Orientering om borgmesterbesøg
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
- at lokaludvalget tager orienteringen om borgmesterbesøg i Sydhavnen den 6. oktober til efterretning.
Problemstilling
Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen kommer på besøg i Sydhavnen tirsdag den 6. oktober fra kl. 17-19. Bymiljøudvalget har arrangeret en cykeltur rundt i bydelen.
Mødested er Sjælør St. og herfra går ruten gennem Vestre Kirkegård til Østre Kapel, videre til Bavnehøj Skole, ad Sydhavnsgade og Bådehavnsgade til Lorterenden, Valbyparken og Stranden i Valbyparken. Sidste stop er Café Rosenhaven i Valbyparken, hvor programmet rundes af.
Dagsorden
- Istandsættelsen af Østre Kapel og skybrudsplanen for Vestre Kirkegård.
- Sikker skolevej ved Bavnehøj Skole. Der er tiltag på vej, men vi mener ikke, det løser problemerne.
- Manglende overgang over Sydhavnsgade/Sjællandsbroen ved den kommende Sluseholmen metrostation.
- Trafikafvikling ved Bådehavnsgade/Borgmester Christiansensgade.
- Processen for HOFORs skybrudsprojekt med udløb i/ved Lorterenden.
- Trafikken i Valbyparken, hvor der er problemer med en meget uhensigtsmæssig kørsel.
Uafklarede punkter fra sidste års borgmesterbesøg af Karina Vestergård Madsen
- Hvad kan der gøres for at arbejde videre med en bedre afvikling af trafikken ved krydset Bådehavnsgade/Sydhavnsgade og Trekantgrunden/Sydhavnsgade, når trafikmængden øges væsentligt pga nyt byggeri?
- Trafiksituationen på Bavnehøj – er det muligt at lave parkeringszone på Bavnehøj? Hvordan vil TMF arbejde med at løse trængselsproblemer i forbindelse med at distriktet for Bavnehøj Skole også kommer til at omfatte Carlsberg?
- Der er meget pres på trafikken ud for Skolen i Sydhavnen, og det er farligt for børn at færdes der til fods og på cykel. Hvad vil TMF gøre for at forbedre sikkerheden?
- Hvad vil TMF gøre ved de parkeringsproblemer, der må forventes at opstå i Bådehavnsgade?
Løsning
Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning
Økonomi
Udgifter til borgmesterbesøg tages fra sekretariatsbudgettet.
Videre proces
Tilmeldingsfrist for deltagelse i cykeltur med borgmesteren er mandag den 28. september kl. 12 til sekretariatet.
Beslutning
Lokaludvalget tog orienteringen om arrangementet og tilmeldingen til turen til efterretning. Brian bemærkede, at han gerne ser, at borgmesteren også besøger Hørdumsgade.