Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget giver afslag på ansøgningen fra Pil Rix Rossel til teaterprojektet Room 4.1 Live. Ansøgeren har søgt 25.000 kr.
2. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Fællesskaberne til arrangementet "Løb Mellem Husene" med 25.000 kr. Ansøger har søgt 50.000 kr.
3. at lokaludvalget giver afslag på ansøgningen fra Tobias Jensen til et madcykelprojekt. Ansøgeren har søgt 20.000 kr.
4. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Sydhavnens Venner af 1. maj til Børneunderholdning 1. maj med det fulde beløb på 7.000 kr.
5. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Karens Minde Kulturhus til koncertrækken KMK x Loco med det fulde beløb på 25.000 kr.
6. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Gitte Saabye Kjær til projektet Kortfilm : Sikker Skolevej på Sluseholmen og Teglholmen med det fulde beløb på 6.500 kr.
7. at lokaludvalget giver afslag på ansøgningen fra AAU Cph til forestillingen "The Black Queen". Ansøgerne har søgt 20.050 kr.
Problemstilling
Kulturudvalget har behandlet ansøgningerne fra Pil Rix Rossel, Sydhavnens Venner af 1. maj, Karens Minde Kulturhus og AAU Cph. Socialudvalget har behandlet ansøgningerne fra Fællesskaberne og Tobias Jensen. Forretningsudvalget har behandlet ansøgningen fra Gitte Saabye Christensen.
Socialudvalget har behandlet yderligere en ansøgning (Tinkerland fra Eva Wendelboe Kuczynsky). Denne ansøgning skal uddybes, før den forelægges for lokaludvalget på maj-mødet.
ad 1: Room 4.1 Live
Pil Rix Rossel har på vegne af Kristján Ingimarsson Company søgt lokaludvalget om støtte på 25.000 kr. til teaterforestillingen Room 4.1. Live, der skal opføres i samarbejde med AFUK i november. Der er ifølge ansøgeren tale om en ny måde at opleve teater på. Stykket foregå i en scenografi, der kan drejes 360 grader, og som forestiller en hospitalsstue, hvorfra der optages og udsendes on-line videoer (webinarer).
Kulturudvalget indstiller, at der gives afslag på ansøgningen af følgende grunde: 2 budgetposter – lokaleleje hos AFUK (kr. 50.000 ), hvor elever skal arbejde med på projektet, giver ikke mening, og repræsentation (kr. 50.000) forekommer overdrevet. Dertil rummer projektbeskrivelsen meget lidt om projektets idé og fokuserer rigtig meget på den anvendte teknik. Da det heller ikke fremgår, hvor forestillingen skal opføres, savner Kulturudvalget reel lokal forankring.
Ad 2: Løb Mellem Husene:
Ansøgningen har været behandlet på lokaludvalgets møde i februar 2019. Fællesskaberne har genfremsendt ansøgningen om 50.000 kr. til deres aktivitet Løb Mellem Husene. Der er tale om et træningsforløb som er åbent for alle beboere i Sydhavnen og i Valby. Der skal trænes i hold på forskellige niveauer, og træningen skal kulminere i et løb, der efter planen skal afholdes den 22. juni med start i AKB og FSB-karreerne i det gamle Sydhavnen og med mål i Folehaven.
Fællesskaberne har søgt lokaludvalget i Valby om det tilsvarende beløb, altså 50.000 kr. Formålet med indsatsen er at styrke lokale fællesskaber i Valby og Sydhavnen. Fællesskaberne håber, at løbet kan blive en årligt tilbagevendende tradition. På februar-mødet gav lokaludvalget afslag på ansøgningen under henvisning til, at lokaludvalget fandt det urealistisk, at samle 600 løbere til arrangementet. I den nye ansøgning har Fællesskaberne oplyst følgende: "Vi mener, at det er realistisk at få 400 deltagere, fordi Løb Mellem Husene bliver profileret adskillige steder:
* I lokale medier i Valby og Sydhavnen
* Adidas er sponsor og vil invitere alle deres ”Adidas Runners”, som er et meget stort løbe netværk
* Hos KABs medarbejdere: ca. 1000 personer
* Blandt alle boligafdelinger og bestyrelser i KAB fællesskabet
* Blandt KABS samarbejdspartnere
* Hos BL Danmarks Almene Boliger, der fylder 100 år i år og gerne vil profilere den almene sektor."
Socialudvalget har indstillet, at ansøgningen støttes med 25.000 kr. da mange af løbsdeltagerne ikke kommer fra bydelen, og det samlede antal løbere er nedjusteret fra den oprindelige ansøgning. Projektet er bedre beskrevet end sidst, men det fremgår ikke, hvordan man vil lave lokal rekruttering, så det må gerne fremgå af evalueringen, hvilken lokal effekt der er af løbet.
Ad 3: Madcykel til events i SV
Tobias Jensen søger 20.000 ktr. il etablering af en madcykel, der har fokus på bæredygtighed. Cyklen skal have indbygget et køleelement, hvor mad og vand på karton kan opbevares og sælges til events i bydelen. Ansøgeren samarbejder med Idrætsprojektet og Meyers Madhus. Projektet skal give unge, der er tilknyttet Idrætsprojektet et bedre viden om hygiejne, fødevarehåndtering og bæredygtige måltider. Madcyklen skal bruges første gang på Copenhagen Street Festival den 27. april og desuden på senere begivenheder i Sydhavnen som Sydhavn Games og Løb Mellem Husene.
Socialudvalget har behandlet ansøgningen og indstiller, at lokaludvalget giver afslag, fordi ansøgningen ikke er fyldestgørende i forhold til, hvad madcyklen skal bruges til efter de pågældende events, om den vil kunne lånes ud til andre i bydelen, og der mangler en beskrivelse af samarbejdet mellem Idrætsprojektet og Meyers Madhus. Denne begrundelse tilslutter Kulturudvalget sig. Kulturudvalget peger også på, at der er tale om kommerciel virksomhed, og at det vil være umuligt at afgøre, om ladcyklen på sigt giver overskud, da den vil kunne benyttes til mange arrangementer rundt omkring i byen ud over de tre arrangementer, ansøgeren nævner.
Ad 4: Børneunderholdning 1. maj
Foreningen Sydhavnens Venner af 1. maj har søgt om 7.000 kr. til at leje en kamel som led i børneunderholdningen ved 1. maj arrangementet på Karens Minde. Det er vigtigt for ansøgerne, at 1. maj arrangementet er børne- og familievenligt, og at der hvert år tilbydes aktiviteter specifikt rettet mod børnene.
Kulturudvalget indstiller at yde det fulde beløb til leje af kamel 1. maj. Festen er et godt samlingspunkt for mange med børn.
Ad 5: KMK x Loco - koncertrække i Østre Kapel under Copenhagen Jazzfestival 2019
Karens Minde Kulturhus søger om 25.000 kr. i støtte til at afholde 5 koncerter under jazzfestivalen den 9.-13. juli 2019. Tre af koncerterne skal afholdes på Østre Kapel, de to sidste i Dansepavillonen på Karens Minde. Koncerterne afholdes i samarbejde med Jazzclub Loco og Sydhavn Teater og består af 5 forskellige bands, der i følge ansøgerne er fra toppen af den danske, eksperimentelle jazzscene. Koncerterne kommer til at ligge som en tilføjelse til KMK´s mere folkelige del af jazzfestivallen i samme periode og dermed som en udvidet del af den samlede jazzfestival i Sydhavnen.
Kulturudvalget indstiller at give hele beløbet, fordi udvalget synes godt om idéen med at bruge Østre Kapel som et bredere kultursted med musik og performance. Kulturudvalget mener dog, at honorarer og entréindtægter bør indarbejdes i selve budgettet og ikke blot nævnes under ’Anden medfinansiering’ og i kommentarfeltet.
Ad 6: Kortfilm: Sikker vej til skole og job i nybygget område.
Borgergruppen 'Bedre trafikforhold på Sluse/Teglholmen' v/ Gitte Saabye Kjær søger om 6.500 kr. til fremstilling af en kortfilm, der skal illustrere de store trafikale udfordringer Sluseholmens og Teglholmens børn stilles over for på vej til og fra den lokale folkeskole (Skolen i Sydhavnen). Børnene vil blive filmet af en professionel kameramand, der vil kunne give et godt overblik over børnenes placeringer i trafikken og de forskellige forhindringer, de skal forbi på skolevejen. Filmens formål er at gøre opmærksom på utrygge trafikale forhold og styrke vores argumenter over for beslutningstagerne for at opnå mere sikre skoleveje for børnene.
Aalborg Universitet i København har søgt lokaludvalget om 20.050 kr. i støtte til teater/musikforestillingen the Black Queen, der skal opføres på universitetet under deres Queen-festival i maj måned 2019. Ansøgerne ønsker at sætte fokus på en historisk og stærk kvinde, Dronning Barbara af Celje, der var dronning af Romerriget i 1400 tallet. Med forestillingen, som har gratis adgang, vil universitetet skabe underholdning, kultur og historie i Sydhavnen ved et samarbejde mellem forskellige udøvende kunstnere. Det søgte beløb skal dække udgifter til flybilletter til to medvirkende i stykket fra henholdsvis USA og Slovakiet.
Kulturudvalget indstiller et afslag, fordi udvalget ikke synes der er et rimeligt forhold mellem det estimerede publikumsantal (125) og udgifterne til 4 flybilletter. Det er en god idé med åbent hus på AAU, men udvalget savner lokal relevans i den valgte teaterforestilling.
Løsning
Lokaludvalget drøfter de enkelte ansøgninger og beslutter om lokaludvalget skal følge indstillingerne fra henholdsvis Kulturudvalget, Bymiljøudvalget og Socialudvalget.
Økonomi
Lokaludvalgets bevillinger til den enkelte ansøger tages fra Kgs. Enghavepuljen i 2019. Bevillinger gives som en underskudsgaranti, da Lokaludvalget ikke må bidrage til at projekter genererer overskud
Beslutning
Ad 1) Room 4. 1 live
Lokaludvalget vedtog enstemmigt at følge indstillingen om at meddele afslag på ansøgningen.
Ad 2) Løb mellem husene
Lokaludvalget vedtog enstemmigt at følge indstillingen og bevilge 25.000 kr. til projektet.
Ad 3: Madcykel: Indstillingen om at meddele afslag på ansøgningen blev enstemmigt vedtaget. Det skal fremgå af afgørelsen, at ansøgeren kan låne lokaludvalgets ladcykler til arrangementer i Sydhavnen.
Ad 4: Børneunderholdning 1. maj. Indstillingen om at bevilge det fulde beløb blev vedtaget. Marie Storr-Paulsen undlod at stemme. Alle andre stemte for indstillingen.
Ad 5: KMK + Loco: Ann, Steen og Asbjørn erklærede sig inhabile og forlod lokalet under behandlingen af ansøgningen. Lokaludvalget vedtog enstemmigt, at bevilge det fulde beløb.
Ad 6: Kortfilm om sikker skolevej: Indstillingen om at bevilge det fulde beløb blev enstemmigt vedtaget.
Ad 7: The Black Queen: Indstillingen om at meddele afslag på ansøgningen blev enstemmigt vedtaget.