Mødedato: 24.10.2024, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus

B-sag Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen 2025

Der er modtaget 3 ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen 2025 til behandling på dette møde.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1) at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Next Door Project til aktiviteterne "STEMNINGER"  med det fulde beløb på 20.000 kr.

2) at lokaludvalget giver delvis støtte til AFUK til projektet "The Shedding" med 15.000 kr. Der er søgt 30.000 kr.

3) at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Sydhavn Bibliotek til projektet "Troldefest på Sydhavns Bibliotek" med det fulde beløb på 18.000 kr.

Problemstilling

Ansøgning 1 og 2 er forbehandlet af Kulturudvalget, mens ansøgning 3 er forbehandlet af Socialudvalget.

Ad 1) "Stemninger"

Next Door Project har i samarbejde med Børnekulturstedet søgt om 20.000 kr. i støtte til projektet "Stemninger". Projektet undersøger hvordan børn og unge med og uden hørenedsættelser kan mødes i fælles musiske oplevelser. Ansøger inviterer skoler og skoleklasser, hvor børn med og uden høretab har en hverdag sammen. Den 6.-17. januar vil der være et forløb på Børnekulturstedet Karens Minde, hvor deltagerne undersøger veje til fælles musiske oplevelser ved at komponere, mærke, bygge og bevæge sig i musikkens stemninger sammen.

Den 16. januar bliver der afholdt et vidensdelingsarrangement for pædagoger, lærere og kulturarbejdere, hvor ansøgerne deler deres erfaringer og metoder fra projektet.

Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb.

 

Ad 2) "The Shedding"

AFUK Scene har søgt om 30.000 kr. i støtte til at opføre stykket "The Shedding" i begyndelsen af januar 2025. Stykket er et soloprojekt af Elise Bjørklund Reine, som ønsker at udforske samtidens effektivitet og seksualisering i et absurd og abstrakt univers. Formen er et samtids-cirkus/performance-kunst/teater/danseværk, som handler at skifte ham, ændre livet og lede efter kærligheden til døden.

Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med halvdelen af det søgte beløb, så der støttes med 15.000 kr. Ansøger er blevet opfordret til at søge Vesterbro Lokaludvalg for resten af beløbet.

 

Ad 3) "Troldefest på Sydhavn Bibliotek"

Sydhavn Bibliotek søger om 18.000 kr. i støtte til at afholde en temadag om trolde på biblioteket og hele resten af Karens Minde den 22. marts 2025. Temadagen vil være et led i litteraturfestivallen "Vi Elsker Bøger" og byde på en dag fyldt af aktiviteter, som har fokus på de mange forskellige trolde, som findes i børnelitteraturen. Ansøger har oplyst, at det beløb i budgettet, der er oplyst under egenfinansiering i budgettet går til en kreaworkshop for familier samt til udsmykning, popcorn, pynt og annoncering på Facebook og Instagram.

Socialudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb.

Løsning

Indstillingerne behandles som B-sager, hvor de betragtes som godkendt af lokaludvalget, medmindre de løftes op som A-sager.

Økonomi

Der er søgt om 68.000 kr. og indstillet 53.000 kr. i støtte. Beløbet tages fra Kgs. Enghavepuljen 2025 med forbehold for, at der bevilges tilstrækkeligt med midler til den.

Videre proces

Sekretariatet meddeler afgørelserne til ansøgerne snarest muligt efter mødet i lokaludvalget.

Beslutning

Alle indstillinger blev godkendt som B-sager.
Til top