5 minutter B-sag: ansøger til Kgs. Enghavepuljen, februar
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg, at:
1. at Lokaludvalget yder delvis støtte til ansøgningen fra Karens Minde Kulturhus til aktiviteten ”Karens Fredagsbar” med et beløb på 35.000 kr. Der var søgt om 40.000 kr.
2. at Lokaludvalget meddeler afslag på ansøgningen fra Copenhagen Archive til aktiviteten ”Fernisering, lancering og publikums-aktiviteter på Københavns Museum”. Der var søgt om et beløb på 27.000 kr.
3. at Lokaludvalget yder fuld støtte til ansøgningen fra Kulturhavn Festival til aktiviteten ”Kulturhavn Festival i Sydhavn 2024” med et beløb på 40.000 kr.
4. at Lokaludvalget yder fuld støtte til ansøgningen fra Copenhagen Concert Community til aktiviteten ”Sydhavns Salonerne 2024” med et beløb på 50.000 kr.
5. at Lokaludvalget yder fuld støtte til ansøgningen fra Sydhavn Bibliotek til aktiviteten ”Horroraften på Karens Minde - Oplæsning af Mie Læssøe og filmvisning” med et beløb på 5.000 kr.
6. at Lokaludvalget yder delvis støtte til ansøgningen fra Foreningen Ørkenfortet til aktiviteten ”Klub Spatiøs 2024” med et beløb på 10.000 kr. Der var søgt om 23.135 kr.
7. at Lokaludvalget yder delvis støtte til ansøgningen fra GAME Lokalforening København til aktiviteten Kvindernes Kampdag i GAME Streetmekke København” med et beløb på 40.300 kr. Der var søgt om 42.300 kr.
8. at Lokaludvalget meddeler afslag på ansøgningen fra Lu Vincent til aktiviteten ”Kunst på vægge: renovering af Byens Unikke Murmaleri”. Der var søgt om et beløb på 25.000 kr.
9. at Lokaludvalget yder fuld støtte til ansøgningen fra Anastasiia Krasnoshchoka til aktiviteten ”Dance performance Flowers also Cry” med et beløb på 50.000 kr. Dog sådan, at der maksimalt kan bevilges 10.000 kr. pr. forestilling.
10. at Lokaludvalget meddeler afslag på ansøgningen fra Ukrainsk Dansk Teater ”ToBe” til aktiviteten ”To år efter den russiske invasion – vi mindes med ukrainsk teater og socialt arrangement”. Der var søgt om et beløb på 14.000 kr.
11. at Lokaludvalget meddeler afslag på ansøgningen fra Buster filmfestival for børn og unge til aktiviteten ”Rullende børnekoncert hylder dansk filmmusik”. Der var søgt om et beløb på 60.000 kr.
12. at Lokaludvalget yder fuld støtte til ansøgningen fra Børnekulturstedet til aktiviteten ”Sydhavns Sommerbio” med et beløb på 20.000 kr.
13. at Lokaludvalget yder fuld støtte til ansøgningen fra Ida Retz Wessberg og Johna Hansen til aktiviteten ”Fælles Fremtidsbillede (elevers permanente kunstværk på Bavnehøj Skole)” med et beløb på 10.000 kr.
14. at Lokaludvalget yder delvis støtte til ansøgningen fra Sydhavnstippen Naturpleje til aktiviteten ”Arbejdsdage i 2024 på Sydhavnstippen” med et beløb på 15.500 kr. Der var søgt om 19.500 kr.
15. at Lokaludvalget yder fuld støtte til ansøgningen fra Sydhavnstippen Naturpleje til aktiviteten ”Udstilling af sommefugle- og insektbilleder fra Tippen på biblioteket” med et beløb på 3.194 kr.
