Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget tager stilling til ansøgningen fra Hr. teater til forestillingen SKRALD. Ansøgerne har søgt om 50.000 kr.
2. at lokaludvalget meddeler afslag på ansøgningen fra Otto Mønsted Kollegiet til arrangementet Otto Festival 2018 . Ansøgerne har søgt 10.000 kr.
3. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Børnekulturstedet til forestillingerne Teater for, med og af Børn med det fulde beløb. Ansøgerne har søgt 9.480 kr.
4. At lokaludvalget støtter ansøgningen fra arrangørerne af Stay True festival med 30.000 kr. Ansøgerne har søgt 40.000 kr.
5. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Kvartershuset til arrangementerne 3 koncerter for børn med det fulde beløb. Ansøgerne har søgt om 14.600 kr.
6. at lokaludvalget meddeler afslag på ansøgningen fra Bloomy Hobnob til arrangementet Let's Hobnob Turn On. Ansøgerne har søgt 13.000 kr.
7. at lokaludvalget meddeler afslag på ansøgningen fra Bloomy Hobnob til arrangementet Let's Hobnob Unfold. Ansøgerne har søgt 12.500 kr.
8. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Foreningen Metro2450 med det fulde beløb. Ansøgerne har søgt om 1.500 kr. til at afholde et borgermøde i juni måned i samarbejde med lokaludvalget og med deltagelse fra Metroselskabet. Borgermødet er blevet rykket fra den oprindeligt planlagte dato i marts til en gang i juni, da arbejdet med at afspærre Mozarts Plads er blevet forsinket.
Problemstilling
Bymiljøudvalget har behandlet ansøgningen fra Foreningen Metro2450. Kulturudvalget har behandlet alle øvrige ansøgninger.
Ad 1: Hr. Teaters ansøgning om støtte fra lokaludvalget på 50.000 kr. til at opføre forestillingen SKRALD:
Hr. Teater ønsker at producere en rullende interaktivt humoristisk gadeteaterforestilling, der forbinder Sydhavnens bydele og sætter affaldsortering på dagsordenen på en lærerig og sjov måde.Skuespilleren, Helle, skal ved hjælp af den rullende teaterforestilling få tilskuerne til at samle skrald op fra gaden, som så sorteres på stedet. Efterfølgende vil teateret i workshops genbruge noget af skraldet til skulpturer mv. Kulturudvalget har behandlet ansøgningen, men udbedt sig yderligere oplysninger om teateret (kontaktoplysninger og hjemmeside) samt hvor I Sydhavnen forestillingen skal afvikles. Endelig vil Kulturudvalget gerne vide, hvilke daginstitutioner i bydelen, arrangørerne har tænkt sig at invitere til at medvirke i forestillingen. Sekretariatet har skrevet til ansøgerne for at få svar på Kulturudvalgets spørgsmål, men disse er endnu ikke modtaget.
Kulturudvalget bemærker, at de er indstillede på at behandle ansøgningen, dog synes de, at de budgetterede udgifter er ret store. Endelig bemærker Kulturudvalget, at stykket med fordel kunne udbredes til andre steder i byen.
Ad 2: Ansøgning om støtte på 10.000 kr. fra Otto Mønsted Kollegiet til Otto festival 2018:
Ansøgerne oplyser, at Otto Mønsted Kollegiet hvert år afholder en festival med deltagelse af nye musiknavne. Festivalen afholdes i år i slutningen af april. Kulturudvalget har indstillet, at lokaludvalget meddeler afslag på ansøgningen, da ansøgerne har oplyst at målgruppen for festivalen er beboerne på kollegiet og deres venner, om end festivalen i princippet er åben for alle. Kulturudvalget vurderer ikke, at festivalen lever op til lokaludvalgets kriterier, om at der kun kan gives støtte til aktiviteter med offentlig adgang.
Ad 3: Ansøgning om støtte på 9.480 kr. fra Børnekulturstedet til Teater for med og af børn:
Børnekulturstedet søger om støtte til at deres børneteaterhold, bestående af børn i aldersgruppen 8 til 14 år kan opføre den forestilling, de har arbejdet med siden sommerferien. Børnene skal selv skabe, opsætte og opføre forestillingen, der opføres på Karens Minde den 22. og 23. maj. Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb.
Ad 4: Ansøgning om støtte på 40.000 kr. til Stay True festival 2018:
Arrangørerne ønsker støtte fra lokaludvalget til den årligt tilbagevendende festival, Stay True, der afholdes den 1. september. Arrangørerne er alle opvokset i Sydhavnen, og deres formål er at skabe en festival, der kan rumme alle borgere i bydelen. Festivalen er gratis for publikum. Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med en underskudsgaranti på 30.000 kr.
Ad 5: Ansøgning om støtte på 14.600 kr. fra Kvartershuset til 3 koncerter for børn.
