Mødedato: 23.08.2018, kl. 19:00
Mødested: ABC-Lokalet, Karens Minde, Wagnersvej 19

Partnerskabet Tippen Syder

Tidligere beslutninger

2011 overtog Kgs. Enghave Lokaludvalg varetagelsen af den lokale miljøopgave fra Miljøpunkt Vesterbro/Sydhavn, herunder tovholderfunktionen for partnerskabet Tippen Syder og det påbegyndte arbejde på en plejeplan for området.

2012 godkendtes plejeplanen endeligt.

August 2013 godkendtes indholdet i projektet Tippen Syder+

Maj 2018 valgtes Ann Vikkelsø som Lokaludvalgets repræsentant og Hanne Bierring som suppleant i/til Tippen Syder.

Endvidere optræder Tippen som vigtige projekter i bydelsplanerne fra 2010-2013.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg, at udvalget

  1. tager orientering om partnerskabet Tippen Syders historie, formål og organisering til efterretning

     

  2. drøfter forslag til, hvordan Tippen Syder kan blive mere synlig og gennemsigtig for brugere og øvrig offentlighed.

     

  3. drøfter Lokaludvalgets og lokaludvalgssekretariatets rolle i Tippen Syder, samt Lokaludvalgets holdning til status for kommende møder for Tippens brugere.

     

  4. drøfter forslag til indhold til førstkommende brugermøde.

     

  5. beder sekretariatet og BMU om at udarbejde et kommissorium for lokaludvalgets arbejde i Tippen Syder. Kommissoriet skal tage udgangspunkt i ovennævnte drøftelser.
  6. Afsætter et rammebeløb fra Borgerinddragelsespuljen til afholdelse af brugermøder

Problemstilling

Tippen Syders historie, formål og organisering

Partnerskabets historie

Naturen på Sydhavnstippen er selvsået og fik i en del år lov til at passe sig selv. Det blev dog tydeligt, at invasive og andre stærke arter som kæmpebjørneklo, canadisk gyldenris, hvidtjørn og japansk pileurt ville indtage hele området, hvis de ikke blev holdt i skak.

I årene op til partnerskabets dannelse var der derfor en del lokale, der på egen hånd begyndte at udføre naturpleje. Opgaven var dog temmelig stor, og derfor blev daværende grundejer, Københavns Havn, adspurgt om ikke de ville lade får udføre plejen, f.eks. hvis det lokale agenda21-center kunne rejse fondsmidler til sådan et projekt. Det var man på daværende tidspunkt ikke interesserede i, men siden blev bekæmpelsen af Kæmpebjørneklo lovpligtig, og Københavns Havn var blevet til By & Havn, der i 2007 inviterede den frivillige naturplejegruppe Grøn Sydhavn Naturgruppen (nu: Grøn Agenda Sydhavn) og agendacentret Grøn Vesterbro/Sydhavn (senere Miljøpunkt Vesterbro/Sydhavn) til møde om dette.

Ved samme møde blev givet tilladelse til, at Grøn Vesterbro/Sydhavn kunne opstille en lille, midlertidig mininaturskole på den nordlige del af Tippen.

Dette arbejde for den første fårefold syd for den tværgående cykelsti resulterede i dannelsen af et lokalt grønt partnerskab. Det bestod som udgangspunkt af de tre parter fra det første møde, og dertil kom Københavns Naturskole (del af Børne- og Ungdomsforvaltningen), der blev medejer af naturskolen, Tippens Fårelaug, der blev dannet mhp. opsyn med får, samt de københavnske afdelinger af Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet.

Grøn Vesterbro/Sydhavn (siden Miljøpunkt Vesterbro/Sydhavn) blev tovholder for partnerskabet.

Grøn Vesterbro/Sydhavn opnåede et tilskud fra Naturstyrelsens pulje til lokale grønne partnerskaber og dette tilskud lagt sammen med midler fra By & Havn betød, at der i perioden 2008-2013 kunne udføres naturpleje ved en professionel fåreavler bistået af fårelauget.
De lokale grupper og Danmarks Naturfredningsforening tog initiativ til, at partnerskabet skulle foretage en mere langsigtet planlægning af både naturpleje og rekreative muligheder. Samtidig henvendte en landskabsarkitekt sig og tilbød at rejse fondsmidler til at kunne udfærdige en plejeplan i samarbejde med partnerskabet. Der blev i den forbindelse også afholdt offentlig workshop på Karens Minde.

