Meddelelser
Igangsættelse af Skybrudsprojekt på Vestre Kirkegård
Som kompensation for de skybrudsprojekter, der blev sat i bero ved teknik- og Miljøudvalgets beslutning i januar, har Teknik- og Miljøforvaltningen fået mulighed for at igangsætte 3 skybrudsprojekter allerede i 2019. Blandt disse er skybrudsprojekt på Vestre Kirkegård. TMF har i en henvendelse til lokaludvalget af 7. maj 2019 beskrevet projektet:
"
Vestre Kirkegård
Alt regnvand, der falder på Vestre Kirkegård under et skybrud, opmagasineres, nedsives eller ledes forsinket til kloaksystemet. Til opmagasineringen anvendes to eksisterende vandhuller og nye lavninger for foden af bakken, som kirkegården ligger på. Lavningerne fremkommer ved ændringer i terrænet og tilpasses området, så de indgår i kirkegårdens udviklingsplan og kan benyttes rekreativt, når det ikke regner. Regnvandet holdes inde på kirkegården ved at etablere barrierer langs den nederste del af kirkegårdens sider og siden mod jernbanen. Barriererne etableres også ved terrænændringer og tilpasses ind i det omkringliggende landskab. I projektet kan der ved byrumstilkøb senere foretages yderligere udvikling af området i overensstemmelse med kirkegårdens udviklingsplan.
Anlægsbudgettet er 21,880 mio. kr.
"
TMF har bedt om lokaludvalgets eventuelle bemærkninger til projektet med frist den 15. maj, således at projektet kan forelægges for Teknik- og Miljøudvalget til godkendelse den 17. juni.
Bymiljøudvalget har via sekretariatet fremsendt følgende svar:
Bymiljøudvalget under Kgs. Enghave Lokaludvalg har drøftet forslaget til iværksættelse af skybrudsplan på Vestre Kirkegård. Bymiljøudvalget mener, at det er en rigtig god idé at iværksætte skybrudsplanen nu.
Bymiljøudvalget henstiller dog til, at arbejdet koordineres med Områdefornyelsen i Bavnehøj, der efter berostillelse genoptages i januar 2020, således at skybrudsprojektet ikke kommer til at kollidere med forbindelser gennem kirkegården, som er ønsket i forbindelse med områdefornyelsen. Projektet bør være afstemt med øvrige planer for kirkegårdens og Kvartersplan for Områdefornyelsen.
Halvårsmøde med Teknik- og Miljøforvaltningen:
BMU har den 9. maj afholdt sit halvårlige møde med Teknik- og Miljøforvaltningen. På mødet blev det drøftet, hvordan lokaludvalget skal forholde sig til den VVM-redegørelse, der er sat i værk af By- og Havn forud for lokalplanen om Stejlepladsen. Sekretariatet vil følge op på, at lokaludvalget får mulighed for at komme med input til "Scoping-fasen" hvor afgrænsningen af VVM-undersøgelsen besluttes.
Derudover oplyste TMF følgende om lokalplaner:
Trekantgrunden: Lokalplanen sendes i høring den 21. maj. Der er borgermøde om lokalplanen den 11. juni på Karens Minde.
Mozarts Plads: Lokalplan for indretning af stationsforpladsen forventes til oktober
Skolen i Sydhavnen: Planerne for udvidelsen af skolen sendes i høring i slutningen af september.
Skolen på Sluseholmen: : BUF forventer at holde borgermøde 12. september. Lokalplan høring nov-december..
___________
Joan, Jan og Anne har den 9. maj været til møde i Byggeri København (BYK), hvor arkitektforslag til skolen blev fremlagt. Jan og Joan kom med bemærkninger til de i alt 4 forslag. Bemærkningerne vil blive medtaget i BYKs svar til deltagerne i arkitektkonkurrencen, som på den baggrund vil udarbejde deres endelige bud til konkurrencen. Der er frist for indsendelse af de endelige forslag den 29. juni. Vinderen vil blive udråbt på et borgermøde den 12. september.
_____________________________
Høring om input til VVM-redegørelse for kunstgræsanlæg på Bavnehøj
Der skal anlægges kunstgræsbane på Bavnehøj, og i den forbindelse skal der udarbejdes en VVM-redegørelse. Teknik- og Miljøforvaltningen har i en høring den 25. april bedt om input til redegørelsen. Høringsfristen udløb den 15. maj, og sagen har derfor ikke kunne behandles på et lokaludvalgsmøde. I stedet har Bymiljømiljøudvalget foreslået fgl. høringssvar, der blev godkendt af Forretningsudvalget den 13. maj:
"Kgs. Enghave Lokaludvalg takker for at blive hørt og bemærker at kunstgræsanlæggets betydning for skybrudsplaner, regnvand samt lys- og støjgener i forhold til naboer tilføjes undersøgelsen. Med venlig hilsen Joan Røge Formand, Kgs. Enghave Lokaludvalg"
Høringsmaterialet kan findes her:
https://blivhoert.kk.dk/hoering/kunstgraesanlaeg-pa-bavnehoj-idraetsanlaeg
Beslutning
Ann oplyste, at der er borgermøde 11.6 19-21 om Trekantgrunden. Mødet afholdes i Stuen på 1. på Karens Minde.
FU har besluttet at sende et brev til TMF og politiet om bilkørsel på cykelstien ved siden af Bananen
Stine oplyste, at der er valgdebat i kirken på mandag den 27 kl. 20
Heidi oplyste, at der er valgdebat om socialpolitik 1.6 på posthuset fra 14-16
Paul-Erik oplyste, at Valbyparkgruppen har holdt møde. Planlægningen er i fuld gang. Håbet er, at arbejdet kan afsluttet allerede i efteråret 2020, men dette er usikkert. Der kommer snart skilte op om, at der ikke må parkeres langs Tudsemindevej og at man ikke må køre på græsset.På næste møde i juli skal gruppen drøfte en helhedsplan for Valbyparkens udvikling.