Orientering om planerne om ændring af Nauticon bygningen (30 minutter)
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget tager orienteringen til efterretning
Problemstilling
I forbindelse med at lokalplanen for ændring af Nauticon Bygningen er sendt i intern høring i lokaludvalget, har Teknik- og Miljøforvaltningen og Danica Ejendomme (Bygherre) bedt om, at der afsættes tid til at orientere lokaludvalget om planerne.
Der vil være muligheder for, at lokaludvalgets medlemmer kan stille spørgsmål til oplægsholderne, inden lokaludvalget som næste punkt på dagsordenen skal behandle den interne høring.
Løsning
Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Oplysningerne fra orienteringen kan indgå i lokaludvalgets drøftelser i forbindelse med behandlingen af den interne høring.
Beslutning
Lokaludvalget blev orienteret om planerne for ændring af Nauticon bygningen af repræsentanter fra Teknik- og Miljøforvaltningen, Økonomiforvaltningen, Danica Ejendomme og Henning Larsen Arkitekter.
Lokaludvalget stillede spørgsmål til projektet. Bygherre oplyste, at der satses på at åbne bygningen op, set fra bagsiden, at der var planer om en bypark ved ejendommen og at der gerne skulle være plads til kulturelle aktiviteter i stuetagen, hvis finansiering kan findes. Der vil blive brugt genanvendte materialer i det omfang det er muligt, og projektet vil fokusere på biodiversitet. Havnen vil blive sat i spil til rekreative aktiviteter, men der er ikke på nuværende tidspunkt planer om at bygge på det nuværende havneareal. Der er ønske om at bygge på Nauticons eksisterende areal, og ud mod Sjællandsbroen planlægges en bygning på minimum 7-8 etager, der skal afskærme mod støjen fra Sjællandsbroen. Bygherre har ikke lagt sig fast på bygningens højde endnu.
Lokaludvalget tog orienteringen til efterretning.