Mødedato: 23.05.2019, kl. 19:00
Mødested: ABC-Lokalet, Karens Minde, Wagnersvej 19

Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen

Kgs. Enghave Lokaludvalg har modtaget 8 ansøgninger, der skal behandles på dette møde.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Eva Wendelboe Kuczynski til projektet "Tinkerland" med 17.500 kr. Der er søgt 35.000 kr.

2. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra SydhavnsCompagniet til arrangementer "Sankt Hans På Karens Minde" med det fulde beløb på 30.000 kr.

3. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Sydhavn Teater til forestillingen "Skyd Snehvide" med 25.000 kr. Der er søgt 40.000 kr.

4. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Gårdlauget Askholm til projektet "A stranger is a friend you have not met yet" med det fulde beløb på 5.000 kr.

5. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Amager Mosteri (nu Bymost) til projektet "Mosteri i Boxland" med 25.000 kr. Der er søgt 51.125 kr.

6. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Paul- Erik Lind til aktiviteten "Erstatningsplancher til udstilling på Mozarts Plads" med det fulde beløb på 2.700 kr.

7. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Kvartershuset til aktiviteten "Musikshow for børn og familier" med det fulde beløb på 8.175 kr.

8. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Foreningen for Integreret Moderne dans i Danmark (FIMD) til to danseforestillinger "Hvem er jeg" med det fulde beløb på 20.000 kr.

 

Problemstilling

Forretningsudvalget har behandlet to ansøgninger: "Tinkerland" og "Mosteri på Boxland", der skulle have været forbehandlet i Socialudvalget, men deres møde blev aflyst.

Kulturudvalget har behandlet de øvrige 6 ansøgninger.

 

Ad 1) "Tinkerland"

Eva Wendelboe Kuczynski søger om 35.000 kr. i støtte til projektet Tinkerland, som er en byggefestival, der afholdes på Boxland i begyndelsen af august med tre forudgående workshops. Tanken med Tinkerland er at danne en byggelegeplads, hvor børn i aldersgruppen 7-12 år kan få lov til at udfordre deres fantasi ved sammen at bygge det nye land, Tinkerland. Børnene skal bl.a bygge en tømmerflåde, som de selv skal sejle i havnen. Ansøger oplyser, at støtten søges til fagkyndig bemanding af byggeprojektet. Socialudvalget har stillet en række supplerende spørgsmål, og har modtaget svar på disse fra ansøger. Spørgsmål og svar er vedlagt ansøgningen som bilag. Forretningsudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med 17.500 kr. da ansøger har oplyst at projektet er skaleret ned til det halve deltagerantal. Lokaludvalget vil i forbindelse med evaluering af projektet lægge vægt på, at der i rekrutteringsfasen bliver gjort en indsats for at tiltrække et mangfoldigt deltagerfelt, så der også bliver deltagelse af børn fra udsatte familier, som traditionelt ikke deltager i den slags arrangementer.

 

Ad 2) Sankt Hans på Karens Minde:

SydhavnsCompagniet har søgt 30.000 kr. til afholdelse af den årligt tilbagevendende fejring af Sankt Hans på Karens Minde. Arrangørerne forventer mellem 800 og 1000 deltagere til arrangementet, hvor der vil være bål, musik, båltale, bar og mulighed for at publikum kan grille medbragt mad på fællesgrill. Arrangementet er gratis for publikum. Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes ned det fulde beløb.

 

Ad 3) Skyd Snehvide:

Sydhavn Teater søger om 40.000 kr. til at realisere en fuld opsætning af teaterforestillingen Skyd Snehvide på Østre Kapel i august og september. Stykket har været opført i teatrets "laboratorium" på Borgbjegsvej i december 2018. Ansøgerne forventer at mellem 400 og 750 personer vil købe billet til forestillingen, der henvender sig til en aldersgruppe på 15 år og derover. Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med 25.000 kr., da beløb til bogholder og administrative udgifter ikke bør dækkes af lokaludvalget.