Plejeplanen lå færdig i 2012 og findes her.

Samtidig (2011) blev Miljøpunkt Vesterbro/Sydhavn nedlagt og den lokale miljøopgave overdraget til Kgs. Enghave Lokaludvalg, der valgte at fortsætte engagementet i partnerskabet.

Plejeplanen var ufinansieret og lokaludvalget blev primus motor i at udfærdige en projektbeskrivelse, der kunne danne grundlag for en fondsansøgning til de første skridt på vejen til realisering af planen. Det skulle samtidig sikre fåreholdet efter 2013.

Projektbeskrivelsen for Tippen Syder+ blev godkendt i maj 2013 og findes her. Der blev ikke opnået en samlet finansiering af projektet, så i de følgende år blev der i stedet søgt og til dels opnået midler til enkeltelementer i projektet. Det gælder blandt andet adgang via grusvejen langs Stark, og et projekt med naturpleje, der resulterede i endnu en gruppe frivillige naturplejere. Denne gruppe blev en del af partnerskabet samtidig med SydhavnsCompagniet, der var begyndt at udføre renholds- og reparationsopgaver og yder en stor indsats ved Høstpicnic.

Lokaludvalget ydede økonomisk støtte til en overgangsfase, der sikrede at fårelauget kunne overtage den ’græssende’ naturpleje, organiseret under Børnenes Dyremark.

I 2016 besluttede Københavns Kommune, at Kæmpebjørneklo fremover kun må bekæmpes ved rodstikning eller græsning. Det førte til, at By & Havn indledte arbejdet med en fårefold på den nordlige del af Tippen. Plejeplanen og øvrige projektbeskrivelser indeholder en fold på norddelen, og de frivillige naturplejere havde længe påpeget, at det vil være den mest effektive og miljøvenlige plejeform.

Folden blev opsat i marts 2018, hvilket afstedkom en del henvendelser og klager, og sagen blev også rejst i Lokaludvalget, hvor flere medlemmer ikke følte sig godt nok informeret.

I det hele taget var processen med den nye fold desværre behæftet med flere misforståelser og mangelfuld inddragelse og information, hvilket partnerskabet har erkendt.

 

Partnerskabets formål og organisering

Formålet med partnerskabets arbejde er at skabe et fundament for en positiv udvikling af Sydhavnstippen til glæde for alle beboerne i de nærmeste bydele og for beboerne i København som sådan.

Partnerskabets indsatsområder er:

  • En styrkelse af dyrelivets mangfoldighed.
  • Sikring af den botaniske mangfoldighed via bekæmpelse af invasive plantearter.
  • Naturformidling.

Partnerskabet er et samarbejdsforum bestående af grundejer, kommunale enheder, interesseorganisationer og lokale borgere, dvs. et samarbejde på tværs af organisationer, virksomheder og frivillige med hver deres ekspertise og ressourcer. Partnerskabsformen giver god mulighed for at søge tilskud fra forskellige fonde mv.

Alle deltagerne i partnerskabet bidrager til projektet i form af penge, arealer, bygninger, materialer eller andre faciliteter, som stilles til rådighed for aktiviteterne og/eller arbejdskraft, herunder frivillig arbejdskraft fra foreninger mm.

Partnerskabet ”Tippen syder” består pt. af By & Havn I/S, Grøn Agenda Sydhavn, Kgs. Enghave Lokaludvalg, Københavns Naturskole, Tippens Fårelaug, Danmarks Naturfredningsforening København, Friluftsrådet, Kreds København og senest SydhavnsCompagniet og Naturplejegruppen på Tippen.

Partnerskabet mødes som udgangspunkt i det tidlige forår og sent på efteråret, hvor indsatserne drøftes. Der arbejdes ud fra tidligere nævnte plejeplan og projektbeskrivelse, der beskriver de overordnede linjer, både mht. hvilke typer af aktiviteter og tiltag, der ønskes på området, samt en nærmere beskrivelse af indsatsområderne.

I partnerskabet søges konsensus. By & Havn vil som grundejer have det sidste ord i de fleste sager.

Opsummering af diverse eksisterende aftaler

Naturpleje og renhold:

  • Lokale foreninger og By & Havn har opstillet i alt 4 affaldsstativer. De tømmes af lokale frivillige over i en blå container, der tømmes af By & Havn, når den ansvarlige her får besked om, at den er fyldt.

