Mødedato: 22.08.2019, kl. 19:00
Mødested: ABC-Lokalet, Karens Minde, Wagnersvej 19

Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen

Kgs. Enghave Lokaludvalg har modtaget 11 ansøgninger, der skal behandles på dette møde.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Rikke Rohr til projektet Sydhavnens Folkemøde med det fulde beløb på 47.000 kr.

2. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Fællesskaberne til projektet Fællesskabernes Årskonference med 10.000 kr. Der er søgt 26.000 kr.

3. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Gerd Hansen til projektet Indretning af mødested for Sydhavnens kvinder med det fulde beløb på 13.400 kr.

4. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra foreningen Historiehøst til arrangementet Historiehøst med 20.000 kr. Der er søgt 67.500 kr.

5. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Karens Minde Kulturhus til arrangementet Golden Days på Karens Minde med det fulde beløb på 20.000 kr.

6. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Frederiksholm Kirke m.fl. til projektet Sydhavnen goes kulturnat med det fulde beløb på 18.200 kr.

7. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Koncertforeningen Hovedstolen til arrangementet Festival of Endless Gratitude med det fulde beløb på 12.000 kr.

8. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Copenhagen Concert Community til arrangementet Klassisk og rytmisk musik på samme scene med det fulde beløb på 12.000 kr.

9. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Børnekulturstedet til projektet Indretning af værksted i Huset 2450 med det fulde beløb på 13.100 kr.

10. at lokaludvalget meddeler afslag på ansøgningen fra Børnekulturpiloterne til aktiviteten 3-2-1 Stem. Der er søgt 25.000 kr.

11. at lokaludvalget meddeler afslag på ansøgningen fra Rune Fjord til projektet Sydhavnsslangen. Der er søgt 34.200 kr.

 

Problemstilling

Ansøgningen fra Rikke Rohr vedrørende Sydhavnens Folkemøde er behandlet af Kulturudvalget og Bymiljøudvalget. Ansøgningerne fra Fællesskaberne og Gerd Hansen til hhv. Fællesskabernes årsmøde og Indretning af mødestedet for Sydhavnens kvinder er behandlet af Socialudvalget. De øvrige ansøgninger er behandlet af Kulturudvalget.

 

ad 1: Sydhavnens Folkemøde:

Rikke Rohr har søgt om 60.000 kr. til at gennemføre Sydhavnens Folkemøde for første gang. Beløbet er efter aftale med ansøgeren nedsat til 47.000 kr., da nogle af de forventede indtægter ved begivenheden ikke var modregnet i udgifterne. Ansøgeren har stiftet Foreningen For Sydhavnens Folkemøde med henblik på at afholde et folkemøde i Sydhavnen og gøre det til en årligt tilbagevendende begivenhed. Folkemødet afholdes som en heldagsbegivenhed den 14. september med fokus på byudvikling, lokal kultur og debat. I år vil Folkemødet især forholde sig til den igangværende kommuneplan, og deltagerne vil kunne være med til at udforme et høringssvar til kommuneplanen. Ansøgerne ønsker at gøre folkemødet til en begivenhed for alle Sydhavnere, som får mulighed for at møde hinanden og debattere emner, der er vigtige for Sydhavnen.

Både Kulturudvalget og Bymiljøudvalget har behandlet ansøgningen. Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen får tildelt 30.000 kr. i støtte. Dels pga. KU’s begrænsede midler, dels bemærker udvalget, at der er ansøgt om flere støttekroner end der er udgifter for. Hvis man trækker indtægterne fra udgifterne, er der et overlap på 13.000 kr. (Sekretariatet bemærker, at det søgte beløb i forvejen er justeret ned pga dette, se ovenfor). Bymiljøudvalget er enige om, at indstille ansøgningen til støtte med det fulde beløb.