 

Ad 4) A stranger is a friend you have not met yet:

Gårdlauget Askholm søger om 5.000 kr. til delvis dækning af udgifterne til en fotoudstilling under Kulturhavn 2019. Udstillingen skal portrættere en del af de personer, der er født i udlandet, men nu bor på Sluseholmen. Ideen er en planche for hver familie, hvor venstre side er er billede af familien (enlig person, par, forældre med børn etc.). På den højre side fortæller personen, familien/ om dem selv og årsagen til, at de er kommet til Danmark og deres fremtidige planer og fremtidsønsker.

Gårdlauget hjælper med fotooptagelse og evt. oversættelse til engelsk af teksten samt trykning og opsætning af plancher. Det er frivilligt om man vil deltage. Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb.

 

Ad 5) Mosteri på Boxland:

Ansøgerne, Amager Mosteri, er flyttet til Boxland i Sydhavnen og har skiftet navn til Bymost. De søger om 51,125 kr. i støtte til at afholde i alt 11 frivilligarrangementer i Boxland fra juni til november 2019. Frivilligarrangementerne er opdelt i en intro-aften, 5 plukkedage og 5 most-dage. Ansøgerne oplyser, at udsatte borgere vil blive inviteret med i arrangementerne. Bymosts hovedaktivitet er at plukke overskudsæbler fra private villaejere, så æblerne ikke går til spilde og derefter presse dem til most. Der vil også blive mulighed for at private fra København og omegn kan få presset deres æbler og tage mosten med hjem. Forretningsudvalget indstiller, at ansøger støttes med 25.000, kr. da Forretningsudvalget mener, at deltagerantallet er sat urealistisk højt for et nyt projekt, som endnu ikke har fundet nok samarbejdspartnere i bydelen. Udgifter til løn er undtaget for støtte, da det må forventes med en egenfinansiering. Dertil er der indtægter, hvorfor det skal være en underskudsgaranti.  

 

Ad 6) Erstatningsplancher til udstilling på Mozarts Plads:

Paul-Erik Lind søger om 2.700 kr. til opsætning af 2 plancher til hans udstilling på metrohegnet ved Mozarts Plads, i stedet for dem, der blev stjålet i marts. Støtten skal bruges til at få trykt erstatningsbilleder til ophængning i stedet. Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med det fulde beløb.

 

Ad 7) Musikshow for børn og familier:

Kvartershuset har søgt om 14.000 kr. til at afholde 2 børne- og familieshows i Kvartershusets minilegeland i oktober og november - ansøgerne har efterfølgende oplyst, at det korrekte beløb er 8.175 kr., da de budgetterede entreindtægter ikke var trukket fra. Ansøgerne har oplyst, at ideen er at arrangere shows for børn i aldersgruppen 0-7 år og deres familier. Kvartershuset har fokus på denne gruppe gennem deres minilegeland. De to shows vil blive udbudt til en pris, hvor alle ifgl. ansøgerne kan være med. Kulturudvalget har indstillet, at ansøgningen imødekommes med det fulde beløb.

 

Ad 8) Hvem er Jeg?

Foreningen for integreret moderne dans i Danmark (FIMD) ansøger om 20.000 kr. til to opførelser af danseforestillingen 'Hvem er jeg ? Hvem er du ? -Uden mig' ved Sydhavnsfestivalen i maj måned og på Strandparkskolen i august måned 2019. Gennem Karens Minde Kulturhus har ansøgeren fået kontakt til arrangøren af Sydhavnsfestivalen. hvor forestillingen vil blive opført første gang. I forbindelse med at ansøgeren planlægger en danseworkshop på Strandparksskolen i juni, er det blevet aftalt også at opføre danseforestillingen på skolen. Der søges om økonomisk støtte, da skolen ikke har et kulturbudget. Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen tildeles det fulde beløb. Arrangementet på Strandparkskolen skal annonceres for andre interessenter, f.eks. forældre og elever fra andre specialtilbud.