Kvartershuset søger om støtte til 3 koncerter for børn, som afholdes i maj, juni og september. Formålet med koncerterne er at udbygge børneaktiviteterne i huset og anvende huset til børne- og familie koncerter. De kunstnere, der optræder ved koncerterne er kendt fra TV-programmer mv. Der er tale om Mek Pek, Ann og Aberne samt Ole Kibsgaard. Kulturudvalget har indstillet at ansøgningen imødekommes med det fulde beløb.
Ad 6 og 7: Bloomy Hobnob søger om støtte på henholdsvis 13.000 kr. og 12.500 kr. til arrangementerne Let's Hobnob Turn on og Let's Hobnob Unfold:
Foreningen Bloomy Hobnob søger om støtte til 2 performance arrangementer i april og maj, hvor der fokuseres på forskellige stilarter som f.eks. vintage og boheme og hvor deltagerne opfordres til at klæde sig ud i genbrugstøj i blandede stilarter. Der serveres mad og drikkevarer, der er økologiske og veganske. Kulturudvalget har indstillet begge ansøgninger til afslag under henvisning til, at udvalget ikke kan se, at arrangementerne har relevans for en større kreds.
Ad 8: Foreningen Metro2450 søger om støtte på 1.500 kr. til borgerrettede aktiviteter:
Foreningen Metro2450 er en nystartet forening, som skal sikre oplysning og dialog for borgere, erhvervsdrivende og andre lokale interessenter til Metroselskabet. Foreningen er startet af beboere omkring Mozarts Plads, og de søger om støtte til at afholde et borgermøde i juni måned i samarbejde med lokaludvalget og med deltagelse af Metroselskabet for at informere borgerne om status på det store projekt. Den oprindelige dato for mødet, der fremgår af ansøgningen, er blevet udsat, da opstarten på metrobyggeriet er forsinket. Derudover søger foreningen støtte til hosting af hjemmeside og til oprettelse af en bankkonto. Ansøgningen er blevet forbehandlet i Bymiljøudvalget, som indstiller at den støttes med det fulde beløb.
Løsning
Lokaludvalget drøfter de enkelte ansøgninger og beslutter om lokaludvalget skal følge indstillingerne fra henholdsvis Kulturudvalget og Bymiljøudvalget.
Økonomi
Lokaludvalgets bevillinger til den enkelte ansøger tages fra Kgs. Enghavepuljen i 2018. Bevillinger gives som en underskudsgaranti, da Lokaludvalget ikke må bidrage til at projekter genererer overskud
Beslutning
Ad 1: Hr. Teaters ansøgning om støtte fra lokaludvalget på 50.000 kr. til at opføre forestillingen SKRALD
Lokaludvalget besluttede enstemmigt at udsætte behandlingen af sagen til mødet i april på baggrund af de nye oplysninger, ansøgerne havde indsendt.
Ad 2: Ansøgning om støtte på 10.000 kr. fra Otto Mønsted Kollegiet til Otto festival 2018
Lokaludvalget stemte om indstillingen om at meddele afslag på ansøgningen. Anna, Hanne og Silas undlod at stemme. Alle øvrige medlemmer stemte for indstillingen om afslag, som derved blev vedtaget.
Ad 3: Børnekulturstedet:
Indstillingen om at bevilge det fulde beløb på 9480 kr. blev enstemmigt vedtaget.
Ad 4: Stay True - søgt 40.000 indstillet 30.000
Jan Foreslog, at ansøgningen støttes med det fulde beløb. Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget
For ændringsforslaget stemte: Silas, Patrick, Asbjørn Lotte, Helle, Nina, Hanne, Dan, Anna, Ann og Jan
Imod ændringsforslaget stemte: Johan, Paul-Erik, Steen, Kirsten og Sisse.
Stine undlod at stemme.
Forslaget om at bevilge det fulde beløb blev vedtaget.
Ad 5: Kvartershuset 3 koncerter for børn
Lokaludvalget stemte om indstillingen om at bevilge det fulde beløb på 14.600 kr.
Patrick undlod at stemme, Johan stemmer imod, alle andre stemte for indstillingen, som dermed blev vedtaget.
Ad 6: Bloomy Hobnob 2 ansøgninger 13.000 kr. og 12.500 kr.
Lokaludvalget stemte om indstillingen om at meddele afslag på begge ansøgninger. For indstillingen stemte: Kirsten, Silas, Patrick, Sisse, Stine, Helle, Paul-Erik, Nina, Steen, Dan og Johan.
Imod indstillingen stemte: Jan og Asbjørn
Lotte, Ann, Hanne og Anna undlod at stemme.
Indstillingen om at meddele afslag på begge ansøgninger blev vedtaget.
Ad pkt. 8: Metro 2450
Lokaludvalget stemte om indstillingen om at bevilge det fulde beløb på 1.500 kr.
Jan stemte imod, Johan og Anna undlod at stemme. Alle andre stemte for indstillingen, som dermed blev vedtaget.
Der skal tilføjes en bemærkning om, at lokaludvalget gerne vil informeres om hvad samarbejdet med lokaludvalget går ud på.