Høring: Naboorientering om dispensation for parkeringsnorm på Trekantgrunden
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget vedtager et høringssvar til naboorientering vedrørende dispensation fra parkeringsnorm på Trekantgrunden.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har udsendt en naboorientering med frist den 26. marts 2021 om dispensation for den parkeringsnorm, der er fastsat i Lokalplan 285 (Sydhavnsgade) i anledning af opførelse af de første tre boligkarreer på Trekantgrunden.
Forvaltningen har modtaget en ansøgning om en reduceret parkeringsnorm i overensstemmelse med Kommuneplan 2019 ved etablering af ny bebyggelse på Trekantgrunden ved Borgmester Christiansens Gade og Sydhavnsgade.
Ansøgningen forudsætter dispensation fra lokalplan nr. 584 Sydhavnsgade.
Bygherre ønsker at opføre tre boligkarréer, og herudover skal opføres et plejecenter, en daginstitution samt en mindre andel serviceerhverv i overensstemmelse med lokalplan 584.
Bygherre ønsker at placere 124 pladser i kælder og 13 pladser på terræn. Det vil betyde, at der kun etableres kælder under to af boligbygningerne.
Hvad søges der dispensation til?
Der søges om dispensation til at anvende parkeringsnorm fastlagt i Kommuneplan 2019 fremfor parkeringsnorm i den gældende lokalplan.
Kommuneplan 2019 fastlægger i byudviklingsområder følgende parkeringsnorm for anvendelserne i byggeriet:
Daginstitution: 1 plads pr. 286 m2 etageareal
Boliger: 1 plads pr. 250 m2 etageareal,
Plejeboliger: 1 plads pr. 714 m2 etageareal
Serviceerhverv: 1 plads pr. 214 m2 etageareal
Anvendelse af disse normer vil betyde, at der til daginstitutionen skal anlægges følgende parkeringspladser:
Daginstitution: 10 pladser
(reduktion på 5 pladser i ft. lokalplanens krav)
Boliger: 113 pladser
(reduktion på 28 pladser ift. lokalplanens krav)
Plejeboliger: 13 pladser
(reduktion på 18 pladser ift. lokalplanens krav)
Serviceerhverv: 1 plads
(reduktion på 2 pladser ift. lokalplanens krav)
Samlet set bliver der 137 pladser, mod lokalplanens krav om 191 pladser.
Hvad står der i lokalplanen?
Byggeriet er omfattet af lokalplan 584 Sydhavnsgade, hvor der i § 5, stk. 1 er anført følgende:
- ”Parkeringsdækningen skal være af størrelsesordenen og må ikke overstige 1 parkeringsplads pr. 200 m2 etageareal, dog 1 plads pr. 100 m2 etageareal til detailhandel, og 1 plads pr. 300 m2 etageareal til kollegie- og ungdomsboliger samt plejeboliger. For daginstitutionen skal etableres 1 plads pr. 200 m2 etageareal.”
Teknik- og Miljøforvaltningen kan anbefale projektet.
Det er indgået i forvaltningens vurdering, at projektet vil få en meget stationsnær beliggenhed, når metrostation på Mozarts Plads åbner, og at en reduktion af parkeringsnormen vil tilskynde til brug af offentlig transport. Reduktionen af parkeringsnormen vil endvidere bringe antallet af parkeringspladser i overensstemmelse med Kommuneplan 2019, der er vedtaget senere end lokalplanen.
Naboorienteringen har været drøftet i Bymiljøudvalget, hvor der er et lille flertal (8 mod 6) for at gå imod dispensation for parkeringsnormen. Argumenterne for en dispensation er bl.a., at jo flere parkeringspladser, der stilles til rådighed, jo flere biler vil der være i området, samt at metroen på Mozarts Plads kommer til at ligge i umiddelbar nærhed af byggeriet. Argumenterne imod en dispensation er, at parkeringssituationen i den gamle del af Sydhavnen i forvejen er meget presset, bl.a. fordi det er gratis at parkere i bydelen, og at den manglende parkeringszone tiltrækker en del billister udefra.
Forretningsudvalget vil bruge situationen til at få en politisk drøftelse i Teknik- og Miljøudvalget af lokaludvalgets ønske om at få indført parkeringszone i Sydhavnen. Dette vil kunne lette en del af trykket på det begrænsede antal parkeringspladser.
Teknik- og Miljøforvaltningen har oplyst til sekretariatet, at sagen vil blive drøftet på teknik- og Miljøudvalgets møde den 19. maj på initiativ af Jakob Næsager (C).
Sekretariatet har udarbejdet vedlagte udkast til udtalelse.
Løsning
Lokaludvalget vedtager en udtalelse til naboorienteringen med udgangspunkt i vedlagte udkast til høringssvar fra sekretariatet.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces