Mødedato: 25.01.2018, kl. 19:00
Mødested: ABC-Lokalet, Karens Minde, Wagnersvej 19

Opdatering af vejledning om private fællesveje

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal beslutte, om lokaludvalget vil sætte midler af til at opdatere Vejledning for Private Fællesveje samt udpege en person til styregruppen for vejledningen.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget afsætter 4.282 kr. som lokaludvalgets andel af en opdatering af vejledning til Private Fællesveje

2. at lokaludvalget udpeger Jan Fønss til at repræsentere lokaludvalget i styregruppen i perioden februar til april 2018.

 

Problemstilling

I 2015 udarbejdede otte lokaludvalg i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen en vejledning for private fællesveje.  Vejledningen guider grundejere i etablering af vejlaug og giver indsigt i muligheder og regler indenfor vigtige områder som trafik, parkering, klimatilpasning, begrønning og generel vedligehold.

Vejledningen er blevet taget godt imod både blandt grundejere og i kommunen.

Allerede ved afslutning af projektet, besluttede styregruppen, at der efter 2 år skulle tages stilling til, en eventuel revision af vejledningen. I mellemtiden er alle private fællesveje på Nørrebro omlagt til offentlige veje ifm. parkeringszonen. Nørrebro Lokaludvalg ønsker derfor ikke at fortsætte i samarbejdet. De øvrige lokaludvalg har tilkendegivet en interesse. I december 2017 blev der afholdt møde, hvor repræsentanter fra de resterende lokaludvalg var indkaldt, her var der enighed om, at der på visse områder er sket væsentlige ændringer, som kræver en opdatering (se referat af mødet). Der ønskes en opdatering som udarbejdes som et tillæg til vejledningen. Tillægget kobles til online versionen. Det vil være frit for de enkelte lokaludvalg at printe tillægget som indstik til trykte versioner. 

 

Der er indhentet tilbud på opdateringen af vejledningen hos de parter som har stået for den oprindelige vejledning:

Tekst og research, konsulent Lise Arre, Miljøpunkt Amager: 80 timer til i alt 24.000 kr.

Layout KK design: 2.975 kr.

Uforudsete udgifter: 3.000 kr.

I alt: 29.975 kr. det vil sige 4.282 kr. pr lokaludvalg.

Bispebjerg Lokaludvalg administrerer projektet og midlerne hertil.

Opdateringen af vejledningen vil blive fulgt af en styregruppe med en repræsentant fra hvert af de deltagende lokaludvalg. Jan Fønss har indtil nu repræsenteret lokaludvalget i styregruppen. Han har erklæret sig villig til at fortsætte, indtil det nye lokaludvalg kan tage stilling til, om der skal udpeges en anden repræsentant. Der skal afholdes tre møder i styregruppen i februar, marts og april.

I forbindelse med opdateringen af vejledningen, vil sekretariatet foreslå det nye lokaludvalg, at der afsættes midler til et møde med de relevante beboerforeninger, hvor vejledningen kan blive præsenteret.

Se vejledningen på: http://ipaper.ipapercms.dk/KoebenhavnsKommune/OKF/LokaludvalgVejledning/

 

Løsning

Lokaludvalget afsætter kr. 4.282 af Borgerinddragelsespuljen til opdateringen.

Lokaludvalget udpeger Jan Fønss til fortsat at repræsentere lokaludvalget i styregruppen.

Økonomi

Såfremt indstillingen vedtages, trækkes beløbet på de 4.282 kr. af lokaludvalgets borgerinddragelsespulje. Der er afsat 40.000 kr. i puljen. Rest, hvis indstillingen vedtages: 35.718 kr.

Videre proces

Det nye lokaludvalg skal i efter konstitueringen godkende udpegningen af Jan Fønss som lokaludvalgets repræsentant i styregruppen.

 

Beslutning

Lokaludvalget vedtog indstillingen enstemmigt. Jan blev udpeget til følgegruppen.
Til top