Mødedato: 23.04.2015, kl. 19:00
Mødested: ABC Lokalet, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 3. sal, 2450 København SV

Drøftelse af henvendelse til kultur- og Fritidsforvaltningen vedrørende bibliotekspakken

Se alle bilag
Kgs. Enghave Lokaludvalg skal beslutte, om lokaludvalget skal sende en henvendelse til Kultur- og Fritidsforvaltningen vedrørende bibliotekspakken "Styrk Borgerne".

Indstilling og beslutning

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1.  at lokaludvalget beslutter at afsende en henvendelse til Kultur- og Fritidsudvalget som reaktion på de konsekvenser bibliotekspakken får for Sydhavnen.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Kultur- og Fritidsudvalget har iværksat bibliotekspakken "Styrk Borgerne" uden forudgående høring af lokaludvalgene. Efter at Forretningsudvalget har fået kendskab til pakken, har næstformanden for lokaludvalget stillet spørgsmål om dens konsekvenser for Biblioteket på Karens Minde til Mette Høxbro. Besvarelsen er vedhæftet som bilag.

Det fremgår bl.a. af svaret, at den bibliotekarbetjente åbningstid på Karens Minde Bibliotek indskrænkes væsentligt, mens åbningstiden for selvbetjeningsløsninger udvides.

Forretningsudvalget foreslår, at Lokaludvalget reagerer på bibliotekspakken ved at indsende fgl. svar til Kultur- og fritidsudvalget:

"KELU har i dag haft besøg af lederen af Kulturanstalten, som har informeret om implementeringen af Bibliotekspakken "Styrk Borgerne"
Kongens Enghave Lokaludvalg har bemærket, at Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet at iværksætte bibliotekspakken "Styrk Borgerne", uden at pakken har været i høring i lokaludvalgene og hos de lokale borgere først. Bibliotekspakken har stor betydning for betjening af borgerne i Kgs. Enghave. Lokaludvalget finder det meget beklageligt, at ændringerne iværksættes uden at vi har haft mulighed for at blive hørt om dem.

De planlagte ændringer i åbningstiderne vil have en negativ effekt på adgangen for bogligt svage borgere, børn, ældre mennesker med få IT-kompetencer, og erhvervsaktive med skæve arbejdstider, og det finder vi meget problematisk. Personlig betjening af disse gruppe er meget vigtig. Kgs. Enghave er den bydel, der har det laveste uddannelsesniveau i Københavns kommune, og samtidig har vi en høj andel af borgere med anden etnisk baggrund og sproglige vanskelighgeder.  Vi henviser endvidere til vores brev til KFU af 03-06-2014 (Sagsnr. 2014-0090612, Dokumentnr.  2014-0090612-12)."




Løsning

Lokaludvalget vedtager indholdet af en henvendelse, som skal sendes til Kultur- og Fritidsudvalget som reaktion på de konsekvenser, bibliotekspakken får for brugerne af Biblioteket på Karens Minde.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Beslutning

Steen fremlagde Kulturudvalgets forslag til et brev til Kultur- og Fritidsudvalget. Der er tidligere kommet svar fra KFF om at det overordnede aftalegrundlag var undtaget fra høring, men det blev stillet i udsigt at lokaludvalgene ville blive hørt om den konkrete udmøntning.

Lokaludvalget besluttede at indsendte brevet med nogle få ændringer og samtidigt sende brevet til Kgs. Enghave Bladet.
Til top