Mødedato: 24.06.2021, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus

Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen

Der er indkommet 6 ansøgninger til behandling på dette møde.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Eva Kinch til projektet "En historisk og visionær lydvandring i Jernbanebyen" med det fulde beløb på 7.800 kr. 

2. at lokaludvalget meddeler afslag på ansøgningen fra teatergruppen Skrot og Tutti om støtte til til forestillingen "den Magiske Skraldespand". Der er søgt om 35.000 kr.

3. at lokaludvalget meddeler afslag på ansøgningen fra Shazia Khan til projektet  "Sydhavnen, Hvad Drømmer Du Om?" Der er søgt 20.200 kr.

4. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Maj Rafferty om støtte til kortfilmen "Hjertebank" med det fulde beløb på 5.850 kr.

5. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Copenhagen Concert Community til projektet "Klassisk og rytmisk musik på samme scene" med det fulde beløb på 15.000 kr.

6. at lokaludvalget behandler ansøgningen fra Kulturhavn ud fra Kulturudvalgets indstilling, som fremkommer på mødet. Der er søgt om 60.000 kr.

Problemstilling

Ansøgning nr. 3 er behandlet af Socialudvalget. De fire øvrige ansøgninger er behandlet af Kulturudvalget. Ansøgningen fra Kulturhavn (nr. 6) er ved en fejl fra Sekretariatet ikke sendt til Kulturudvalget, men den vil blive behandlet af KU inden lokaludvalgsmødet, og indstillingen vil fremkomme på selve mødet.

 

Ad 1) En Historisk og visionær vandring i Jernbanebyen

Eva Kinch har søgt lokaludvalget om 7.800 kr. i støtte til at realisere en lydvandring gennem Jernbanebyen. Lydvandringen vil bestå af 10 lydposter tilknyttet et kort, og den skal indfange den helt særlige historiske stemning i Jernbanebyen. Ansøgeren vil rette materialet mod udskolingsklasserne på både Vesterbro og i Sydhavnen, og hun vil udbrede kendskabet til projektet ved at ophænge plakater efter aftale med skolernes ledelse, ligesom skolerne vil blive kontaktet direkte med en beskrivelse af projektet. Der vil være 15 MP3 afspillere til låns på banegården til borgere, der ikke har en smartphone, og materialet vil være tilgængeligt  på www.banegaarden.dk og på www.lydmyren.dk samt som podcast via iTunes. Kulturudvalget finder, at der er tale om et spændende projekt, der vil kunne nå ud til mange Sydhavnere for et begrænset beløb og indstiller at ansøgningen støttes med det fulde beløb.

 

Ad 2) Den Magiske Skraldespand

Teaterduoen Skrot og Tutti har søgt lokaludvalget om 35.000 kr. i støtte til deres forestilling den magiske skraldespand. Der er tale om en teaterforestilling for børnehavebørn, målrettet børn i Sydhavnen, hvor musik og leg blandes og giver børnene nye oplevelser, Kulturudvalget mener, at projektet mangler lokal forankring. Det er f.eks. ikke angivet i ansøgningen, hvordan projektet er målrettet børn i Sydhavnen, og Kulturudvalget indstiller derfor, at der meddeles afslag på ansøgningen.

 

Ad 3) Sydhavnen, hvad drømmer du om?

Shazia Khan, der er fotograf,  har søgt lokaludvalget om 20.200 kr. i støtte til at realisere projektet, hvor hun ønsker at formidle 20-25 portrætter af forskellige sydhavnere og deres historier og drømme og håb for fremtiden. Ansøgeren er i dialog med karens Minde Kulturhus om en udendørs udstilling.  Socialudvalget vurderer, at projektet mangler lokal forankring. Kun de portrætterede er lokale og der er ingen interaktion mellem de deltagende Sydhavnere. Den fællesskabsskabende effekt er derfor også begrænset. Socialudvalget indstiller derfor, at der meddeles afslag på ansøgningen.

 

Ad 4) Hjertebank

Maj Rafferty har søgt lokaludvalget om 5.850 kr. i støtte til at lave en kortfilm med titlen Hjertebank. Filmen portrætterer en ung, rodløs pige ved navn Ines, der strejfer rundt ved Enghavevej/Sydhavn Station.  Historien er baseret på research og rigtige historier fra Sydhavn, dog med en kunstnerisk vinkel, dramatisering og med dramaturgi. Flere personer kan eksempelvis være at finde i en spillede karakter/skuespiller, og en lokal beboer kan også spille en rolle. Filmen vil blive vist gratis i november på forskellige lokationer i Sydhavnen. Kulturudvalget finder, at der er tale om et filmprojektet af fire sydhavnere om en relevant problemstilling i Sydhavnen, og at projektet har god lokal forandring og kan give en god oplevelse for mange borgere for en beskeden støtte. KU indstiller til at projektet støttes med det fulde beløb.