  • Naturplejegruppen arrangerer årlig affaldsindsamlingsdag. By & Havn afhenter affaldet efter nærmere information fra gruppen.

  • Grøn Agenda udfører naturpleje på ’sommerfugleengen’.

  • By & Havn har ansvaret for bekæmpelse af Kæmpebjørneklo, hvilket er udliciteret til Børnenes Dyremark/Fårelauget.

  • Der udover har By & Havn hidtil forpligtet sig til på hele området at slå

På sigt vil fårene forhåbentligt også tage sig af at holde disse planter i skak.

  • Naturplejegruppen på Tippen udfører øvrig naturpleje på nærmere udvalgte områder. Det drejer sig f.eks. om begrænsning af tjørn og om høslæt. By & Havn bortkører evt. større mængder af haveaffald efter nærmere aftale med plejegruppen.

Formidling:
Partnerskabet arrangerer hvert år en fælles høstpicnic, hvor alle parter byder ind med mandetimer og/eller andre ressourcer.
Kgs. Enghave Lokaludvalg driver og koordinerer begivenheden.
Københavns Naturskole står for den årlige honning-jordbærdag med besøg i bigården. Det sker i samarbejde med biavlerne, der passer naturskolens bier.

Der udover har Kgs. Enghave Lokaludvalg tidligere stået for en række fugleture derude.

Formidling sker også via diverse opslag – både på stedet og via facebook – samt på Lokaludvalgets hjemmeside og sydhavnstippen.dk. 

Der er der udover indgået diverse særskilte aftaler, hvoraf nogle først har været vendt i partnerskabet:

  • Ved Fragtvej har Kgs. Enghave Lokaludvalg fået tilladelse til midlertidig opstilling af træbeklædt container, der fungerer som naturskole og som base for den årlige høstpicnic, samt en bigård og et mindre udsigtstårn. I samarbejde med Københavns Naturskole.

  • Kgs. Enghave Lokaludvalg har opstillet midlertidige ”Find vej i-stolper” til brug for orienteringsløb. Det er sket i samarbejde med Dansk Orienteringsløberforbund og Ellebjerg Skole.

  • Der er en kontrakt om fårehold mellem By & Havn og fårelauget. Af den fremgår tillige, hvem der står for hegn, vand mv.

Dertil kommer en aftale mellem By & Havn og Teknik- og Miljøforvaltningen om at sidstnævnte vedligeholder de kommunalt anlagte hovedstier og med jævne mellemrum fælder/slår ca. en halv meter på hver side. Denne aftale er fra før partnerskabets tid.

Kgs. Enghave Lokaludvalg er pt. (og har hidtil været) tovholder for partnerskabet, og sekretariatet står for indkaldelse af møder, referatskrivning og diverse koordinering mellem partnerskabsmøderne.
Særligt By & Havn og Lokaludvalgets sekretariat behandler løbende diverse henvendelser og problemstillinger, og Tippen optager i det hele taget en stor del af miljømedarbejderens tid.

 

Øget synlighed og gennemsigtighed af partnerskabet

Der har især på det seneste været efterlysning af større gennemsigtighed og synlighed fra partnerskabets side.

Partnerskabet er præsenteret på hjemmesiden Sydhavnstippen.dk, i den offentligt tilgængelige plejeplan og ved opslag på Tippen.

Bymiljøudvalget foreslår Lokaludvalget at foreslå partnerskabet at

  • Udarbejde kortfattede og offentligt tilgængelige formelle rammer for partnerskabets definition og sammensætning.

  • Gøre referaterne mere fyldige end nuværende beslutningsreferater og gøre dem offentligt tilgængelig.

  • Bruge facebook mere aktivt som informationskanal.

Der udover forventes det, at partnerskabet bliver mere synligt via de kommende brugermøder, der beskrives nedenfor.

 

Brugermøder og Lokaludvalgets og sekretariatets rolle i Tippen Syder

Udover den tidligere nævnte tovholderfunktion, der i vid udstrækning udføres af sekretariatet, har Lokaludvalget et lokaludvalgsmedlem som repræsentant i partnerskabet, og Tippen berøres på stort set hvert møde i Lokaludvalgets Bymiljøudvalg.

