Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Helene Vestergaard/Udstillingsstedet Sydhavn Station til arrangementet "Paralyse For Natmærker" med det fulde beløb på 5.000 kr.
2. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra NB Koncertkor til opførelsen af Händels Messias med det fulde beløb på 11.500 kr.
3. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Børnekulturstedet til festivallen "Kultur for en Tudse" med det fulde beløb på 60.000 kr.
4. at lokaludvalget giver afslag på ansøgningen fra Urban Explorer til projektet Foto Skattejagt i Sydhavnen. Der er søgt om 7.500 kr.
5. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Sydhavn Teater til forestillingen "Billedbeskrivelser" delvist med 40.000 kr. Der er søgt 50.000 kr.
6. at lokaludvalget meddeler afslag på ansøgningen fra Ex Solo v/Mette Sanggaard til projektet "EX Solo - Biennale for bæredygtigt design". Der er søgt 58.000 kr.
Problemstilling
Ansøgningerne 1-5 er behandlet af Kulturudvalget, mens ansøgning 6 er behandlet af Bymiljøudvalget.
Ad 1) Ansøgning fra Helene Vestergaard/Udstillingsstedet Sydhavn Station til arrangementet "Paralyse For Natmærker"
Helene Vestergaard har søgt lokaludvalget om 5.000 kr. i støtte til forestillingen "Paralyse for Natmærker", som finder sted på Udstillingsstedet Sydhavn Station. Der er tale om udstilling af et stort vægmaleri på 21 m2, der printes ud på fotopapir og siden hænges op på to vægge på udstillingsstedet. Motiverne er kunstnerens egne fotografier, der bearbejdes digitalt inden værket printes ud.
Kulturudvalget indstiller at ansøgningen støttes med det fulde beløb, da der tale om et beskedent beløb til et udmærket projekt.
Ad 2) Ansøgning fra NB Koncertkor til opførelsen af Händels Messias
Kresten Thomsen har på vegne af NB Koncertkor søgt lokaludvalget om 11.500 kr. i støtte til at opføre Händels Messias den 2. april 2022 i Hallen på AFUK. Lokaludvalget har behandlet en tilsvarende ansøgning fra NB Koncertkor i december 2020, men pga. Coronaepidemien har det ikke været muligt at opføre stykket i 2021, og ansøger har nu genfremsat ansøgningen.
NB Koncertkor vil opføre Messias i den traditionelle form med ca. 60 korsangere, 4 solister og ca. 30 musikere. Korsangerne er erfarne folk fra kor over hele Sjælland. Solister og musikere er professionelle. En del af musikerne spiller i Det Kongelige Kapel eller Copenhagen Phil. Det hele dirigeres af Niels Borksand, som har 20 års erfaring fra lignende opførelser såvel som pladeindspilninger i ind og udland.
Kulturudvalget finder, at der er tale om et meget ambitiøst og spændende projekt, og indstiller, at det støttes med det fulde beløb på 11.500 kr.
Ad 3) Ansøgning fra Børnekulturstedet til festivalen Kultur For En Tudse
Børnekulturstedet søger om 60.000 kr. i støtte til at gennemføre den årlige børnefestival Kultur For En Tudse, der planlægges afholdt på Karens Minde Kulturhus om formiddagen for de små og på Tippen om eftermiddagen.
Ansøgerne skriver: "Festivalen finder sted over fire dage – to formiddage og to eftermiddage. I 2022 vil Karens Minde-området være hårdt medtaget af byggeri i forbindelse med skybrudsprojektet. Det vanskeliggør afholdelsen af eftermiddagene på området, hvor der er rigtig mange store børn. Derfor er vi i dialog med By og Havn om at få tilladelse til at afholde eftermiddagene på Tippen med de miljømæssige hensyn, der skal til for ikke at genere natur- og dyreliv unødigt. Det betyder, at vi kun kan hyre akustiske orkestre og teatre uden store kulisser. Workshops’ene skal afvikles uden strøm og stort udstyr og det er derfor helt oplagt at arbejde med naturen som tema og forudsætning for dette års festival."
Kulturudvalget indstiller, at lokaludvalget støtter ansøgningen med det fulde beløb.
Ad 4) Ansøgning fra Urban Explorer til projektet "Foto Skattejagt i Sydhavnen
Francois Debains har på vegne af Urban Explorer CPh søgt lokaludvalget om 7.500 kr. i støtte til afvikling af en fotoskattejagt i Sydhavnen. Ansøgeren oplyser, at de gerne vil oprette en original skattejagt med fokus på fotografering og kunst på forskellige steder i Sydhavnen. Aktiviteten vil bestå i at få alle deltagere til at opdage byen. Formålet er at finde skjulte perler, og opdage det nyt område, og tage nogle kreative fotos. Lignende projekter har tidligere været afholdt med støtte fra lokaludvalgene på Nørrebro, Vesterbro og Østerbro. Formålet er at få folk til at opdage og nyde Sydhavnen.
