Mødedato: 24.09.2015, kl. 19:00
Mødested: ABC-lokalet, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 3. sal, 2450 København SV

Høring: VVM redegørelse for Metro til Sydhavnen

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal afgive høringssvar vedrørende VVM-redegørelsen for Metro til Sydhavnen.

Tidligere beslutninger

Lokaludvalget vedtog på sit møde den 11. december 2014 et høringssvar for den forudgående høring om VVM-redegørelsen.

Indstilling og beslutning

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget bemyndiger Bymiljøudvalget til at udarbejde høringssvar til VVM-redegørelsen på baggrund af diskussionerne på borgermødet den 21. september 2015 og den efterfølgende drøftelse i lokaludvalget.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har den 20. august 2015 besluttet at sende VVM-redegørelsen for metro til Sydhavnen i offentlig høring. Høringsperioden løber fra den 24. august til og med den 18. oktober 2015.

Københavns Kommune har udarbejdet en VVM-redegørelse for metro til Sydhavnen. VVM-redegørelsen har til formål at belyse miljøpåvirkningerne af en metro til Sydhavnen. Vurderingen omfatter den aftalte og finansierede løsning for metro til Ny Ellebjerg via Sydhavnen samt to forslag til stationsalternativer. Metroen anlægges som en afgrening fra Cityringen til Ny Ellebjerg i form af en metro med to tunnelrør. Metro til Sydhavnen integreres med Cityringen, og passagererne vil kunne køre direkte til metrostationerne på strækningen fra København H til Nordhavn. Metroselskabet I/S er bygherre på metro til Sydhavnen.

Der er i VVM-redegørelsen redegjort for bl.a. trafik, støj, vibrationer, luftforurening, byrum, kulturarv, mennesker, sundhed og samfund, natur, overfladevand, grundvand og jordforurening i metroens anlægs- og driftsfase. Samtidig beskrives de afværgeforanstaltninger anlægs­arbejdet giver anledning til, samt bestemmelser om kompensation, genhusning mv. til de berørte beboere.

Ved fastlæggelse af tidsrum for støjende arbejder er der lagt vægt på, at støjende arbejder uden for almindelig arbejdstid overvejende foregår på arbejds­pladser, hvor der er langt til nærmeste boliger, samt at de mest støjende arbejder på alle arbejdspladser foregår om dagen.

Lokalt omkring Mozarts Plads vil naboer og andre brugere af pladsen opleve midlertidige, men væsentlige miljøpåvirkninger. Mozarts Plads inddrages til arbejdsplads i hele anlægsperioden. Brugerne må i perioden henvises til andre rekreative arealer i kvarteret, hvilket vil ske i dialog med den følgegruppe, der nedsættes for Mozarts Plads. Ved både Mozarts Plads og ved Haydnsvej vil byggepladserne ligge ganske tæt på beboelse og kvaliteten af de to lokalområder påvirkes under anlægsfasen. Det sammen gælder planlagte boliger ved Fisketorvet, Enghave Brygge og Sluseholmen Syd.

Det skønnes, at op mod 225 eksisterende og 30 forventede nye boliger vil opleve, at den vejledende grænse­værdi for anlægsstøj på 70 dB(A) i dagtimerne overskrides markant i længere perioder. Antal støj­påvirkede boliger vil afhænge af de endelige stations­placeringer. Det vurderes at give gener hos de omkringboende, særlig hvis de er hjemme om dagen, har natarbejde eller lignende. Dette vil især være tilfældet ved Mozarts Plads samt ved Haydnsvej.

De botilbud samt øvrige visiterede borgere i ældreboligerne i Engholmen Syd, der bliver berørt af gener fra byggepladsen på Mozarts Plads, håndteres i samarbejde mellem Metroselskabet og de relevante fagforvaltninger. Dette kan f.eks. ske ved anvisning til andre lejemål indenfor kommunens boligtilbud.