Problemstilling
Ansøgning 1-9 er forbehandlet af Kulturudvalget, 10-13 er forbehandlet af Socialudvalget og 14-15 er forbehandlet af Bymiljøudvalget
Ad 1) Ansøgning fra Karens Minde Kulturhus til projektet ”Karens Fredagsbar”. Der er søgt 40.000 kr. Der er indstillet en bevilling på delvis støtte på beløbet 35.000 kr.
Karens Minde Kulturshus søger om 40.000 kr. til afholdelse af fredagsbar alle fredage i juni, juli og august fra kl.15-20 i Caféhaven. Ansøger testede projektet med succes i 2023 (evaluering herfor ligger på medlemmernes side). Ansøger vil i år fokusere på at videreudvikle konceptet og søger derfor støtte til at kunne ledsage fredagsbarerne med et berigende kulturprogram, således man hver fredag kan være sikker på at møde et gratis indslag, som f.eks. en koncert, en workshop eller en performance. Ansøgers formål er at påtage sig ansvar som bydelens kulturhus og præsentere brugergrupper for kunst og kultur af høj kvalitet. Ansøger forventer ca. 1300 deltagere - i snit 100 gæster pr. fredag. Projektets målgruppe er bred: fra unge til børnefamilier og ældre.
Ansøgningen var til godkendelse på januarmødet og blev hevet op som A-sag, da budgettet var utilstrækkeligt. Budgettet er blevet udbedret til dette møde.
Kulturudvalget indstiller en delvis bevilling på 35.000 kr. målrettet de kulturelle indslag i ansøgningen, da det forventes at ansøger selv kan dække resten.
Ad 2) Ansøgning fra Copenhagen Archive til projektet ”Fernisering, lancering og publikums-aktiviteter på Københavns Museum”. Der er søgt om et beløb på 27.000 kr. Der er indstillet til afslag.
Copenhagen Archive (Historiker Mathias Kobberrød Rasmussen og fotograf Ulf Svane) søger om 27.000 kr. i støtte til at kunne foretage virksomhedsbesøg til Sydhavnen i forbindelse med særudstillingen ”Min butik! Fotos fra Wongs Grill til RC Rens” på Københavns Museum – herunder at få dækket omkostninger til udstillingens fernisering og boglancering på museet. Fra Kgs. Enghave indgår Fiskerhavnen, Stejlepladsen og BK Jern & Metal samt Købmanden ved Haveforeningen Musikbyen i udstillingen og som en del af virksomhedsbesøgene. Formålet er at rette opmærksomhed mod hverdagens personlige fortællinger fra bydelene som vigtige for byudviklingen og historien om Københavns erhvervs-, forretnings-, håndværks- og kulturliv.
Kulturudvalget indstiller til afslag. KU bad i sin forbehandling af sagen om opfølgende opklaring fra ansøger med henblik på spørgsmål om lokalforankring og budget. Indstillingen om afslag fastholdes pga. manglende lokal forankring, da de steder der er udvalgt til lokale besøg virker tilfældige, samt at det efter kulturudvalgets opfattelse ikke bør være nødvendigt at betale honorar til lokale virksomheder ved besøg. Dertil dækker Kgs. Enghave Lokaludvalg ikke forplejning til publikum ved arrangementer eller virksomhedsbesøg og slutteligt foregår udstillingen på Københavns Museum som ligger i en anden bydel langt fra lokaludvalgets nærområde.
Ad 3) Ansøgning fra Kulturhavn Festival til projektet ”Kulturhavn Festival i Sydhavn 2024”. Der er søgt et beløb på 40.000 kr. Der er indstillet en bevilling på fuld støtte.
Kulturhavn Festival søger om 40.000 kr. i støtte til deres årlige havnefestival. Festivalen er en begivenhed, der bringer kunst, kultur og bevægelse til havnen med formålet at bringe nysgerrighed og begejstring ind i byens blågrønne oaser og derved inviterer publikum på eventyr i nogle af byens nye havnekvarterer. Igen i år afholdes festivalen om lørdagen på Teglholm Brygge i hjertet af det blå Sydhavn, hvor ansøger sidste år oplevede 10.000 gæster, hvoraf størstedelen var lokale.
