Mødedato: 22.06.2023, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus, Loftet

Beslutning vedrørende geografisk afgrænsning for tildeling af puljemidler

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal drøfte, om der kun skal tildeles puljemidler til arrangementer og andre formål, der foregår i selve Sydhavnen, eller om der kan ske undtagelser.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget drøfter og beslutter, om puljemidler kun skal kunne tildeles til arrangementer og aktiviteter i selve Sydhavnen, eller om der kan gøres undtagelser fra dette udgangspunkt.

 

Problemstilling

Af lokaludvalgets puljemiddelkriterier fremgår det, at et arrangements geografiske placering i Sydhavnen, er et blandt flere kriterier, som lokaludvalget kan lægge vægt på ved tildeling af puljemidler:

"Kgs. Enghave Lokaludvalg lægger vægt på, at projektet eller aktiviteten lever op til et eller flere af nedenstående kriterier:

➢ Foregår i Kgs. Enghave (se københavnerkortet [link], hvor lokaludvalgsgrænserne går)

➢ Hjælper til netværksskabelse

➢ At der indgår frivillige kræfter i projektet

➢ Fremmer dialogen i Sydhavnen ➢ Styrker sammenhængen mellem byområderne i Sydhavnen (Bavnehøj, Holmene og Gamle Sydhavnen)

➢ Bakker op om projekter nævnt i bydelsplanen eller særlige temaer, lokaludvalget melder ud

➢ Er forankret i Sydhavnen. Det er som udgangspunkt ikke i sig selv nok, at projektet eller aktiviteten foregår i Sydhavnen. Lokaludvalget lægger vægt på, at der er et samarbejde med en eller flere aktører i Sydhavnen, når det er naturligt at projektet eller aktiviteten indgår i et sådant samarbejde. Det kan f.eks. være med skoler, daginstitutioner, kultursteder, idrætsforeninger eller lignende.

➢ Tager miljøhensyn i forbindelse med udførelse af projektet (affaldssortering, miljømærkede materialer m.v.) "

Det er derfor ikke et krav, at aktiviteten foregår i Sydhavnen.

Lokaludvalget har ved enkelte lejligheder givet støtte til arrangementer placeret uden for Sydhavnen. Senest gav lokaludvalget på sit møde i maj tilsagn om delvis støtte til Street Festival, som blev afholdt i Jernbanebyen (Spor 10), altså på Vesterbro. Lokaludvalget lagde bl.a. vægt på, at aktiviteter i Jernbanebyen også er målrettet borgere i Sydhavnen, og at ansøger ville gøre en indsats for at tiltrække borgere fra Sydhavnen. Tidligere har lokaludvalget også støttet bl.a. en skaterbane på en tom grund på Enghave Brygge, og idrætsaktiviteter for børn i Valby Idrætspark. Endelig er der givet støtte til foreningen Flydende Bys aktiviteter, de foreningen "boede" ved Vesterbrodelen af Vasbygade.

Der er også på dette møde en ansøgning til behandling, hvor der søges om støtte til køb af træningsudstyr til en forening, der ligger på Vesterbro. Ansøgningen var af Kulturudvalget indstillet til afslag på grund af beliggenheden uden for Sydhavnen.

Forretningsudvalget mener, at der er tvivl om, hvor tungtvejende det geografiske kriterium er. 

På den baggrund ønsker Forretningsudvalget, at lokaludvalget drøfter, om det skal være et krav for tildeling af støtte fra lokaludvalgets puljemidler, at aktiviteten er beliggende i Sydhavnen.

Løsning

Lokaludvalget drøfter og beslutter om det skal være et krav eller et blandt flere kriterier for tildeling af støtte af puljemidlerne, at aktiviteten foregår i Sydhavnen.

Økonomi

intet

Videre proces

Afhænger af lokaludvalgets beslutning.

 

Beslutning

Lokaludvalget besluttede, at det fortsat skal være et kriterium, men ikke et krav, at arrangementet afholdes i Sydhavnen. Det betyder, at der det efter et geografisk princip skal være hovedreglen, at arrangementet afholdes i bydelen, men at dette kan fraviges i særlige tilfælde.

Når hovedreglen fraviges skal arbejdsgrupperne kunne argumentere for, hvorfor dette sker i indstillingen.

 

Til top