Mødedato: 22.03.2018, kl. 19:00
Mødested: ABC-Lokalet, Karens Minde, Wagnersvej 19

Præsentation af sekretariatet og dets opgaver

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal orienteres om sekretariatets opgaver og ansatte.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller at Kgs. Enghave Lokaludvalg,

1. tager introduktionen til sekretariatets og dets opgaver til efterretning.

 

Problemstilling

Fællessekretariatet for Kgs. Enghave og Vesterbro Lokaludvalg
Københavns Kommune er administrativt opdelt i 10 bydele, hvoraf Kgs. Enghave og Vesterbro er defineret som én bydel. Da Lokaludvalgene i løbet af 2006-2009 blev nedsat, ønskede Kgs. Enghave/Vesterbro-bydel, udover Indre By/Christianshavn bydel, at have to lokaludvalg pga af de to områders forskellighed. Ønsket blev imødekommet af Borgerrepræsentationen, så Vesterbro og Kgs. Enghave fik hver sit lokaludvalg, men under forudsætning af at de fik tildelt det samme lokaludvalgs-sekretariatsbudget som de andre 9 bydele. 

Kgs. Enghave Lokaludvalg betjenes derfor af et fællessekretariatet for Kgs. Enghave og Vesterbro Lokaludvalg med 4 1/4 årsværk. Årsværkerne er fordelt på: Julie Oscilowski, daglig leder og udvalgssekretær for Vesterbro Lokaludvalg; projekt- og miljømedarbejder, Katja Lange; regnskabsmedarbejder, Anne Vestergarrd Andersen; kommunikations- og puljemedarbejder, Christine Hovgaard Jensen; og udvalgssekretær for Kgs. Enghave Lokaludvalg, Anne Brøndum. Katja og Anne V. er deltidsansatte og alle betjener begge Lokaludvalg. Sekretariatet har to kontorer. Hovedkontoret er på Lyrskovgade 4, 2. sal på Vesterbro, hvor de fleste medarbejdere er placeret i et storrumskontor med Frivilligcenter Vesterbro/Kgs. Enghave/Valby og Kulturanstalten for Vesterbro/Kgs. Enghave. Det lokale kontor i Kgs. Enghave befinder sig på Karens Minde i lokalet Udsigten ved siden af Loftet,. og her arbejder Anne B og Katja hver onsdag og torsdag.

Lokaludvalgssekretærens opgaver:

Som lokaludvalgssekretær for Kgs. Enghave Lokaludvalg varetager Anne B. mødebetjeningen af lokaludvalget og forretningsudvalget. Hun fremstiller dagsorden til forretningsudvalgets møder, deltager i forretningsudvalgets møder og fremstiller og udsender dagsorden til lokaludvalgets møder. Hun deltager i lokaludvalgsmøderne og skriver beslutningsprotokollen for møderne. Efterfølgende sender Anne B. svar til puljemiddelansøgere, færdiggør høringssvar, der er vedtaget af lokaludvalget, og indsender disse til de relevante forvaltninger. Anne B. varetager den daglige kontakt med lokaludvalgets medlemmer, borgere, forvaltninger og øvrige. I samarbejde med forvaltningerne og med de øvrige medarbejdere er hun ansvarlig for at arrangere borgermøder mv. Hun står også for de årligt tilbagevendende arrangementer og aktiviteter i lokaludvalget som f.eks. julearrangementet. Anne er udpeget som Økonomiforvaltningens repræsentant i styregruppen for Områdefornyelsen i Sydhavnen og samarbejder til daglig tæt sammen med Områdefornyelsen, der også har sekretariat på Karens Minde.

 

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Beslutning

Slides fra mødet sendes til både medlemmer og suppleanter

Lokaludvalget tog orienteringen til efterretning.

Til top