Kulturudvalget indstiller, at ansøger bevilliges den fulde støtte, da evalueringen fra 2023 vidner om stor lokal tilslutning.
Ad 4) Ansøgning fra Copenhagen Concert Community til projektet ”Sydhavns Salonerne 2024” om et beløb på 50.000 kr. Der er indstillet en bevilling på fuld støtte.
Copenhagen Concert Community ansøger om 50.000 kr. til at kunne afholde fire Sydhavns Saloner i 2024 i Karens Minde Kulturhus: d.12.4, d. 7.6, d. 23.8 og d. 4.10.
Ansøger har siden 2020 afholdt 13 velbesøgte og udsolgte Sydhavns Saloner. Sydhavns Salonen er et format, der bringer litteratur, vidensdeling, musik og performance ud til et nyt publikum og inspirerer den demokratiske samtale. I hver salon medvirker en forfatter, en performancekunstner eller danser, en forsker og musikere. Salonerne henvender sig til et voksent publikum af flere generationer fra lokalområdet. Op mod 400 mennesker kan deltage i løbet af de 4 saloner, som er et intimt format tilpasset Karens Minde Kulturhus og Dansepavillonen.
Kulturudvalget indstiller ansøgningen til fuld støtte, og mener at Sydhavns Salonerne er et godt beskrevet tværgående arrangement, der også udviser hensyntagen til publikummer på tværs af skel med et godt program.
Ad 5) Ansøgning fra Sydhavn Bibliotek til projektet ”Horroraften på Karens Minde - Oplæsning af Mie Læssøe og filmvisning”. Der er søgt et beløb på 5.000 kr. Der er indstillet en bevilling på fuld støtte.
Sydhavnens Bibliotek søger 5.000 kr. i støtte til at afholde et forfatterarrangement med den nye forfatter Mie Læssøe, som i 2023 udgav sin debutroman, Svalkatekster. Et værk som blev nævnt som en af årets mest interessante debuter af Dagbladet Information.
Ifølge ansøger tilfører romanen på rørende og eksperimenterende vis nyt liv til horrorgenren, hvorfor den er interessant for biblioteket at gøre arrangement ud af. Ansøger ser en fornyelse af horrorgenren, som litteraturelskere i Sydhavnen ønskes mulighed for at opleve i samtale med og med oplæsning fra den debuterede forfatter. Arrangementet henvender sig til det voksne publikum. Ansøger forventer 20-50 publikummer.
Kulturudvalget indstiller på baggrund af ansøgningen en bevilling på fuld støtte.
Ad 6) Ansøgning fra Foreningen Ørkenfortet til projektet ”Klub Spatiøs 2024”. Der er søgt om et beløb på 23.135 kr. Der er indstillet en bevilling på delvis støtte med beløbet 10.000 kr.
Kulturforeningen Ørkenfortet søger om 23.135 kr. til at dække udgifter i forbindelse med Klub Spatiøs i 2024. Ansøger har siden 2009 udviklet og afviklet Klub Spatiøs, som ansøger beskriver som en åben præsentationsplatform for unge kunstnere inden for alle kunstformer, hvor der kan præsenteres alt fra spæde idéer til færdige værker for et mangfoldigt og nysgerrigt publikum. Publikum kan efter aftenens præsentationer få en skålfuld gratis suppe samt deltage i ”speedback” (Speeddating/Feedback) med kunstnerne og andre publikummer og samtale om det, man netop har erfaret og oplevet. Ansøger vil i år gøre ekstra meget ud af kommunikationen, således publikummer fra Valby og Vesterbro også får øje på Klub Spatiøs. Det forventes at 50-100 publikummer og 7-20 optrædende kunstnere deltager til hvert event. I år forventes 7-8 Klub Spatiøs-events at blive gennemført. Gruppen af frivillige arrangører består af 10-16 frivillige unge ildsjæle, som hjælper med alt fra afvikling, planlægning, SoMe og madlavning. Målgruppen for projektet er todelt, da ansøger rekrutterer unge kunstnere mellem 17-32 år til at optræde såvel som og et bredt publikum til at opleve kunstnerne.
