Mødedato: 25.01.2018, kl. 19:00
Mødested: ABC-Lokalet, Karens Minde, Wagnersvej 19

Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen

Kgs. Enghave Lokaludvalg har modtaget 6 ansøgninger, der skal behandles på dette møde.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Teater Zeppelin til projektet Vesterbro Teaterfestival 2018: Åbent Hus hos AFUK med 10.000 kr. Ansøger har søgt 13.500 kr.

2. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Ørkenfortet til projektet Klub Spatiøs 2018 med det fulde beløb. Ansøgerne har søgt 15.000 kr.

3. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Jesper H. Gormsen til projektet Fra Sydhavn til Sovjet med det fulde beløb. Ansøgeren har søgt 3.000 kr.

4. at lokaludvalget meddeler afslag på ansøgningen fra Søren Mølstrøm til projektet 3 gange 3 gange 3. Ansøgeren har søgt 20.910 kr.

5. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra KFUM Sydhavnen til projektet Huset i 2450 med det fulde beløb. Ansøgerne har søgt 50.000 kr.

6. at lokaludvalget meddeler afslag på ansøgningen fra GAME til projektet Friday jam Girls Edition. Ansøgerne har søgt 15.000 kr.

 

Problemstilling

Kulturudvalget har behandlet ansøgningerne fra Teater Zeppelin, Ørkenfortet, Jesper H. Gormsen, Søren Mølstrøm og  GAME. Bymiljøudvalget har også behandlet ansøgningen fra Søren Mølstrøm. Socialudvalget har behandlet ansøgningen fra KFUM Sydhavnen.

Socialudvalget har desuden behandlet en ansøgningen fra Foreningen 2 PEN ved XIaomei Hjordt til forskellige foreningsformål. Denne ansøgning afventer yderligere oplysninger og kan først behandles af lokaludvalget på mødet den 22. februar.

Ad 1: Vesterbro Teaterfestival

I samarbejde med Ørkenfortet vil foreningen Vesterbro Teaterfestival fra den 7-11 marts afholde en gratis børneteaterfestival på Vesterbro og på AFUK på Enghavevej.  Arrangørerne søger om 13.500 kr. til at afholde en "tretrins raket" på AFUK på festivalens sidste dag. I tretrins raketten indgår en nycirkusforestilling af tidligere elever på AFUK, en teaterlabyrint for børn og voksne og en café i forhallen. Teaterfestivalen er åben for alle. Arrangørerne forventer ca. 1000 deltagere til hele festivalen og ca. 150 deltager til sidstedagen på AFUK.

Kulturudvalget indstiller at ansøgningen imødekommes delvist med 10.000 kr., da dette anses som et rimeligt beløb. Kulturudvalget mener ikke, at lokaludvalget kan støtte med det fulde beløb, da der i budgettet bl.a. indgår 1500 kr. til råvarer i cafeen. Kulturudvalget anbefaler, at der gøres en særlig indsats for PR i Sydhavnen, da arrangementet er meget rettet mod Vesterbro.

 

Ad 2: Klub Spatiøs 2018:

Ørkenfortet på AFUK har søgt om 15.000 kr. til at gennemføre projektet Klub Spatiøs, der er en årligt tilbagevendende begivenhed med i alt 7 arrangementer fordelt hen over året. Der er tale om et åbent teater- og scenearrangement, hvor man blander mange forskellige former for scenekunst, herunder teater, eksperimenterende performance, musik, artisteri, akrobatik, og videokunst. Kulturudvalget indstiller at ansøgningen imødekommes med det fulde beløb.

 

Ad 3: Fra Sydhavn til Sovjet - en fotoudstilling på Karens Minde:

Jesper H. Gormsen har søgt om 3.000 kr. i støtte til en fotoudstilling med 25 billeder fra reportagerejser i det tidligere Sovjetunionen. Fotoudstillingen afholdes på Karens Minde (biblioteket) fra den 28. februar til udgangen af marts 2018. Der søges om midler til print af fotos, 25 passepartout rammer, karton til billedtekst samt  til åbningsreceptionen. Kulturudvalget har indstillet, at ansøgningen imødekommes med det fulde beløb.

 

Ad 4: 3 Gange 3 Gange 3:

Ansøgerne, som er tre projektmagere fra Københavns Projekthus, søger om 20.910 kr. i støtte til på én dag at afholde tre forskellige arrangementer tre forskellige steder i Sydhavnen. Temaerne for de tre arrangementer er bæredygtighed (mad lavet af insekter), blafferi og musik. Arrangementerne skal afholdes på Kvartershuset, Teglværket og på Karens Minde. Formålet er at styrke bydelens innovative identitet og inspirere bydelens borgere til at reflektere over, hvordan man lokalt kan være med til at finde løsninger på globale udfordringer.