Kulturudvalget synes, at ideen med en fotoskattejagt er god, men at beskrivelsen af projektet er meget overordnet og uinteressant, og at ansøgningen ikke forholder sig til Sydhavnen. Kulturudvalget indstiller, at der gives afslag på ansøgningen.
Ad 5) Ansøgning fra Sydhavn Teater til forestillingen "Billedbeskrivelser"
Sydhavn teater søger om 50.000 kr. i støtte til at opføre forestillingen Billedbeskrivelser på Østre Kapel i juni 2022. Forestillingen skal have premiere under festivalen Copenhagen Stage og opføres i alt 12 gange. Sydhavn Teater ønsker at skabe et poetisk værk over Den tyske Avantgardekunstner Heinrich Müllers tekst "Billedbeskrivelser" for at aktivere publikums selvstændige sansninger, historiedannelse og fantasi.
Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes delvist med 40.000 kr.
Ad 6) Ansøgning fra EX Solo til projektet "Ex Solo -- Biennale for bæredygtigt design"
EX Solo består af de to ansøgere Mette Sanggaard og Marie Boye. De søger lokaludvalget om støtte på 58.000 kr. til en udstillingsplatform på Sydhavn Genbrugscenter, hvor de vil invitere andre kunstnere til at udarbejde kunstværker af genbrugsmaterialer på genbrugscenteret. Formålet er, at udstillingen skal vise unikt og eksperimenterende design, der i materiale, teknikker eller koncept sætter spørgsmålstegn ved vores fælles forståelse af kommercielt design
Bymiljøudvalget finder ikke, at projektet er ordentligt forankret i bydelen. Der findes mange lokale kunstnere/designere, som bør tænkes ind i sådan et projekt. I projektet er der kun lagt op til lokal "involvering", som tilskuere. Derudover synes vi, at det er et meget højt budget til materialer, når der er lagt op til at bruge genbrugsmaterialer fra Genbrugscenteret, som også må kunne deltage i projektet ved at stille lokalerne til rådighed. Bymiljøudvalget indstiller, at lokaludvalget giver afslag på ansøgningen.
Løsning
Lokaludvalget behandler ansøgningerne og beslutter, om indstillingerne fra Kulturudvalget og Bymiljøvalget skal følges.
Økonomi
Der er søgt 192.000 kr. og indstillet 116.500 kr. Rest i Kgs. Enghavepuljen, hvis alle indstillinger følges: 631.828 kr.
Videre proces
Sekretariatet sender svar til ansøgerne umiddelbart efter mødet.
Beslutning
Ad 1) Paralyse For Natmærker
Lokaludvalget stemte om indstillingen om at støtte med det fulde beløb.
Martin stemte imod, Hanne Mai og Rie undlod at stemme og alle andre stemte for.
Indstillingen blev vedtaget.
Ad 2) NB Koncertkor til opførelsen af Händels Messias
Lokaludvalget stemte om indstillingen om at støtte med det fulde beløb.
Indstillingen blev enstemmigt vedtaget.
Det skal fremgå af tilsagnet, at de også kan søge Områdefornyelsen Bavnehøj.
Ad 3) Kultur for en Tudse
Lokaludvalget stemte om indstillingen om at støtte med det fulde beløb.
Martin undlod at stemme, alle øvrige stemte for.
Indstillingen blev vedtaget.
Ad 4) Foto Skattejagt i Sydhavnen
Lokaludvalget stemte om indstillingen om at meddele afslag på ansøgningen.
Indstillingen blev enstemmigt vedtaget.
Det skal fremgå af afslaget, at ansøger med fordel kan finde samarbejdspartnere, fx fritidsklubber og skoler, der er deres målgruppe, så projektet forankres bedre i Sydhavnen.
Ad 5) Billedbeskrivelser
Marit erklærede sig inhabil og forlod lokalet under sagens behandling.
Kulturudvalget indstillede til delvis støtte på 40.000 kr.
Der blev stillet et modforslag om at give det fulde beløb på 50.000 kr.
Modforslaget var mest vidtgående og blev bragt til afstemning først.
Jan, Asbjørn og Dan stemte for det fulde beløb, Steen stemte imod, og de øvrige undlod at stemme.
Modforslaget med fuld støtte blev derfor vedtaget.
Ad 6) Ex Solo – Biennale for bæredygtigt design
Lokaludvalget stemte om indstillingen om at meddele afslag på ansøgningen.
Nina undlod at stemme, og de øvrige stemte for.
Indstillingen blev vedtaget.