Kulturudvalget indstiller at ansøgningen imødekommes med en bevilling på delvis støtte på 10.000 kr. Kulturudvalget opfordrer til også at søge støtte ved Vesterbro Lokaludvalg og Valby Lokaludvalg, da man mener, at det er rimeligt at forvente, at der også deltager unge fra disse bydele i projektet.
Ad 7) Ansøgning fra GAME Lokalforening København til projektet ”Kvindernes Kampdag i GAME Streetmekka København”. Der er søgt om et beløb på 42.300 kr. Der er indstillet en bevilling på delvis støtte med beløbet 40.300 kr.
GAME Streetmekka Kbh. på Enghavevej, søger om 42.300 kr. til at etablere et kvindernes kampdag-event d. 8. marts 2024. Dette ønskes gjort i samarbejde med den partineutrale ungdomsbevægelse SAGA, som engagerer unge i demokratiet. Ansøger ønsker med projektet at styrke kvinde-/pigedeltagelsen i samfundet og i gadeidrætten, hvor ansøger oplever uligheder, der kræver begivenheder som denne til at støtte en positiv udvikling. Eventens aktiviteter byder på debatter, talere, musik, workshops og turneringer styret og sagt af kvinder/piger.
Begivenheden fokuserer på identitet, forskellighed og repræsentation blandt kvinder/piger i lokalområdet og i det større samfund. GAME København og SAGA samarbejder med mange af de lokale skoler, gymnasier og institutioner. Den primære målgruppe er 13-35-årige piger/kvinder fra Sydhavn, Valby & Vesterbro med interesse for gadeidræt, demokrati og kultur. Her er der et særligt fokus på piger og kvinder med minoritetsbaggrund. Ansøger forventer ca. 1000 deltagere indenfor målgruppen på dagen og har blandt andet som mål for dagen, bedre at forstå hvordan Sydhavnen kan blive tryggere for piger.
Kulturudvalget indstiller at støtte med det oprindeligt ansøgte beløb på 40.300 kr., da de har vurderet, at der ikke er grundlag for at støtte med de 42.300 kr. der fremgår af det nye budget, da budgetposterne ikke er rettet til efter dette. Kulturudvalget mener, at det er et godt initiativ.
Ad 8) Ansøgning fra Lu Vincent til projektet ”Kunst på vægge: renovering af Byens Unikke Murmaleri”. Der er søgt om et beløb på 25.000 kr. Der er indstillet til afslag.
Lu Vincent søger om 25.000 kr. til et projekt, som fokuserer på at restaurere det udvendige vægmaleri på en bygning i Bådehavnsgade 47, som ifølge ansøger har bevaringsværdi. Kunstværket, skabt af Flemming Vincent omkring 1995, strækker sig over cirka 8x5 meter og kombinerer kunstnerens fantasi med historier om havnens historie. Ansøger vil give nyt liv til værket efter at virkninger af sol, havfugtighed og vind har slidt på dette. Ansøgers formål med projektet er at bevare værkets kulturelle betydning, at vække interesse for kulturarv og kunst samt at styrke lokalidentiteten og lokaludvalgets betydning for bevarelse af byens kunstneriske arv.
Kulturudvalget indstiller til afslag, da de ikke mener, at det er tilstrækkeligt beskrevet, hvordan der samarbejdes lokalt og hvordan værket er tilstrækkeligt offentlig tilgængeligt, når det er placeret udenpå kunstnerens atelier og adresse.
