Mødedato: 21.03.2024, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde

B-sag Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen

Der er modtaget 12 ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen til behandling på dette møde

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg: .  

1. at Lokaludvalget yder fuld støtte til ansøgningen fra Senior Show til aktiviteten ”Afholdelse af 4 seniorkoncerter i Kgs. Enghave/Sydhavn” med et beløb på 20.157,36 kr.. Der er søgt om 20.157,36 kr.  

 

2. at Lokaludvalget yder fuld støtte til ansøgningen fra Sydhavn Bibliotek til aktiviteten ”Tegneserier, baggårdsbaroner og en anderledes vej til litteraturscenen” med et beløb på 10.000 kr. Der er søgt om et beløb på 10.000 kr.

 

3. at Lokaludvalget yder fuld støtte til ansøgningen fra Sydhavn Teater til aktiviteten ”Sydhavn Brænder” med et beløb på 30.000 kr. Der er søgt om et beløb på 30.000.  

 

4. at Lokaludvalget yder fuld støtte til ansøgningen fra Lu Vincent til aktiviteten ”Ord og Farver” med et beløb på 15.000 kr.. Der er søgt om et beløb på 15.000 kr. 

 

5. at Lokaludvalget yder fuld støtte til ansøgningen fra SydhavnsCompagniet til aktiviteten ”Kultur 24 i Det Gamle Posthus” med et beløb på 45.300 kr. Der er søgt om et beløb på 45.300 kr.

 

6. at Lokaludvalget yder fuld støtte til ansøgningen fra Copenhagen Concert Community til aktiviteten ”Klassisk og Rytmisk Musik på Samme Scene 2024” med et beløb på 30.000 kr. Der er søgt om et beløb på 30.000 kr. 

 

7. at Lokaludvalget yder delvis støtte til ansøgningen fra Ellebjerg Skolehave til aktiviteten ”Fællesspisninger og høstfest for børnefamilier” med et beløb på 15.000 kr. Der er søgt om et beløb på 22.000 kr.

 

8. at Lokaludvalget yder fuld støtte til ansøgningen fra Børnekulturstedet Karens Minde til aktiviteten ”KulturHolmen” med et beløb på 25.000. Der er søgt om et beløb på 25.000 kr. 

 

9. at Lokaludvalget yder fuld støtte til ansøgningen fra PARADOX til aktiviteten ”Mor og Maskinen – gratis scenekunst for børn i udsatte boligområder” med et beløb på 6.000. Der er søgt om et beløb på 6.000 kr.

 

10. at Lokaludvalget yder delvis støtte til ansøgningen fra Sydhavns Venner af 1. maj til aktiviteten ”Børneunderholdning til 1. maj 2024” med et beløb på 24.000 kr. Der er søgt om et beløb på 25.000 kr. 

 

11. at Lokaludvalget yder delvis støtte til ansøgningen fra Foreningen Sydhavnens Grønne Plads til aktiviteten ”Udsatte fællesskaber for tryg fremtid i Sydhavnen” med et beløb på 17.000 kr. Der er søgt om et beløb på 19.000 kr.  

 

12. at Lokaludvalget yder fuld støtte til ansøgningen fra Iben Munch Thomsen til aktiviteten ”Opstart af Karens Mindes Grønne Fællesskab” med et beløb på 10.000. Der er søgt et beløb på 10.000 kr.

 

Problemstilling

Ansøgning 1-6 er forbehandlet af Kulturudvalget, 7-11 er forbehandlet af Socialudvalget og 12 er forbehandlet af Bymiljøudvalget 

 

Ad 1) Ansøgning fra Senior Show til projektet ”Afholdelse af 4 seniorkoncerter i Kgs. Enghave/Sydhavn”. Der er søgt 20.157,36 kr. Der er indstillet til en bevilling på det søgte beløb. 