 

Ad 2: Fællesskabernes Årskonference:

Lasse Skov Laursen har på vegne af Fællesskaberne søgt om 26.000 kr. i støtte til at afholde Fællesskabernes Årskonference den 9. september. Ansøgeren oplyser, at formålet med konferencen bl.a. er at øge Fællesskabernes synlighed, styrke netværkene, inddrage beboerne på tværs og forankre helhedsplanens indsatser. Blandt temaerne på konferencen er "Vigtige Voksne", "Det Gode Naboskab", og "Børnebestyrelser".

Socialudvalget har behandlet ansøgningen og bemærker følgende: Socialudvalget vil gerne støtte Helhedsplanen og deres årskonference. Vi anerkender formålet med at nå ud til flere og at forankre og styrke indsatsen på tværs af Sjælør og Kgs. Enghave. Vi synes ikke, at vi skal bidrage med mere end Valby Lokaludvalg, og som udgangspunkt støtter vi ikke forplejning. Derfor indstilles der 10.000 kr.

 
 
Ad 3: Indretning af mødested for Sydhavnens kvinder:
 
Gerd Hansen har sammen med en bekendt søgt om 13.400 kr. i støtte til at etablere et mødested for kvinder i Sydhavnen i Huset 2450. Ansøgerne har lært hinanden at kende i forbindelse med Naboskabsuddannelsen i den boligsociale helhedsplan. De har et fælles ønske om at engagere sig i et sådant mødested. De låner lokaler i Huset 2450, og har i første omgang fokus på motionstilbud. Ansøgerne vil gerne udvide aktiviteterne med bl.a. værkstedsaktiviteter som f.eks. syning, maling, billedfremstilling, decoupage mm. Det er til etablering af disse aktiviteter støtten søges til.
Socialudvalget har behandlet ansøgningen, og indstiller den til støtte med det fulde beløb. Socialudvalget har spurgt om det er problematisk, at indkøbe en symaskine i forhold til at der er tale om en etableringsudgift. Sekretariatet bemærker, at etablering af bl.a. syværksted forudsætter, at der anskaffes en symaskine; da denne er direkte tilknyttet til værkstedets aktiviteter, er det lovligt at anvende puljemidler til formålet.
 
Ad 4: Historiehøst:

Foreningen Historiehøst har søgt om 67.500 kr. i støtte til at afholde arrangementet Historiehøst om eftermiddagen den  2. november 2019 på Karens Minde. Nogle af Danmarks bedste Historiefortællere vil optræde ved arrangementet sammen med lokale amatørhistoriefortællere, og der vil være musik fra bandet Wonderbra. Arrangørerne forventer, at 50-100 publikummer vil deltage i arrangementet, og formålet er folk skal få øjnene op for levende fortælling som kulturform, håndværk og kunstart, og for hvor forskelligartede, mangfoldige og genreforskellige levende fortællinger kan være. Kulturudvalget har behandlet ansøgningen, og indstiller, at den støttes delvist med 20.000 kr. Udvalget finder, at det ansøgte beløb er uforholdsmæssigt stort i forhold til arrangementets deltagerantal og varighed.

 

Ad 5: Golden Days på Karens Minde

Karens Minde Kulturhus har søgt om 20.000 kr. i støtte til at afholde Golden days Festival i Kulturhuset fra den 11-15. september med året 1989 som tema. Kulturhuset vil under det fælles tema afholde filmforevisninger og debatter med fokus på emnet "grænser". Programmet kommer til at løbe i forbindelse med allerede eksisterende aktiviteter i huset (fællesspisning, Auteur Dinners og fredags-koncert) og filmene vises i samarbejde med hhv. Sydhavnens Bibliotek og Elk Film(som står bag konceptet Auteur Dinners). Kulturudvalget har indstillet at ansøgningen støttes med det fulde beløb.