Ad 9) Ansøgning fra Anastasiia Krasnoshchoka til projektet ”Dance performance Flowers also Cry”. Der er søgt om et beløb på 50.000 kr. Der er indstillet en bevilling på fuld støtte – dog sådan, at der maksimalt kan bevilges 10.000 kr. pr. forestilling.
Anastasiia Krasnoshchoka søger 50.000 kr. til danseprojektet ”Flowers also Cry” med afholdelse på Dansetippen i efteråret (oktober/november) 2024. Beløbet skal dække honorar til danserne i projektet. Danseforestillingen kaster lys over kvinders forskelligartede erfaringer i krigstider og udforsker de forskellige roller, de påtager sig: fra dem der flygter, til dem der står i frontlinjen. Danseforestillingen har i ansøgers optik betydning, da den udfordrer stereotyper om kvinders roller og fremhæver, at kvinder ikke er begrænset til at være ofre, mens mænd kæmper. Dertil sætter den menneskelige ansigter på begivenhederne i Ukraine igennem dansen. Forestillingen blev testet og fik overvældende positiv respons i efteråret 2023 med opmærksomhed fra blandt andet TV2. Ansøger er ukrainer, uddannet koreograf i Danmark og bosat i Sydhavnen. Hun co-producerer forestillingen med Sydhavn Teater (se hensigtserklæring) og samarbejder også med AFUK og GAME. Projektet dækker over 5 forestillinger og en åben workshop, hvoraf en af forestillingerne er gratis for beboerne på det lokale plejecenter Verdishave. Ca. 375 publikummer forventes at deltage og 75 deltagere forventes i workshoppen.
Kulturudvalget indstiller til støtte med det fulde beløb på 50.000 kr. jf. det opdaterede budget, som kulturudvalget efterspurgte i deres forbehandling. Bevillingen skal gå til honorar til danserne. Dog sådan, at der maksimalt kan bevilges 10.000 kr. pr. forestilling.
Ad 10) Ansøgning fra Ukrainsk Dansk Teater ”ToBe” til projektet ”To år efter den russiske invasion – vi mindes med ukrainsk teater og socialt arrangement”. Der er søgt om et beløb på 14.000 kr. Der er indstillet til afslag.
Ukrainsk-Dansk Teater ”ToBe” søger om et beløb på 14.000 kr. til at dække udgifter i forbindelse med opsætning af børneforestillingen ”Hvem er du?” i samarbejde med flygtningecentret på Speditørvej 10 d. 23. februar 2024. Ansøger ønsker at markere 2-årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine ved at afholde et socialt og kulturel arrangement med et teaterstykke om integration for hele familie samt fællesspisning som omdrejningspunkt. Ansøger lægger vægt på, at det er vigtigt at samles den dag ukrainere og danskere imellem for at støtte hinanden og for at skabe en social kulturel bro mellem Ukraine og Danmark. Teaterstykket "Hvem er du?" er på dansk og fortælles med lige dele skuespil, musik, dans og interaktive lege. Det handler om venskab og følelsen af at være udenfor. Ansøger er et ukrainsk teater bestående af 4 professionelle ukrainske skuespillere, der er flygtet fra krigen, og en professionel tekniker med ukrainsk baggrund, der har boet mange år i Danmark.
Socialudvalget indstiller til afslag på nuværende tidspunkt, da man ikke mener, at det er realistisk at ansøger kan nå at invitere danske børn og børnefamilier til arrangementet. Det er vigtigt for socialudvalget at bemærke at teaterstykket og ideen findes god, men at tidsrammen for ambitionen om at samle danske og ukrainske børn forhindrer støtte i denne omgang. Socialudvalget vil gerne se en ansøgning til samme arrangement senere på året.
Ad 11) Ansøgning fra Buster filmfestival for børn og unge til projektet ”Rullende børnekoncert hylder dansk filmmusik”. Der er søgt om et beløb på 60.000 kr. Der er indstillet til afslag.
