100.000 nye træer i København
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget godkender Bymiljøudvalgets forslag til, hvor i Sydhavnen der kan plantes nye træer som led i Københavns Kommunes kampagne om 100.000 nye træer til København.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen har vedtaget, at der skal plantes 100.000 nye træer i København. I den forbindelse har Teknik- og Miljøforvaltningen iværksat en kampagne, hvor borgerne ved hjælp af et interaktiv værktøj på KK-kort har kunnet indtaste deres ønsker til, hvor disse træer skal plantes. Linket til det interaktive værktøj har været delt på lokaludvalgets hjemmeside og Facebookside.
Der er nu lukket for borgernes adgang til linket, men lokaludvalgene har til og med den 23. marts mulighed for at benytte linket til at indsætte deres ønsker. Efter den 23. marts vil der blive lavet en prioriteringsplan for den første bølge af udplantninger.
Via Intranettet og KKkort kan lokaludvalgene fortsat indtaste bidrag indtil den 1. juli, men det vil så først komme til at påvirke de efterfølgende planer for plantning af ny træer 2020-25. Bidraget er stadig vigtigt for den fortsatte plan for at give mere bynatur og flere træer i byen.
Bymiljøudvalget indstiller, at lokaludvalget foreslår, at der skal plantes nye træer langs banelegemet på Enghavevej mellem Sydhavn Station og Vigerslev Allé. Desuden foreslår Bymiljøudvalget, at Mozarts Plads også får glæde af nye træer efter metrostationens åbning.
Løsning
Lokaludvalget tiltræder Bymiljøudvalgets forslag.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.
Beslutning
Lokaludvalget vedtog indstillingen fra Bymiljøudvalget uden afstemning.