Orienteringspunkt. Invitation fra By og Havn til observatørpost ved arkitektkonkurrence om Stejlepladsen
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget tager orienteringen til efterretning
Problemstilling
Lokaludvalgets formand modtog den 23. september en invitation fra By og Havn med følgende ordlyd:
"
Kære Joan Røge
Som nævnt for dig i telefonen i fredags vil By & Havn sammen med vores partner PFA gerne invitere et medlem af Lokaludvalget til at deltage som observatør ved bedømmelsen af konkurrencen om Stejlepladsen.
Invitationen kommer på baggrund af ønske om lokal deltagelse i bedømmelsen, udtrykt af flere ifm paneldebatten om Stejlepladsen ved Sydhavnens Folkemøde.
By & Havn har på linje med andre udviklingsselskaber ikke tradition for, at byens lokaludvalg deltager i de konkurrencer, vi udskriver. Kommunens planforvaltninger, ØKF og TMF, som efterfølgende skal gennemføre en planproces, deltager i kraft heraf som rådgivere.
Indlagt i konkurrencebedømmelsen er der to møder med hver af de konkurrerende – en midtvejsgennemgang med dialog samt et afleveringsmøde, som er udelukkende præsentation.
Disse to møder er fastlagt til henholdsvis i morgen, den 24.9.19, kl. 11.00 – 17.00 og den 30.10.19, kl. 12.00 – 18.00.
Herefter pågår selve bedømmelsen ved følgende møder:
Den 6.11.19, kl. 13.00 – 16.00
Den 7.11.19, kl. 13.00 – 16.00
Den 11.11.19, kl. 11.00 – 14.00
Alle møder foregår hos By & Havn, Nordre Toldbod 7,
Det vil i øvrigt være en forudsætning for udvalgets deltagelse, at I er indforstået med, at der er fortrolighed omkring møderne."
Invitationen blev sendt rundt til medlemmerne af Forretningsudvalget, men der var ikke tid til af afklare, om der overhovedet var politisk opbakning i lokaludvalget og blandt FUs medlemmer til at deltage som observatør. Desuden havde ingen af forretningsudvalgets medlemmer mulighed for at deltage i det første møde, der allerede lå dagen efter invitationen.
Joan Røge meddelte derfor By og Havn følgende:
"Forretningsudvalget i lokaludvalget har ikke haft mulighed for at mødes og diskutere hvad vi ønsker og hvad formålet med at sidde i bedømmelsesudvalget skulle være. Derudover så kan ingen af os når møderne ligger indenfor normal arbejdstid."
Løsning
Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.