Buster Filmfestival søger om 60.000 kr. til at dække udgifter i forbindelse med projektet ”Rullende børnekoncert hylder dansk filmmusik” til afholdelse i samarbejde med 5-6 skoler i Kgs. Enghave området. Projektet kulminerer i en offentlig koncert for forældre, venner og lokale d. 13. juni på Teglholmen eller Mozarts Plads afhængigt af metroens åbning. Projektet er et samarbejde med musiklærer Kevin Lynggaard Dyrholm og en række børnebands under hans ledelse som besøger og engagerer skolerne for at bringe børnemusikernes fortolkninger af dansk filmmusik helt ud i skolegårdene – konkret at møde filmmusikken live på en bandvogn i skolegården, opleve andre børn og unge der spiller musik. Omkring 2000 personer ventes deltagende i projektet.
Socialudvalget indstiller til afslag. Det vurderes urealistisk, at ansøger kan etablere samarbejde med skolerne inden sommerferien. Afslaget begrundes yderligere med, at en forholdsvis stor del (35.000 kr.) går til honorarer, og at det ansøgte beløb er meget højt. Ansøger kan prøve at søge igen, når/hvis skolerne indvilliger i samarbejdet (i år eller næste år) og anden medfinansiering etableres. Projektet er sjovt og godt tænkt.
Ad 12) Ansøgning fra Børnekulturstedet til projektet ”Sydhavns Sommerbio” med et beløb på 20.000 kr. Der er indstillet en bevilling på fuld støtte.
Børnekulturstedet søger om 20.000 kr. til at dække udgifterne i forbindelse med projektet ”Sydhavns Sommerbio” med afholdelse d. 29. juni og 7. september 2024 ved græsplænen omkring Sjælør Boulevard 111 og baggården ved Händelsvejkvarteret. Projektet er et open air-format, der blev testet med succes i sensommeren 2023 i et samarbejde mellem lokale aktører, hvorfor det i år ønskes gentaget og udvidet, således flere børn kan få glæde af at se film under åben himmel. Det er lokale børn, der deltager i udvælgelsen af film, og lokale beboere er frivillige afviklere på dagen. Sidste år deltog omkring 500 i en visning, og i år forventes minimum 800 fordelt på to.
Socialudvalget indstiller en bevilling på fuld støtte til Sydhavn Sommerbio. Dog betinget af allokering til budgettets pkt. 1-2. Ansøger opfordres til, at børnene i Frederiksholm Karreerne også inviteres.
Ad 13) Ansøgning fra Ida Retz Wessberg og Johna Hansen til projektet ”Fælles Fremtidsbillede (elevers permanente kunstværk på Bavnehøj Skole)”. Der er søgt om et beløb på 10.000 kr. Der er indstillet en bevilling på fuld støtte.
Kunstnerne Ida Wessberg og Johna Hansen søger 10.000 kr. til at dække materialeudgifter i forbindelse med deres afvikling af huskunstnerforløb for 4. klasserne på Bavnehøj Skole d. 26/2 - 8/3 2024. Projektet omhandler, at eleverne skal prøve at være “professionelle billedkunstnere”, der har en udsmykningsopgave. Under forløbet laver eleverne et stort fælles og stedsspecifikt tekstilværk, som bliver en permanent del af skolens bibliotek. I slutningen af forløbet indvies værket med en fernisering, hvor eleverne kan præsentere deres værk med egne ord for skolen, lærere og forældre. Der udfærdiges et skilt med titel, årstal og børnenes navne og sponsorere (herunder Lokaludvalget Kgs. Enghave). Målet med forløbet er at lade eleverne formidle sit eget syn på at være barn i dag.
Socialudvalget indstiller en bevilling på fuld støtte. Udvalget finder at ansøgningen er gennemarbejdet og realistisk, og mener det er et godt projekt.
