Mødedato: 24.01.2013, kl. 19:00
Mødested: Loftet, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 3. sal, 2450 København SV

Meddelelser

Medlemsrokeringer
1. suppleant Jakob Sindballe er udtrådt af Lokaludvalget for Socialdemokraterne pga. fraflytning fra bydelen.

De Lokale Ældreråd er nedlagt med oprettelsen af Det Centrale Ældreråd for hele København pr. 1.1.2013 og dermed er Lokaludvalgets medlem og 1. suppleant for ældreområdet, hhv. Henri og Preben trådt ud af Lokaludvalget. Kgs. Enghaves repræsentant i det nye ældreråd er ikke interesseret i at indtræde i Lokaludvalget og udvalget har derfor foreløbigt nu ingen repræsentanter for dette område.


Ændret organisering af arbejdet med Mozarts Plads.
Mozarts Plads-arbejdsgruppen og Socialudvalget har besluttet arbejdsgruppen nedlægges og arbejdet med Mozarts Plads fremover behandles i Socialudvalget som første punkt på dagsordnen og med Steen Eriksen som tovholder for projekter i relation til pladsen. Dette sker for at skabe synergi mellem Socialudvalgets projekter og projekter på Mozarts Plads og fordi medlemmerne af arbejdsgruppen, med undtagelse af formanden, også er medlemmer af Socialudvalget.


Udmøntning af plejeplan - fondsansøgning
Sekretariatet har afsendt en interessetilkendegivelse til Villumfonden, som giver svar ultimo januar om, hvorvidt vi går videre til en egentlig ansøgningsfase vedr. midler til udmøntning af plejeplan for Tippen. Budgettet er på 9 mio., hvoraf der søges om ca. 6. Aalborg Universitet er med inde over med en Ph.d. og hjælper med forureningsproblematikker.

Ny kortere frist for puljeansøgeres indsendelse af regnskab
For ansøgninger behandlet på møde d. 13.12.12 har sekretariatet besluttet kun at give puljeansøgere 1 måneds frist for indsendelse af regnskab og evaluering, således at der bedre kan tjekkes op på ubrugte puljemidler.
 

Afholdte lokaludvalgsarrangementer
Juletræsflis lørdag d. 5.1. på Sluseholmen og Mozarts Plads forløb fint. Det var hyggeligt og der var i alt ca. 50-60 glade borgere - lidt flere på Mozarts Plads i år modsat sidste år. Forbedringer til næste gang: høre Sydhavnskompagniet om de har lyst til at lave flere designs og prototyper – evt. lave genbrugsting, som de kan sælge sidenhen. Samt om de kan have genbrugsbutikken åben under arrangementet. Vi skal prøve at få spejderne med og det vil være godt med ekstra folk til at slæbe juletræer til flisning på Sluseholmen, hvor der er rigtig mange træer.

 

Beslutning

Ann fortalte, at der er bygget et rigtig flot træ-shelter ude på den sydligste del af Tippen, som Lokaludvalget opfordres til at tage ud at se.

I forbindelse med Kultur- og Fritidsudvalgets fokus på Skyrbyen, og en evt. nedrivning, er Ole Boesen, som har tegnet Skyrbyen, nu i færd med at lave et budget for en renovering, som skal fremlægges for Kultur- og Fritidsudvalget.
Til top