Mødedato: 22.05.2014, kl. 19:00
Mødested: ABC, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 1. sal, 2450 København SV

Intern høring: Startredegørelse vedr. lokalplanforslag "Tillæg 6 til lokalplan 310 Teglværkshavnen"

Kgs. Enghave Lokaludvalg har modtaget en intern høring af startredegørelse til udarbejdelse af lokalplanforslaget "tillæg nr. 6 til lokalplan 310 Teglværkshavnen med tilhørende forslag til kommuneplantillæg". Høringsfrist d. 16. juni.

Indstilling og beslutning

Bymiljøudvalget indstiller

1 at Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter og godkender et høringssvar til intern høring om startredegørelse.

Problemstilling

Baggrund
Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet en startredegørelse med henblik på udarbejdelse af et lokalplanforslag med kommuneplantillæg til tillæg nr. 6 til lokalplan 310 Teglværkshavnen. Startredegørelsen er godkendt af Teknik- og Miljøudvalget d. 7. april 2014. Lokalplanforslaget forudsætter blandt andet en ændring af Kommuneplanens rammer i forhold til bebyggelsesprocenten.

Kommuneplanen
I kommuneplanen 2011 er området fastlagt til lettere industri og serviceerhverv med en bebyggelsesprocent på 110. Grundejerne ønsker nu et blandet bolig- og erhvervsområde med mulighed for opførsel af ca. 350 nye boliger, heraf op til 200 ungdomsboliger samt ca. 15.000 m2 nyt erhvervsbyggeri. 108 boliger af de 200 nævnte ungdomsboliger er planlagt opført i et samarbejde med KAB, MT-Højgaard og Københavns Kommune. Kommunens rammer foreslås ændret til et område til blandet bolig- og erhvervsområde med bebyggelsesprocent på 150. Ydermere foreslår, at der gives mulighed for at opføre en bebyggelse i op til 7 etager og med en bygningshøjde på maksimalt 24 meter. For at imødekomme ønsket om en bebyggelsesprocent på højst 150, samt en ændret anvendelse har der i perioden 22. januar til 16. februar 2014 været foretaget en forudgående offentlig høring i området af kommuneplantillægget med henblik på udarbejdelse af et forslag til kommuneplantillæg, der ændrer området fra en E1-ramme (et området fastlagt til blandet erhverv) til en C2-ramme (et området fastlagt til blandet boliger og serviceerhverv).

Løsning

Bymiljøudvalget har behandlet høringen og er i gang med at udarbejde et udkast til høringssvar, som Kgs. Enghave Lokaludvalg kan drøfte og godkende et endeligt høringssvar på mødet. Udkast til høringssvar vil blive eftersendt dagsordnen eller omdelt på mødet.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte det på mødet omdelte udkast til høringssvar, som Bymiljøudvalget havde udarbejdet.
Til top