Ad 14) Ansøgning fra Sydhavnstippen Naturpleje til projektet ”Arbejdsdage i 2024 på Sydhavnstippen”. Der er søgt om et beløb på 19.500 kr. Der er indstillet en bevilling på delvis støtte med beløbet 15.500 kr.
Sydhavnstippen Naturpleje ved Lone Ørskov søger om 19.500 kr. til at dække udgifter i forbindelse med ”Arbejdsdage i 2024 på Sydhavnstippen”, der afholdes hver søndag hele året med 3-5 deltagere. Dertil er støtten målrettet 5 større anlagte arbejdsdage i vækstsæsonen (14. april, 28. april, 26. maj, 09. juni og 18. august), hvor der rækkes bredt ud til lokale i Sydhavn gennem annoncering på sociale medier for at styrke opmærksomheden på Sydhavnstippens natur og fællesskab - her forventes 50 deltager pr. gang. Naturplejen består af høslæt, bekæmpelse af invasive arter, intensive forsøg med beskæring af bjergrør-hvenen med mere.
Bymiljøudvalget indstiller til en delvis bevilling på 15.500 kr. Det er en ansøgning, der går til et godt formål og understøtter lokaludvalgets arbejde. Der trækkes 4000 kr. fra, da det vurderes, at 5000 kr. til annoncering er for højt sat.
Ad 15) Ansøgning fra Sydhavnstippen Naturpleje til projektet ”Udstilling af sommefugle- og insektbilleder fra Tippen på biblioteket”. Der er søgt om et beløb på 3.194 kr. Der er indstillet en bevilling på fuld støtte.
Sydhavnstippen Naturpleje ved Lone Ørskov søger om 3.194 kr. til at dække udgifter i forbindelse med ”Udstilling af sommerfugle- og insektbilleder fra Tippen på biblioteket" i marts 2024. Ansøger ønsker i samarbejde med Sydhavn Bibliotek at vise billeder af sommerfugle og insekter taget på Sydhavnstippen i årene 2022 og 2023. Billederne er taget af lokalfotograf Ole Falk og vises på loop via skærme indenfor og ved projektering udenfor samt som 8 indrammede billeder i foyeren i Karens Minde Kulturshus. I tillæg planlægger ansøger en krea-aktivitet for børn og voksne, hvor en plakat af sommerfugle på Sydhavnstippen bruges. Plakaten uddeles gratis på biblioteket og fungerer både til kreativt brug i hjemmene og den offentlige aktivitet – såvel som PR-virkemiddel.
Bymiljøudvalget indstiller en bevilling på fuld støtte. Fin ansøgning. Særligt fint, at de vil dele gratis plakater ud. Der skal dog ske en opfølgning på tidspunktet for udstillingen.
Løsning
Lokaludvalget behandler ansøgningerne og beslutter, om indstillingerne fra BMU, SU og KU skal følges.
Økonomi
Til disposition i Kgs. Enghavepuljen: 832.107 kr.
Der er indstillet bevillinger for: 278.994 kr.
Rest i Kgs. Enghavepuljen, hvis alle indstillinger følges: 553.113 kr.
Videre proces
Sekretariatet sender afgørelserne til ansøgerne snarest efter mødet.
Beslutning
Lokaludvalget godkendte alle indstillinger, bortset fra indstilling nr. 8) som af Jan Fønss blev løftet op som A-sag i forbindelse med punktet om godkendelse af dagsordenen.
Jan Fønss anførte, at det gavlmaleri, ansøgningen vedrører, af lokaludvalget for nogle år siden blev indstillet til at være en del af Københavns Kommunes kultur-kanon "Byens Sjæl". Værket blev shortlistet til at være blandt de 50 værker, som af kommunen blev en del af Byens Sjæl. Under henvisning hertil, indstillede Jan, at ansøgningen blev tildelt fuld støtte.
Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget om fuld støtte.
Ingen stemte imod
Flemming og Steen undlod at stemme.
Alle øvrige medlemmer stemte for ændringsforslaget, som blev vedtaget.