Kulturudvalget og Bymiljøudvalget har begge behandlet ansøgningen og er enige om at indstille den til afslag. Kulturudvalget mener ikke, at udbyttet står mål med det beløb, der søges. Bymiljøudvalget synes, at ansøgningen er for upræcis, som den foreligger. Udvalget kan heller ikke se, hvordan aktiviteten forankres i forhold til der skulle komme nye iværksættere. Derudover forholder ansøgningen sig ikke til de aktiviteter der er i gang under Områdefornyelsen. En stor del af budgettet er ansøgernes eget arbejde til koordinering, hvor de kun har lidt medfinansiering.

Ad 5: Huset i 2450:

KFUM i Sydhavnen søger om 50.000 kr. til hjælp i opstartsfasen af deres nye foreningshus, "Huset 2450 i Sydhavnen". Foreningshuset er beliggende i den tidligere Sjælør Kirke og den tilknyttede tidligere menighedsbørnehave. KFUM i Sydhavnen ønsker at huset skal danne den fysiske ramme for en række foreninger og ildsjæle i Sydhavnen, som kan få mulighed for at tilbyde de unge i Sydhavnen forskellige aktiviteter og udfoldelsesmuligheder.

Socialudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med det fulde beløb til Huset i 2450, men giver ikke penge til renovering eller driftsudgifter. Socialudvalget er meget positive til et styrket samarbejde med KFUM spejderne, og vil gerne støtte med det fulde beløb til inventar, værksteder og kreativitet. Motiveringen for valget at støtte Huset i 2450 med et forholdsvis højt beløb, er at projektet er rigtigt vigtigt for bydelens børn og unge, da der mangler et sted der er målrettet den aldersgruppe. Socialudvalget ser desuden et stort potentiale i at flere foreninger samarbejder. Det bliver nu muligt at samle flere foreninger i samme hus, hvilket Socialudvalget håber vil give en synergieffekt, og at der eventuelt kan komme flere foreninger til.

 

Ad 6: Friday Jam, Girls Edition:

Arrangørerne søger om 15.000 kr. i støtte til den 2. marts 2018 at afholde forskellige Street idrætsaktiviteter med fokus på pige- og kvindeinddragelse i idræt og kultur. baggrunden for ansøgningen er et stort ønske blandt de frivillige i GAME om at lave et event for piger og kvinder, bl.a. fordi der ved de traditionelle Street arrangementer er en overvægt af drenge og mænd blandt deltagerne.

Kulturudvalget indstiller, at der meddeles afslag på ansøgningen. Udvalget er som udgangspunkt positive over for ansøgningen, men der mangler et korrekt budget, og udvalget mener også, at ansøgerne bør søge bredere.

 

Løsning

Lokaludvalget drøfter de enkelte ansøgninger og beslutter om lokaludvalget skal følge indstillingerne fra henholdsvis Kulturudvalget, Bymiljøudvalget og Socialudvalget.

 

Økonomi

Lokaludvalgets bevillinger til den enkelte ansøger tages fra Kgs. Enghavepuljen i 2018. Bevillinger gives som en underskudsgaranti, da Lokaludvalget ikke må bidrage til at projekter genererer overskud

 

Beslutning

Ad 1: Vesterbro Teaterfestival

Der var søgt 13.500 indstillet 10.000

Ann stillede forslag om at det skal gøres til en forudsætning for støtten, at der gøres en særlig indsats

Peter undlod at stemme, alle andre stemte for. Indstillingen blev vedtaget

 

 

Ad 2: Klub Spatiøs 2018:

Der var søgt 15000 kr. og indstillet 15000 kr.

Indstillingen blev enstemmigt vedtaget

 

 

Ad 3: Fra Sydhavn til Sovjet - en fotoudstilling på Karens Minde:

Der var søgt 3000 kr. og indstillet 3000 kr.

Patrick undlod at stemme. Alle andre medlemmer stemte for.

 

 

Ad 4: 3 Gange 3 Gange 3:

Der var søgt 20.910 kr. Der var indstillet 0 kr.

Anna undlod at stemme. Alle andre medlemmer stemte for indstillingen om ikke at bevilge støtte til projektet.

Indstillingen om afslag blev vedtaget

 

 

Ad 5: Huset i 2450

Der var søgt 50.000 kr. og indstillet 50.000 kr.

Indstillingen blev enstemmigt vedtaget.

 

Ad 6: Friday Jam, Girls Edition:

Der var søgt 15.000 kr. og indstillet 0 kr.

Ann undlod at stemme. Alle andre stemte for indstillingen om afslag.

Indstillingen om afslag blev vedtaget, men med understregning af at lokaludvalget gerne vil støtte ved en ny ansøgning.

 

Ekstra ansøgning Kvartershuset, Anker Jørgensen Mindestatue

Søgt 50.000 kr. Der blev stemt om at bevilge det fulde beløb.

For: Brian, Hans og Anna

Resten af medlemmerne stemte mod at bevilge det fulde beløb.

 

Benny stillede forslag om at støtte med 25.000 kr.

For stemte Sisse, Hans, Peter, Anna, Steen,  Benny, Brian, og Dan

Imod stemte: Kirsten, Jan, Ann, Patrick, Allan

Mathilde undlod at stemme. Forslaget om at bevilge 25.000 kr. blev vedtaget.

 

 

 

 

 

 

Til top