 

Ad 5) Klassisk og Rytmisk Musik På Samme Scene

Copenhagen Concert Community har søgt lokaludvalget om 15.000 kr. i støtte til at afholde 3 koncerter fra september til december på Karens Minde Kulturhus. Koncerterne vil være i et format, hvor  klassisk musik får spillerum i et koncertforløb med rytmisk musik, og således bliver præsenteret og indgår i sammenhæng med punk, indie, folk, r&b, jazz eller elektronisk musik til den samme koncert. Ved hver koncert optræder 3 forskellige artister/ ensembler som spiller hver sin genre. Ved hver koncert vil en af artisterne/ ensemblerne spille klassisk. Der forventes ca. 50 publikummer til hver koncert. Kulturudvalget finder, at det er et spændende projekt med nye koncertformer. Arrangøren har skaffet en væsentlig del af finansieringen fra andre fonde og entréindtægter, så lokaludvalgets bidrag er beskedent, når det fordeles på tre koncerter. KU indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb. 

 

Ad 6) Kulturhavn 2021

Kulturhavn 2021 har søgt lokaludvalget om støtte på 60.000 kr. Kulturhavn fejrer 20års jubilæum med ny strategi og endnu flere events i Sydhavnen. Kulturhavnhar bl.a. følgende projekter i støbeskeen:

- Scenekunst om hydrofeminisme på Richard Boones vej med ST:ART (en del af Sydhavn Teater)

- Pop-up opera med sange om havet med sopran Anne Due Nørgaard på Richard Boones vej -

- Folkehuset Absalon med quizzer, bevægelse og live radio fra Frederiks Brygge -

Prøv kajak med Sydhavnens Kajakklub på Stejlepladsen - Sydlandsk Sydhavnsstemning med bandet Balkan Bulgar i Fiskerihavnen

- Havneparade med 70+ skibe, både, kajakker fra Ofelia Plads til Teglværkshavnen

- Sail in concert i Teglværkshavnen - Koncert fra flydende scene ved den store trappe ved Skolen i Sydhavnen.

Indstillingen til ansøgningen fra KU fremkommer på selve mødet. Opdatering: KU skriver: 

Kulturhavn har søgt 60.000 kr. til årets arrangement.

I 2021 fejres 20 års jubilæum.

Fortsat Covid-19 gør, at aktiviteterne bredes mere ud end før. Det ses også i vores område med aktivitet på forskellige steder fra Teglværkshavnen til Fiskerhavnen og Stejlepladsen.

Der er teater og musik. KU indstiller at der støttes med 50.000 kr., svarende til det beløb, lokaludvalget har støttet med de senere år.

Løsning

Lokaludvalget behandler ansøgningerne og beslutter om indstillingerne skal følges.

Økonomi

Der er søgt om 143.850 kr. og indstillet 78.650 kr. Der vil være 169.745 kr. til rest i Kgs. Enghavepuljen, hvis alle indstillinger følges.

Videre proces

Sekretariatet sender afgørelserne til ansøgerne snarest muligt efter lokaludvalgets møde.

Beslutning

Ad 1) Ansøgning fra Eva Kinch - "En historisk og visionær byvandring"

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at bevilge det fulde beløb på 7.800 kr.

Johan undlod at stemme. Alle andre stemte for indstillingen, som blev vedtaget.

 

Ad 2) Ansøgning fra Skrot og Tutti om støtte til forestillingen "Den magiske Skraldespand".

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at meddele afslag på ansøgningen.

Indstillingen blev enstemmigt vedtaget.

 

Ad 3) Ansøgning fra Shazia Khan til projektet "Sydhavnen, hvad drømmer du om?"

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at meddele afslag på ansøgningen.

Indstillingen blev enstemmigt vedtaget.

 

Ad 4) Ansøgning fra Maj Rafferty Om støtte til kortfilmen "Hjertebank"

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at tildele det fulde beløb på 5.850 kr.

Johan undlod at stemme. Alle øvrige stemte for indstillingen, som blev vedtaget.

 

Ad 5.) Ansøgning fra Copenhagen Concert Community til projektet "Klassisk og rytmisk musik på samme scene"

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at støtte med det fulde beløb på 15.000 kr.

Johan og Hanne Mai undlod at stemme. Alle andre stemte for indstillingen, som blev vedtaget.

 

 

Ad 6.) Ansøgningen fra Kulturhavn til Kulturhavn 2021

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at støtte med 50.000 kr. Der er søgt om 60.000 kr.

Imod: Hanne Mai

Undlader: Johan, Jan M og Hanne B

Alle andre stemte for indstillingen, som blev vedtaget.

Til top