Mødedato: 21.05.2015, kl. 19:00
Mødested: Loftet, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 3. sal, 2450 København SV

Karens Dag den 29. august 2015

Karens Dag afholdes i år lørdag d. 29. august.
Kgs. Enghave Lokaludvalg har tradition for at deltage på dagen. Lokaludvalget skal beslutte, om udvalget vil deltage igen i år, hvad der i så fald skal ske samt finansiering.

Indstilling og beslutning

Forretningsudvalget indstiller

1. At Kgs. Enghave Lokaludvalg beslutter at deltage på Karens Dag d. 29. august 2015.

2. At Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter, hvilke aktiviteter udvalget ønsker på dagen.

3. At Kgs. Enghave Lokaludvalg afsætter et rammebeløb på 10.000 kr. til aktiviteter på dagen af Borgerinddragelsespuljen.

4. At Kgs. Enghave Lokaludvalg bemyndiger relevante lokaludvalgsmedlemmer i samråd med sekretariatet til at planlægge de nærmere detaljer for dagen.

5. At medlemmer af Kgs. Enghave Lokaludvalg melder sig til at deltage i udvalgets aktiviteter på dagen.

Problemstilling

Kgs. Enghave lokaludvalg har tradition for at deltage på Karens Dag, som er en kulturel aktivitetsdag med foreninger og lokale aktører fra Sydhavnen, der foregår i og omkring Karens Minde Kulturhus. Aktiviteterne foregår primært mellem kl. 12-16 med efterfølgende musik og mad i området.  Karens Dag er en oplagt mulighed for Lokaludvalget til, at synliggøre Lokaludvalget, dets arbejde og høre Sydhavnens borgere og brugere om, hvad de gerne vil med deres bydel. Lokaludvalget har de sidste par år sat fokus på et tema, som udvalget var særlig opmærksomme på det pågældende år. Forrige år var det således Tippen, og sidste år var der fokus på sund mad og skolebørn og på borgerdialogen i forbindelse med de mange igangværende tiltag i Sydhavnen, herunder områdefornyelsen og Metro til Sydhavnen.

Der er mange muligheder og temaer, der kunne synliggøres. Det kunne f.eks. være projektet om Sikker Skolevej og fortsat fokus på Metro til Sydhavnen, f.eks. oprettelse af midlertidige pladser til erstatning for Mozarts Plads.

Da indstillingen ikke har været forbehandlet i noget fagudvalg, foreslår sekretariatet at der afsættes et rammebeløb på 10.000 kr., som kan bruges til aktiviteter, evt. et honorar, forplejning og annoncering i f.m. Karens Dag. Sidste år brugte Lokaludvalget 8.000 kr. til aktiviteter og lidt snack-forplejning, men alt efter hvad det endelige program for dagen besluttes at være, er det oplagt, at afsætte penge til lidt luft for gode ideer. Ubenyttede midler vil tilbageføres til Borgerinddragelsespuljen.

Løsning

Lokaludvalget godkender indstillingen.

Økonomi

De 10.000 kr., der indstilles afsat som rammebeløb, kan tages fra Borgerinddragelsespuljen, som på nuværende tidspunkt er på 33.379 kr.

Beslutning


ad 1. at punkt - Lokaludvalget besluttede uden afstemning at deltage i Karens Dag igen i år.
ad 2. at punkt - Joan foreslog at Metro til Sydhavnen skulle være et tema. Ann foreslog projekt Sikker Skolevej, hvis det passer tidsmæssigt med høringsfasen. Brian foreslog et tema om genbrugsstationen. Der var opbakning til de foreslåede temaer, men da emnet skal drøftes igen på juni mødet i lokaludvalget, blev det besluttet først at fastlægge temaerne endeligt på det kommende møde.
ad 3. at punkt: - Lokaludvalget godkendte uden afstemning at afsætte et rammebeløb på 10.000 kr. fra Borgerinddragelsespuljen til arrangementet.
ad 4. at punkt - Lokaludvalget bemyndigede uden afstemning FU + andre interesserede til i samarbejde med sekretariatet at planlægge dagen
ad 5. at-punkt: - Lokaludvalget besluttede uden afstemning at give medlemmerne frist til juni-mødet til at tilmelde sig.

Der skal være balloner
Til top