Godkendelse af Projektplan og budget for Sydhavnsprisen
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget godkender vedlagte projektplan og budget for uddeling af Sydhavnsprisen i 2025.
Problemstilling
Lokaludvalget har uddelt Sydhavnsprisen siden 2021. Prisen er på 7.500 kr. og kan tildeles grupper, klubber, foreninger, institutioner, forretninger og enkeltpersoner, der har gjort en særlig indsats for at skabe en levende udvikling af Sydhavnen og dermed bidraget til at gøre bydelen kendt som et attraktivt sted at bo, handle og leve i.
På sit møde i november 2024 afsatte lokaludvalget 9.000 kr. af puljemidlerne til at uddele Sydhavnsprisen for. Der er afsat 7.500 kr. til selve prisen, 1.200 kr. til blomsterbuket(ter) til prismodtager(e), samt 300 kr. til rammer til diplomer.
Sydhavnsprisen er blevet uddelt på forskellige tidspunkter, afhængig af, om der var et arrangement, uddelingen kunne kobles sammen med. I 2021 blev prisen uddelt ved Sydhavnens Folkemøde, i 2022 blev den uddelt i sammenhæng med julearrangementet og i 2023 og 2024 blev den uddelt ved Sankt Hans arrangementet. Ideen med at uddele prisen ved et offentligt arrangement er så meget offentlighed og dermed så meget fejring af prismodtagerne som muligt.
På lokaludvalgets møde i februar blev det besluttet, at Sydhavnsprisen i år som et forsøg skal uddeles på en anden måde end tidligere år, idet uddelingen ikke skal være koblet sammen med et arrangement.
Lokaludvalget besluttede i stedet, at Sydhavnsprisen i år uddeles ved at medlemmerne af priskomiteen tager ud til prismodtageren eller prismodtagerne og uddeler prisen. At overrækkelsen filmes på video, og at denne video deles på lokaludvalgets hjemmeside og sociale medier som Facebook og Instagram.
På samme møde blev der nedsat en Sydhavnspris-arbejdsgruppe bestående af Steen, Ole og Jan F. Hanne Mai har tilsluttet sig arbejdsgruppen efter mødet.
Ligesom i 2024 skal prismodtagerne findes ved at borgere kan foreslå prismodtagere med begrundelse for deres forslag på platformen København Taler. Afstemningen er i gang og lukker den 18. maj. Der er opslag på hjemmesiden og Facebook om afstemningen.
Der er dog behov for at øge opmærksomheden om afstemningen på København Taler. Sekretariatet foreslår, at det kan ske ved opsætning af plakater i Sydhavnen og ved omdeling af foldere de steder, hvor Sydhavnere mødes.
Derfor har Sekretariatet efter godkendelse fra forretningsudvalget bestilt foldere og plakater på et trykkeri. De vil blive omdelt af en ung Sydhavner, der i forvejen står for at omdele brev med lokaludvalgets dagsordener.
Der er allerede som nævnt ovenfor afsat 9.000 kr. af lokaludvalgets puljemidler til uddeling af prisen. Forretningsudvalget foreslår, at der i tillæg til dette beløb afsættes 6.300 kr. til kommunikation. Beløbet er fordelt på 5.000 kr. til tryk af plakater og foldere og 1.300 kr. i honorar til opsætning af plakater og fordeling af foldere i Sydhavnen.
Løsning
Lokaludvalget godkender vedlagte projektplan og budget for uddeling af Sydhavnsprisen.
Økonomi
Budget:
Afsat på lokaludvalgets møde den 19. november 2024:
Beløb til prismodtagere: op til 7.500 kr. svarende til 3 priser af 2.500 kr.
1.200 kr. til blomsterbuket(ter) til prismodtager(e)
300 kr. til rammer til diplomer.
Afsat i alt: 9.000 kr.
Kommunikation:
5.000 kr. til tryk af plakater og foldere
1.300 kr. til honorar for opsætning af plakater og fordeling af foldere i Sydhavnen
I alt 6.300 kr., som tages fra Borgerinddragelsespuljen.
Afsat til Borgerinddragelsespuljen 30.000 kr.
Til disposition i Borgerinddragelsespuljen, hvis ovenstående budget godkendes: 23.700 kr.
Videre proces
Sekretariatet bestiller plakater og foldere til tryk og indgår aftale med omdeler om opsætning af plakater og fordeling af foldere i bydelen.
Arbejdsgruppen mødes den 20. maj for at finde frem til en eller flere prismodtagere og afklare deltaljer omkring prisoverrækkelsen
Lokaludvalget orienteres om arbejdsgruppens beslutninger på mødet den 22. maj
Sydhavnsprisen uddeles så vidt muligt indenfor 2 uger efter beslutningen.