Medlemsforslag fra Hans Præstbro: Beslutning vedrørende lokaludvalgets deltagelse i processen omkring byggeriet på Stejlepladsen
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1) at lokaludvalget drøfter nedenstående medlemsforslag fra Hans Præstbro om lokaludvalgets deltagelse i processen vedrørende byggeriet på Stejlepladsen
2) at lokaludvalget træffer beslutning vedrørende de enkelte punkter i medlemsforslaget.
Problemstilling
Lokaludvalget har modtaget nedenstående forslag fra Hans Præstbro med anmodning om, at det sættes på dagsordenen til dette møde i lokaludvalget:
"
Forslag:
Lokaludvalget beslutter at deltage i følgegruppen for byggeriet på Stejlepladsen, som By og Havn har inviteret os til at være med i.
Vi deltager med det forbehold, at et flertal i Lokaludvalget er imod byggeriet, og at vores tilstedeværelse i følgegruppen på ingen måde ændrer denne klare tilkendegivelse. Vi deltager primært for at få høj indsigt i, hvad der foregår i følgegruppen, og sekundært for at være i en god position til at kunne påvirke udformningen af byggeriet, såfremt at Folketinget skulle vælge at ophæve fredningen af Stejlepladsen.
Hvis fredningen ophæves, og det ender med at planlægningen af byggeriet fortsættes, vil vi have følgende fokusområder:
- At den nye beboelseskvarter så vidt muligt bliver tilpasset Fiskerhavnen særlige karakter og får så få konsekvenser for de eksisterende beboere og brugere som muligt.
- At byggeriet bliver miljørigtigt udført i en god kvalitet, og at området bliver så grønt som muligt udformet.
- At der bliver en diversitet i boligerne, så de bliver målrettet forskellige indkomster og aldersgrupper, og vi får en mangfoldig byudvikling som bygger videre på havnens collageagtige selvbygkultur.
- At udfordringer vedrørende trafikale forhold og adgang til offentlig transport bliver belyst og højt prioriteret.
- At eventuelle borgermøder bliver så godt tilrettelagt som muligt med de rette inviterede deltagere, og at borgermøder tidligst kan komme på tale, når der foreligger en afklaring fra Folketinget.
Foretningsudvalget bemyndiges til at udpege, hvem der skal repræsentere Lokaludvalget i følgegruppen."
Løsning
Lokaludvalget drøfter medlemsforslaget fra Hans Præstbro og tager stilling til de enkelte punkter i dette.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Beslutning
Lokaludvalget stemte om Hans forslag
Hans stemte for forslaget. Lise, Johan og Paul-Erik undlod at stemme.
De øvrige medlemmer af lokaludvalget stemte imod forslaget.
Lokaludvalget vedtog enstemmigt, at indtræde i følgegruppen når/hvis forslag om affredning vedtages i Folketinget.
Lokaludvalget vedtog enstemmigt, at sekretariatet skal bede By og Havn om information om planerne for området.
Lokaludvalget nikkede til, at Forretningsudvalget indsender et par linjer til lokalavisen om beslutningen