 

Løsning

Lokaludvalget drøfter de enkelte ansøgninger og beslutter om lokaludvalget skal følge indstillingerne fra henholdsvis Kulturudvalget, Bymiljøudvalget og Socialudvalget.

 

Økonomi

Lokaludvalgets bevillinger til den enkelte ansøger tages fra Kgs. Enghavepuljen i 2019. Bevillinger gives som en underskudsgaranti, da Lokaludvalget ikke må bidrage til at projekter genererer overskud

 

Beslutning

1. Tinkerland

Der blev stemt om at støtte med det halve beløb på 17.500 kr.

Johan stemte imod indstillingen. Joan, Steen og Hanne Mai undlod at stemme. Alle andre stemte for indstillingen, som blev vedtaget.

 

2. Sankt Hans På Karens Minde:

Indstillingen gik på at støtte med det fulde beløb på 30.000 kr.

Heidi, Ann, Steen, Jan og Asbjørn erklærede sig inhabile og forlod lokalet under sagens behandling.

Lokaludvalget stemte om indstillingen.

Johan undlod at stemme. Alle andre stemte for at tildele det fulde beløb. Indstillingen blev vedtaget.

 

3. Skyd Snehvide

Indstillingen gik på at støtte med 25.000 kr. Der var søgt 40.000 kr.

Mille havde indsendt en henvendelse med anmodning om at blive tildelt det fulde beløb, da Teatret ikke har modtaget så meget i støtte som forventet fra andre fonde.

Asbjørn stillede ændringsforslag om at støtte med det fulde beløb. Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget.

Johan og Hanne Mai stemte imod ændringsforslaget.

Lise, Hans, Joan og Lotte undlod at stemme. Alle andre stemte for ændringsforslaget om at støtte med det fulde beløb. Ændringsforslaget blev vedtaget.

 

4. A stranger is a friend you have not met yet:

Der var indstillet at støtte  med det fulde beløb på 5.000 kr.

Lokaludvalget stemte om indstillingen.

Johan stemte imod alle andre stemte for. Indstillingen blev vedtaget.

 

5. Mosteri i Boxland:

Der var indstillet at støtte med 25.000 kr. Der var søgt 51.125 kr.

Lokaludvalget stemte om indstillingen.

Joan, Steen, Asbjørn, Hanne Mai og Johan stemte imod

Jan, Lotte, Hanne og Heidi undlod at stemme

Ann, Hans, Lise, Sisse, Dan, Helle, Anna, Brian, Paul-Erik og Stine stemte for indstillingen, som dermed blev vedtaget.

 

6. Erstatningsplancher til udstilling på Mozarts Plads:

Der var indstillet at støtte med det fulde beløb på 2.700 kr.

 

Paul-Erik er klærede sig inhabil og forlod lokalet.

Lokaludvalget stemte om indstillingen.

Johan undlod at stemme. Alle andre stemte for indstillingen, der blev vedtaget.

 

 

7. Musikshow for børn og familier:

Der var indstillet at støtte med det fulde beløb på 8.175 kr.

Lokaludvalget stemte om indstillingen.

Johan og Hanne Mai stemte imod. Hanne undlod at stemme, alle andre stemte for indstillingen, der blev vedtaget.

 

 

8. To danseforestillinger Hvem er jeg:

der var indstillet at støtte med det fulde beløb på 20.000 kr.

Johan stillede ændringsforslag om kun at støtte med 10.000 kr. til aktiviteten på Strandparkskolen. Begrundelsen for at støtte denne del af ansøgningen er, at det er en målgruppe som kun sjældent får støtte fra lokaludvalget.

Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget.

Johan stemte for ændringsforslaget. Hanne Mai undlod at stemme. Alle andre stemte imod ændringsforslaget, der blev forkastet.

Lokaludvalget stemte om indstillingen på det fulde beløb. Johan undlod at stemme, alle øvrige stemte for indstillingen. Indstillingen blev vedtaget.

 

Til top