Til partnerskabsmødet februar 2017 var brugergruppen Sydhavnshundene repræsenteret med en gæst. Det var kommet i stand via Fårelauget, der havde talt med et af gruppens medlemmer om den kommende fårefold. Sydhavnshundene søgte ved samme anledning om optagelse i partnerskabet.

Dette gav anledning til en drøftelse om partnerskabets sammensætning og om de mange andre brugere, der ikke er repræsenterede. Konklusionen blev en fastholdelse af, at partnerskabet består af de partnere, der har forpligtet sig med økonomiske midler eller mandetimer til at løfte de basale opgaver på Tippen, og at partnerskabet i stedet vil invitere alle brugere til et brugermøde.
Det kan måske resultere i et løst organiseret, åbent forum, der kan mødes 1-2 gange årligt med henblik på dialog om Tippen.
Lokaludvalgssekretariatet har pt. ikke ressourcerne til at være primus motor i at løfte denne opgave, og SydhavnsCompagniet og Hanne Bierring (Lokaludvalgets suppleant i partnerskabet) har foreløbig meldt sig til udførelsen.
Det er foreløbig aftalt, at mødet blive i sensommeren/efteråret, så det blandt andet kan annonceres Høstpicnic d. 23. september.

Lokaludvalgets Bymiljøudvalg mener, at et sådant brugermøde overordnet skal ses på linje med øvrige former for borgermøder. Det vil sige, at Lokaludvalgets repræsentant skal præsentere Lokaludvalg og partnerskab for holdninger, idéer mv. fremkommet til mødet, samtidig med at det står Lokaludvalget frit for at træffe beslutninger og have holdninger, der ikke er majoritet for til brugermødet.

Bymiljøudvalget foreslår endvidere, at indholdet af første møde bør bestå af

  • Præsentation af partnerskabet og dets arbejde, inkl. plejeplan.

  • Brugerne fortæller om deres brug, behov og visioner i fbm Tippen.

  • En drøftelse af, hvordan alle brugere i det daglige kan give en hånd på Tippen.

  • Dagsordenspunkter på det kommende partnerskabsmøde – i den udstrækning i de kendes på dette tidspunkt.

Løsning

Kgs. Enghave Lokaludvalg

  1. tager orientering om partnerskabet Tippen Syders historie, formål og organisering til efterretning

     

  2. drøfter forslag til, hvordan Tippen Syder kan blive mere synlig og gennemsigtig for brugere og øvrig offentlighed.

     

  3. drøfter Lokaludvalgets og lokaludvalgssekretariatets rolle i Tippen Syder, samt Lokaludvalgets holdning til status for kommende møder for Tippens brugere.

     

  4. drøfter forslag til indhold til førstkommende brugermøde.

     

  5. beder sekretariatet og BMU om at udarbejde et kommissorium for lokaludvalgets arbejde i Tippen Syder. Kommissoriet skal tage udgangspunkt i ovennævnte drøftelser.

Økonomi

 

Videre proces

Sekretariatet og Lokaludvalgets repræsentant og suppleant til partnerskabet udarbejder forslag til kommissorium samt forslag til formelle rammer for partnerskabet til drøftelse i Bymiljøudvalget og siden Lokaludvalget.

Sekretariatet foreslår ovenstående punkter til dagsordenen for førstkommende partnerskabsmøde.

Beslutning

Ekstra punkt (6): Lokaludvalget bemyndiger Forretningsudvalget til at afsætte midler til brugermøde af Borgeriddragelsespuljen

 

Ad 1: Lokaludvalget tog orienteringen om partnerskabet Tippen Syders historie, formål og organisering til efterretning.

 

Ad 2: Lokaludvalget havde ikke input til dette punkt ud over Bymiljøudvalgets forslag, som udvalget tilsluttede sig.

 

Ad 3: Lokaludvalget havde ikke input til dette punkt ud over Bymiljøudvalgets forslag, som udvalget tilsluttede sig.

 

Ad 4: Lokaludvalget besluttede, at der på brugermødet skal drøftes rammer og mødefrekvens for brugermødet.

 

Ad 5: Lokaludvalget havde ikke tilføjelser til indstillingen, udover at lokaludvalget gerne vil se et forslag til kommissorium på udvalgets møde i november.

 

Ad 6: Lokaludvalget bemyndigede Forretningsudvalget til at afsætte et rammebeløb til brug for afholdelse af brugermøde.

 

 

Til top