Mødedato: 21.11.2024, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus

B-sag Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen 2024

Der er modtaget 2 ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen 2024 til behandling som B-sager på dette møde.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at ansøgningen fra Kind of Opera til koncerten "Orgeldrømme" støttes med det fulde beløb på 20.000 kr.

2. at ansøgningen fra Rikke Stiig til projektet "En fortælling om en mor" støttes med det fulde beløb på 5.000 kr.

Problemstilling

Begge ansøgninger er behandlet af Kulturudvalget (KU).

 

Ad 1) Orgeldrømme. der er søgt 20.000 kr. og indstillet 20.000 kr.

Kind of Opera har søgt om 20.000 kr. i støtte til koncerten Orgeldrømme, der afholdes i Frederiksholm Kirke den 13. december. De optrædende i koncerten er organisten David Bendix Nielsen samt kunstnerkollektivet Vertigo og den elektroakustiske kunstner Mads Emil Nielsen.

Koncerten er designet til at samle borgere på tværs af Sydhavnens boligområder og skabe en fælles oplevelse, der fremmer dialog og netværk i lokalsamfundet. Ved at aktivere Frederiksholm Kirke som en ramme for kunstneriske oplevelser åbner vi dørene for nye brugere af kirkerummet, som måske ikke tidligere har haft adgang til eller interesse i orgelmusik. Koncerten er støttet af Sydhavn Provsti.

KU indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb.

 

Ad 2) En fortælling om en mor.

Rikke Stiig, som er indehaver af Den Lille Keramikskole på Mozartsvej søger om 5.000 kr. i støtte til at afholde en oplæsningseftermiddag med Kirsten Thorups to bøger "Lille Jonna" og "Den Lange Sommer" som fokus. Målgruppen er især kvinder over 30 år men begivenheden er åben for alle, og formålet er at skabe en debat over kvinderollen i dag.

Ansøgeren mener, at dette projekt egner sig godt til Kgs Enghave lokalområde. For det første fordi at oplæsning er begyndt at blive det nye sort. Det er en kvindehistorie som de fleste kan genkende. Det vil passe rigtig godt lige præcis til keramikværkstedets lokaler.

KU indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb.

Løsning

Ansøgningerne er indstillet som B-sager, og er dermed godkendt, medmindre de rejses som A-sager under punktet Godkendelse af dagsordenen.

Økonomi

Der er søgt for 25.000 kr. og indstillet for 25.000 kr. Beløbet tages fra Kgs. Enghavepuljen 2024.

Rest i kgs. Enghavepuljen, hvis begge indstillinger følges: 49.542 kr.

Beslutning

Alle indstillinger blev godkendt som B-sager.
Til top