Mødedato: 21.03.2024, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde

Beslutning om at afsætte midler til 2 af lokaludvalgets egne projekter

Se alle bilag
Kgs. Enghave Lokaludvalg skal afsætte midler til projekterne "Biodiversitetsdag på Karens Minde" og "Sydhavnsprisen".

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget afsætter 4.500 kr. fra Borgerinddragelsespuljen  til kommunikation af Sydhavnsprisen

2. at lokaludvalget afsætter 6.850 kr. af Borgerinddragelsespuljen som buffer til projektet "Biodiversitetsdag på Karens Minde"

Problemstilling

ad 1) Kommunikation af Sydhavnsprisen

For at nå ud til så mange borgere som muligt om indstilling af modtagere til Sydhavnsprisen, ønsker Forretningsudvalget, at der afsættes midler til print af 1.000 flyers og 50 plakater, der skal uddeles og hænges op i Sydhavnen for at oplyse borgerne om muligheden for at indstille kandidater til Sydhavnsprisen. 

Lokaludvalget besluttede på sit møde i november 2023 at afsætte 9.000 kr. til Sydhavnsprisen, fordelt på 7.500 kr. til prismodtagere,1.200 kr. til blomsterbuketter samt 300 kr. til rammer til diplomer. Sekretariatet har indhentet et tilbud for print af informationsmateriale på ca. 4.000 kr. dertil skal lægges ca. 500 kr. for oprettelse af QR-koder i materialet.

 

Ad 2) Buffer på 6.850 kr. til projektet "Biodiversitetsdage på Karens Minde"

I april måned er det planlagt at holde 2 biodiversitetsdage på Karens Minde.

Målet er at styrke biodiversiteten i Sydhavnen ved at tilbyde viden, der kan omsættes til praksis, konkrete værktøjer og et lokalt fællesskab om en lille byhave, så projektet kan leve videre – og Sydhavnen med tiden i fællesskab kan blive inspireret til at blive vildere!

 

I den forbindelse er der planlagt to dage, hvor folk mødes i fællesskab og skaber noget sammen. Der skal bygges plantekasser sammen med kunstneren Christian Liljedahl.

Plantekasserne bliver til en lille byhave ved Karens Minde, hvor folk fremover kan slå sig ned og nyde eftermiddagssolen. Der skal lyttes til foredrag med biologen, Signe Schrøder om, hvordan man selv kan styrke biodiversiteten i byen på få kvadratmeter i fx baggårde, en altankasse eller lignende. Ligesom der skal lyttes til professor i makroøkologi, Jens-Christian Svenning, rammesætte temaet for arrangementet, når han fortæller hvorfor en styrkelse af biodiversiteten er så vigtig. Iben Munch Thomsen vil være tovholder for en frivilliggruppe, der fremover vil pleje planterne, og gartner, August Hinke, vil sammensætte en bred skare af planter, så det styrker den biologiske mangfoldighed. Og så inviteres der til premiere på ”Musik for uddøde fugle, et requeim” af Jacob Ivarsson, en fire-spors ambient lydinstallation komponeret af sange fra fugle som i nyere tid er uddøde (som Kgs. Enghave Lokaludvalg har støttet).

 

Kgs. Enghave Lokaludvalg står for oplægsholder + frøposer til uddeling. Der er budgetteret med 6850 DKK til dette formål.

Børnenes Dyremark (samarbejde med Kgs. Enghave Lokaludvalg) har ansøgt biodiversitetspuljen i Københavns Kommune om 6850 DKK. Såfremt der gives afslag på ansøgningen, ønskes der en tildeling af en underskudsgaranti på 6850 DKK til formålet fra Kgs. Enghave Lokaludvalg under ’egne projekter’, så det sikres at lokaludvalgets del af aktiviteterne kan gennemføres.

 

Der henvises til vedlagte projektskabelon for en nærmere beskrivelse af projektet.

Løsning

Lokaludvalget afsætter 4.500 kr. til kommunikation af Sydhavnsprisen og 6.850 kr. som buffer til biodiversitetsdagene på Karens Minde, såfremt dette projekt ikke opnår støtte fra Københavns Kommunes biodiversitetspulje, der er ansøgt.

Begge beløb tages fra Lokaludvalgets Borgerinddragelsespulje.

Økonomi

Lokaludvalget besluttede på sit møde i november et budget for puljemidlerne, hvor der indgår en pulje til lokaludvalgets borgerinddragende aktiviteter på 30.000 kr. (Borgerinddragelsespuljen).

Der er endnu ikke afsat midler fra Borgerinddragelsespuljen.

Der vil være 18.650 kr. til rest i Borgerinddragelsespuljen, hvis lokaludvalget godkender begge at-punkter.

 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte begge at-punkter.
Til top