 

Ad 6: Sydhavnen Goes Kulturnat:

Frederiksholm Kirke er gået sammen med Karens Minde Kulturhus, Jan Lippert Musikskole, SydhavnsCompagniet og Sydhavn Teater om at sætte Sydhavnen på kulturnatskortet. Der vil være en række arrangementer i og omkring kirken, såvel som i Sydhavns Teaters lokaler på Borgbjergsvej og hos SydhavnsCompagniet.  Sydhavns Teater vil opføre forestillingen ThelmaToo og i SydhavnsCompagniet vil der være Stand-up comedy og fotoudstilling. Kulturudvalget har indstillet, at ansøgningen støttes med det fulde beløb på 18.200 kr.

 

Ad 7: Festival of endless gratitude:

Koncertforeningen Hovedstolen har søgt om 12.000 kr. i støtte til afholdelse af musikfestivalen Festival of Endless Gratitude på KPH Volume i weekenden den 12-14. september. Festivalen præsenterer ca. 20 danske og internationale musiknavne sat en række kunstnere via forskellige installationsformater. Festivalen arrangeres i år for 11. gang, og den er i løbet af de første 10 år ifgl. ansøgerne blevet en internationalt anerkendt begivenhed. Arrangørerne regner med ca. 550 deltagere til Festivalen. Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med det fulde beløb.

 

Ad 8: Klassisk og rytmisk musik på samme scene:

Copenhagen Concert Community har søgt om 12.000 kr. i støtte til at afholde 3 koncerter på Karens Minde i efteråret 2019.Tanken er, at koncerterne skal gå på tværs af genrer, så klassisk mussik får følgeskab af forskellige udgaver af rytmisk musik (punk, indie, singer-songwriter, jazz, eller elektronisk musik). Ved hver koncert optræder 3 forskellige artister/ ensembler som spiller hver sin genre. Ved hver koncert vil en af artisterne/ ensemblerne spille klassisk.
Blandt musikerne vil flere generationer være repræsenteret, og arrangørerne vil prioritere at 50% skal være af hunkøn. Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb.

 

Ad 9: Indretning af Børnekulturstedets værksted i Huset 2450:

Børnekulturstedet søger om 13.100 kr. i støtte til indretning af værksted i Huset 2450. Ansøgerne indsendte en tilsvarende ansøgning til lokaludvalget sidste år, men dengang kunne der ikke skabes enighed med udlejerene om driften af foreningshuset. Nu er disse forhold ved at falde på plads, og ansøgerne har på ny fået mod på at indrette et værksted i foreningshuset. Værkstedet skal bl.a. bruges som keramikværksted, men da det også vil være åbent for andre brugere, kræves det, at der installeres skabe, der kan aflåses. Børnekulturstedet søger midler til at indkøbe skabe, hylder, låse og lidt materialer til værkstedet. Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen tildeles det fulde beløb.

 

Ad 10: 3-2-1 Stem!

Børnekulturpiloterne har søgt om 25.000 kr. i støtte til at opføre det interaktive teaterstykke 3-2-1-Stem! for unge i alderen 10-16 år i Sydhavnen. Scenen for teaterstykket er et kæmpe brætspil, hvor de unge indgår som levende brikker. Under stykket skal de unge danne politiske partier med valgprogram og økonomisk plan. Professionelle skuespillere agere som spindoktor, Folketingets Formand og en "kommune". Arrangørerne vil invitere skoleklasser til at overvære og deltage i forestillingerne, som planlægges opført i alt 16 gange i efteråret på Karens Minde og bydelens folkeskoler. Kulturudvalget indstiller, at der gives afslag på ansøgningen, da der umiddelbart ikke er nogen faste aftaler på plads med skolerne. KU synes godt om ideen og initiativet og ser gerne en ansøgning fra BørneKulturpiloterne igen, når de har fået aftaler med de lokale skoler på plads.

 

Ad 11: Sydhavnsslangen:

Rune Fjord Søger om 34.200 kr. i støtte til at gennemføre begivenheden Sydhavnsslangen på Boxland fra den 20-22. september. Tanken er at invitere alle Sydhavnens børn til at danne en Sydhavnsslange af brugte "ensomme" strømper, der fyldes med miljøvenligt materiale. Slangen skal efter planen være 500 meter lang. Guiness Rekordbog vil blive inviteret til begivenheden, Kulturudvalget indstiller, at der gives afslag på ansøgningen, da udvalget ikke rigtigt kan se ideen med den.

