøgerne til også at søge andre steder, da der er tale om et godt arrangement.
Hockeystokke – søgt 10.000 kr. Indstillet 5.000 kr. Beslutning: Indstillingen blev enstemmigt vedtaget.
Svendborgergedichte – Søgt 15.000 kr. Indstillet 15.000 kr. Beslutning: Indstillingen blev vedtaget med 1 stemme imod (Johan), mens de øvrige 11 tilstedeværende medlemmer stemte for.