På alle arbejdspladser vil vandbehandlingsanlæg og ventilations­anlæg være i drift døgnet rundt. Dette vil give anledning til støj i inter­vallet 40-55 dB(A) om aftenen og natten, hvorved den vejledende grænse­værdi for anlægsstøj på 40 dB(A) i aften- og nattetimerne overskrides. Støj om natten fra arbejds­plad­ser­ne kan således opleves generende, selvom der ikke foregår egentlige anlægsaktiviteter. 

Det skønnes, at ca. 80 eksisterende boliger og 300-330 forventede nye boliger vil opleve længerevarende støj om aftenen over 60 dB(A). Cirka 12 eksisterende boliger samt ca. 425 planlagte boliger vil opleve længere­varende støj om natten over 55 dB(A). Disse vil være omfat­tet af regler fastsat af Transportministeriet i form af nabopakke­bekendt­gørelsen. Med de beskrevne afværge­foranstalt­nin­ger i form af kom­pen­­­sation og krav på genhusning vurderes det, at der ikke er naboer, der behøver at blive udsat for længerevarende støj om aftenen over 75 dB(A) og om natten over 65 dB(A), der er grænse­værdierne for eventuel genhusning.

Størstedelen af den tunge byggepladstrafik til og fra byggepladserne til det overordnede vejnet vil kunne afvikles på veje uden bolig­bebyg­gelser. Adgangsvejene vil blive gennemgået med henblik på optime­ring af trafiksikkerheden herunder begrænsning af mulige højresving. Dog fremgår det af redegørelsen, at det foreslås at tung trafik med byggematerialer mv. føres ad Stubmøllevej og Mozartsvej til byggepladsen på Mozarts Plads. 

Anlæg af Sydhavnsmetroen indebærer, at der skal bortskaffes store mængder overskudskalk (muck) og opgravet jord. Langt størstedelen forventes at kunne nyttiggøres i landvindingsprojektet i Nordhavn eller på anden egnet lokalitet. Eventuel pramtransport af tunnelmuck til Nordhavn vil kunne for­mindske trafikbelastningen af vejene og risikoen for trafikulykker i forbin­delse med metroprojektet. Pram­trans­­port er dog mere forure­nende end lastbiltransport, til gengæld sker udledning af luft­forure­ning over vandet i større afstand til boliger.

Der afholdes borgermøde om VVM-redegørelsen den 21. september 2015 på AAUC i Sydhavnen.

Løsning

Forretningsudvalget vurderer, at udarbejdelse af høringssvar bør afvente Borgermødet den 21. september 2015, og at reaktionerne fra borgermødet indgår i høringssvaret. Efter gennemlæsning af VVM-redegørelsen lægger Forretningsudvalget op til, at lokaludvalgets høringssvar bør fokusere på følgende 4 punkter:
  • Placeringen af stationen på Sluseholmen
  • Alternative indendørs opholdsmuligheder eller aflastningsboliger til de mange, der bor ved Mozarts Plads og er hjemme i dagtiden
  • Undgå arbejdspladskørsel ad Stubmøllevej og Mozartsvej
  • Bemærkninger til udformningen af metrostationen ved Ny Ellebjerg Station, herunder byggeplads på Haydnsvej.

Forretningsudvalget indstiller, at lokaludvalget bemyndiger Bymiljøudvalget til at udarbejde endeligt høringssvar på baggrund af diskussionerne på borgermødet den 21. september 2015 og drøftelserne på lokaludvalgets møde.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Beslutning

Lokaludvalget bemyndigede BMU til at fremsende høringssvar.

Lokaludvalget var efter en drøftelse enige om, at følgende skulle med i høringssvaret:

"Lokaludvalget har modtaget mange henvendelser fra borgere omkring Mozarts Plads om støjgenerne og lokaludvalget er på ingen måde tilfreds med, at der ikke tilbydes kompensation til de borgere, der bor nærmest byggeriet på Mozarts Plads. Erstatningsophold på hotel er ikke tilstrækkeligt, når byggeriet står på så længe."

Ann opfordrede medlemmerne til at fremsende færdige formuleringer til høringssvaret til hende. Det vil være muligt for lokaludvalgsmedlemmer at deltage i BMUs møde.

Lokaludvalget vil undersøge, om Områdefornyelsen kan få tilført ekstra midler til støjisolerede vinduer.

Til top