Mødedato: 21.03.2024, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde

Ønsker til faglig sparring med Teknik- og Miljøforvaltningen og Socialforvaltningen til Budget 2025

Se alle bilag
Kgs. Enghave Lokaludvalg skal beslutte, hvilke ønsker til faglig sparring til Budget 2025, der skal sendes til Teknik- og Miljøforvaltningen og Socialforvaltningen

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget godkender vedlagte breve til Teknik- og Miljøforvaltningen og Socialforvaltningen om faglig sparring vedrørende lokaludvalgets foreløbige budgetønsker.

Problemstilling

Sidste år forsøgte Teknik- og Miljøudvalget sig med en ny proces for Lokaludvalgenes budgetønsker, hvor Teknik- og Miljøudvalget sammen drøftede Lokaludvalgenes ønsker og besluttede, hvilke ønsker de ville henvise til budgetforhandlingerne.

Teknik- og Miljøudvalget vil gerne gentage processen for Lokaludvalgenes ønsker til Budget 2025. Det betyder, at de på Teknik- og Miljøudvalgets budgetseminar den 10. juni 2024 vil drøfte Lokaludvalgenes budgetønsker og som udvalg beslutte, hvilke de vil henvise til forhandlingerne om Budget 2025.

Procesbeskrivelse:

  • Senest 22. marts: Lokaludvalgenes foreløbige indmelding af budgetønsker til forvaltningen, såfremt lokaludvalgene ønsker faglige sparring med forvaltningen.
  • Senest 5. april: Lokaludvalgene modtager inputs fra forvaltningen på de ønsker, som er meldt ind.
  • Senest 2. maj kl. 10.00: Lokaludvalgenes frist for at indsende ønsker.
  • 2.-31. maj: TMF udarbejder katalog med alle lokaludvalgenes budgetønsker
  • 31. maj: Katalog med beskrivelse af budgetønsker fra lokal-udvalgene publiceres for TMU og udsendes til lokaludvalgene til orientering
  • 10. juni: TMU afholder budgetseminar. Udvalget prioriterer de budgetønsker, som de vil henvise til forhandlingerne om Budget 2025. Udgangspunktet er et flertal i udvalget. Dog kan enkeltpersoner eller politiske partier bestille et budgetnotat.
  • 10.-17. juni: TMF udarbejder referat fra budgetseminaret
  • 17. juni: TMF orienterer lokaludvalgene om udvalgets prioriteringer på budgetseminaret
  • 17. juni – 30. august: TMF udarbejder budgetnotater på de af udvalget prioriterede budgetønsker
  • 2.-6. september: Forhandlinger om Budget 2025
  • 16. september: TMF orienterer lokaludvalgssekretærerne om, hvilke budgetønsker fra lokaludvalgene der er kommet med i aftalen om Budget 2025
  • 3. oktober: Borgerrepræsentationen vedtager budgettet

Forretningsudvalget foreslår, at lokaludvalget sender vedlagte brev til Teknik- og Miljøforvaltningen med ønsker om faglige sparring på nedenstående punkter. Der sendes et brev til Socialforvaltningen om ønske nr. 5:

  1. Forundersøgelse af Stibro over Sjællandsbroen ved Bådehavnsgade. Ønsket gælder både om der er tekniske forhindringer for placeringen af stibroen ved Bådehavnsgade samt finansieringen af stibroen.
  2. Trafikal helhedsplan for Sydhavnen som led i den trafikale helhedsplan for hele Københavns Kommune. Vil det være muligt at udarbejde en trafikal helhedsplan for Sydhavnen? Vi henviser til, at vores bydel er stærkt plaget af gennemkørende trafik på de store indfaldsveje, især Sjællandsbroen/Sydhavnsgade og Ellebjergvej/P. Knudsens Gade/Vasbygade samt den stigende trafik på grund af byudviklingen i den nye del af Sydhavnen.
  3. Budgetnotat på cykelsti på Stubmøllevej, der på nuværende tidspunkt ikke er sikker for cyklister. Vejen er adgangsvej til det gamle Sydhavnen, og på grund af sit forløb inviterer vejen til at bilister kører (for) stærkt på den lange, lige vej. Samtidig er der dårlige oversigtsforhold på grund af sideveje. Hayskolen er beliggende på Stubmøllevej.
  4. Opdatering af eksisterende budgetnotat om tilførsel af midler til lokaludvalgets varetagelse af miljøopgaven. Kgs. Enghave Lokaludvalg har ligesom Vesterbro Lokaludvalg og Indre By/Christianshavns Lokaludvalg fået midler til oprettelse af selvstændige sekretariater pr. 1. januar 2024. I dag er der penge i kommunens budget til lokaludvalgenes lokale miljøarbejde i 10 bydele, hvor Vesterbro og Kgs. Enghave ses som én bydel. Det betyder, at Kgs. Enghave Lokaludvalg og Vesterbro Lokaludvalg skal deles om én pulje til det lokale miljøarbejde. Kgs. Enghave Lokaludvalg foreslår, at Kgs. Enghave Lokaludvalg og Vesterbro Lokaludvalg hver får samme økonomi til det lokale miljøarbejde som de øvrige lokaludvalg. Der foreligger allerede et budgetnotat om dette ønske fra 2023. Vi ønsker at notatet fremskrives til 2025-tal.
  5. Budgetnotat om en forlængelse/permanentgørelse af den styrkede socialfaglige indsats på Den grønne Plads ved Hørdumsgade samt sikring af beliggenheden af pladsen. I forbindelse med Overførselssagen 2020/21 blev der tilført midler til en styrket socialfaglig indsats samt oprettelse af et byrum ved Hørdumsgade/Enghavevej for udsatte borgere. Midlerne udløber ved udgangen af 2024. Kgs. Enghave Lokaludvalg ønsker faglig sparring til, om det er muligt for Københavns Kommune enten at erhverve eller at indgå et langtidslejemål med Banedanmark, der ejer arealet. Pladsen er et godt tilbud til de udsatte borgere, der til daglig søger drikkefællesskab i Sydhavnens byrum, og som i første omgang slog sig ned på Anker Jørgensens Plads, da Mozarts Plads lukkede i sommeren 2018 som start på byggeriet af metroen til Sydhavnen. Kgs. Enghave Lokaludvalg ønsker at sikre pladsen i fremtiden. Der vil dog stadig være behov for en styrket socialfaglig indsats overfor pladsens brugere. Denne opgave varetages af SydhavnsCompagniet, og lokaludvalget ønsker, at der laves et budgetnotat på at indsatsen kan fortsætte.

Løsning

Lokaludvalget godkender vedlagte breve til Teknik- og Miljøforvaltningen samt til Socialforvaltningen for så vidt angår pkt. 5.

Økonomi

Intet

Videre proces

Sekretariatet sender de to breve den 22. marts 2024.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte de to breve til hhv. Socialforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen.
Til top