 

Løsning

Lokaludvalget drøfter de enkelte ansøgninger og beslutter om lokaludvalget skal følge indstillingerne fra henholdsvis Kulturudvalget, Bymiljøudvalget og Socialudvalget.

 

Økonomi

Lokaludvalgets bevillinger til den enkelte ansøger tages fra Kgs. Enghavepuljen i 2019. Bevillinger gives som en underskudsgaranti, da Lokaludvalget ikke må bidrage til at projekter genererer overskud

 

 

Beslutning

Ad 1) Folkemødet - indstillet 47.000 kr. (Johan erklærede sig til inhabil og forlod lokalet)

Paul-Erik undlod at stemme. Ingen stemte imod. Indstillingen om at bevilge 47.000 kr. blev vedtaget.

 

Ad 2) Fællesskaberne, søgt 26.000 kr. SU  indstiller 10.000 kr.

Hans og Paul-Erik: stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget skulle støtte ansøgningen med 13.410 kr.

Lokaludvalget stemte om ændeingsforslaget-

Johan, Joan og Steen stemte imod ændringsforslaget.

Ann undlod at stemme

Alle andre medlemmer stemte for ændringsforslaget. Lokaludvalget vedtog at bevilge 13410 kr.

 

Ad 3): Kvindeklub i 2450 HUSET, indstillet det fulde beløb på 13,.400 kr.

Lokaludvalget stemte om indstillingen

Johan og Hanne-Mai undlod at stemme. Ingen stemte imod.

Det blev vedtaget at bevilge det fulde beløb.

 

Ad 4) Historiehøst:

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at bevilge 20.000 kr.

Johan og Lotte undlod at stemme.

Ingen stemte imod indstillingen, som dermed blev vedtaget.

 

ad 5) Golden Days - indstillet at bevilge det fulde beløb på 20.000 kr.

Ann og Steen erklærede sig inhabile og forlod lokalet under behandlingen af ansøgningen.

Johan undlod at stemme, ingen stemte imod.

Det blev vedtaget at bevilge det fulde beløb

 

6) Sydhavn Goes Kulturnat 

Det var indstillet at bevilge det fulde beløb på 18.200 kr.

Steen, Ann, Brian Stine og Jan erklærede sig inhabile og forlod lokalet under behandlingen af ansøgningen.

Johan undlod at stemme. Ingen stemte imod.

Det blev vedtaget at bevilge det fulde beløb.

 

7) Festival of Endless Gratitude

Indstilling: Det fulde beløb på 12.000 kr.

Johan stemte imod, der var ingen der undlod at stemme.

Det blev vedtaget at bevilge det fulde beløb på 12.000 kr.

 

8) Klassisk/rytmisk på samme scene

Indstillet at bevilge det fulde beløb på 12.000 kr.

Johan og Joan undlod at stemme. Ingen stemte imod.

Det blev vedtaget at bevilge det fulde beløb på 12.000 kr.

 

9) Børnekulturstedet indretning af værksted

Indstillet at bevilge det fulde beløb på 13.100 kr.

Indstillingen blev enstemmigt vedtaget.

 

10) 3-2-1-stem

Det var indstillet at meddele afslag på ansøgningen.

Lokaludvalget var enige om, at det skal fremgå af begrundelsen for afslaget, at der er tale om et supergodt projekt, men at forankringen skal sikres ved at skolerne er med - aftaler mangler på nuværende tidspunkt - ansøgerne skal opfordres til at sende en ny ansøgning, når forankringen er på plads.

Indstillingen vedtaget uden afstemning.

 

11) Sydhavnsslangen

Det var indstillet at meddele afslag på ansøgningen.

Indstillingen blev vedtaget uden afstemning.

Til top