Mødedato: 22.03.2018, kl. 19:00
Mødested: ABC-Lokalet, Karens Minde, Wagnersvej 19

Orientering om mulig strejke i Københavns Kommune

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal have en status på den mulige strejke i Københavns Kommune.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

 

Problemstilling

afsluttende forhandlinger om en ny offentlig overenskomst brød sammen på det kommunale område den 26. februar. KL og de faglige organisationer under Forhandlingsfællesskabet har været indkaldt til møde i Forligsinstitutionen, og de sammenbrudte forhandlinger fortsætter nu under forligsmandens ledelse.

En række faglige organisationer har informeret om, at de varsler konflikt.

Akademikernes Centralorganisation har udsendt strejkevarsel for akademikere i Københavns Kommune, Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen. En eventuel strejke vil tidligst kunne begynde den 4. april 2018. Der er også mulighed for, at strejken af forligskvinden udsættes i 2 uger. Kommunernes Landsforening har svaret igen ved at udsende lockoutvarsel, som tidligst kan træde i kraft den 10. april. KL’s varsel om lockout på det kommunale område omfatter som udgangspunkt alle medarbejdere, der er omfattet af en overenskomst og medlem af en af de organisationer, som har varslet strejke. Dermed vil konflikten som udgangspunkt ramme de fleste medarbejdere i kommunen på nær visse chefer, tjenestemænd, elever/praktikanter og medarbejdere, som ikke er medlemmer af de forhandlingsberettigede organisationer. Derudover har KL’s bestyrelse besluttet at undtage store dele af ældreområdet, forsyningsvirksomheder og infrastruktur.

Dette betyder, at der er mulighed for, at de fleste medarbejdere i lokaludvalgets sekretariater vil skulle strejke fra den 4. april. Det vil i givet fald ikke være muligt for de få medarbejdere, der som HK'ere ikke er omfattet af strejkevarslet, at betjene lokaludvalgene. De vil heller ikke kunne udføre strejkeramt arbejde. Sekretariaterne vil derfor ikke kunne medvirke til at indsende høringssvar, indkalde til møder, betjene møder eller sende svar til borgere mv. for eksempel vedrørende puljemidler. 

Samtidig er der varslet strejke mod akademikere i Teknik- og Miljøforvaltningen under samme vilkår som ovenfor. Der vil derfor efter al sandsynlighed ikke blive sagsbehandlet i forhold til høringer på Teknik- og Miljøforvaltningens område. Områdefornyelsen i Sydhavnen vil ligeledes være strejkeramt. De øvrige forvaltninger vil kunne fungere under en eventuel strejke, idet der ikke er udsendt strejkevarsel mod andre forvaltninger, eller de strejkevarsler der er udsendt vedrører kun mindre personalegrupper.

Det lockoutvarsel, der er udsendt af Kommunernes Landsforening fra den 10. april, er så omfattende, at der kun vil kunne opretholdes et nødberedskab i samtlige forvaltninger.

Disse oplysninger vil om muligt blive opdateret på lokaludvalgsmødet den 22. marts.

 

 

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.

 

 

Beslutning

Lokaludvalget tog orienteringen til efterretning
Til top