Senior Show ved musikerne Anne-Marie Streibig og Kristian Bach søger om støtte til at dække udgifterne i forbindelse med afholdelse af 4 koncerter i Kgs. Enghave. Disse skal foregå i de to ældreklubber Bavnehøj Seniorklub og Kvarterhusets ældreklub, i aktivitetscenter Højdevang Sogn Aktivitets- og Demenscenter og Verdishave plejecenter. Koncerterne arrangeres i samarbejde med personale og frivillige medarbejdere. De enkelte steder kan forud for koncerten vælge, hvilken musik de ønsker at opleve med Senior Show, og dermed have medbestemmelse i koncerten, hvilket ansøger har positive erfaringer med.  

 

Formålet er at skabe glæde og trivsel i hverdagen for bydelens ældre borgere, da det kan være svært for mange ældre mennesker tage ud i byen. Ansøgers har ikke afholdelsesdatoer på plads, da disse først planlægges med de pågældende fire ældreaktører, når svaret på ansøgningen foreligger.   

 

Kulturudvalget indstiller på baggrund af en opfølgning med ansøgeren angående antallet af sydhavnere tilknyttet Højdevang Sogn Aktivitets- og Demenscenter beliggende på grænsen til Kgs. Enghave i Valby, at ansøgningen modtager fuld støtte på betingelse af at alle fire koncerter afholdes som beskrevet og hos pågældende aktører for Kgs. Enghaves ældre borgere.   

 

Ad 2) Ansøgning fra Sydhavn Bibliotek til projektet ”Tegneserier, baggårdsbaroner og en anderledes vej til litteraturscenen”. Der er søgt om et beløb på 10.000 kr. Der er indstillet til en bevilling på det søgte beløb. 
 

Sydhavns Bibliotek søger 10.000 kr. til at gennemføre arrangementet ”Tegneserier, baggårdsbaroner og en anderledes vej til litteraturscenen” d. 30. maj (foreløbig dato). Arrangementet består af besøg af det prisvindende forlag, Baggårdsbaroner, i form af redaktør, Onkel Hawaii, og to af forlagets tegneserieskabere, Gabriel Tiedt Lange og Patrick Steptoe. Arrangementet vil bestå af oplæsninger fra tegnerne og en fortælling om forlagets tilblivelse. Baggårdsbaroner er et nytænkende forlag i Danmark, der dyrker det outrerede og undergrundsagtige, og ansøger lægger vægt på at forlaget inviteres med for at publikum kan høre om de mange overvejelser, man som lille forlag må gøre sig, for i sammenspil med kunstnerne at skabe et unikt og alternativt udtryk på den danske litteraturscene. Ca. 40 publikummer forventes.  

Kulturudvalget indstiller på baggrund af ansøgningen til en bevilling på fuld støtte.  

 

Ad 3) Ansøgning fra Sydhavn Teater til projektet ”Sydhavn Brænder”. Der er søgt om et beløb på 30.000 kr. Der er indstillet til en bevilling på det søgte beløb. 

Sydhavn Teater søger om 30.000 kr. til at dække udgifter forbundet med forestillingsprojektet ”SYDHAVN BRÆNDER”. Forestillingen handler om og spilles af en gruppe lokale borgere, som alle har tilfælles at de brænder for en bedre verden, som ansøger vil finde igennem en række gratis rekrutteringsworkshops i Karens Minde og på Dansetippen. Ansøgeren har inviteret en den prisbelønnet Islandsbaseret kunstnerduo bestående af koreograf Ásrún Magnúsdóttir og dramaturg Alexander Roberts til bydelen, da de har en anerkendt praksis for at skabe borgerinddragende scenekunstneriske værker af højeste kvalitet ud fra interessen i at synliggøre almindelige borgeres ’usynlige danse’. Teatrets mål er samle lokale frivillige på scenen og blandt publikum, med så stor diversitet som muligt, men også ved at samle borgere fra de forskellige kvarterer i Sydhavn, for på den måde at skabe et værk, der bygger bro i, og skaber identitet, for bydelen. Forestillingen spiller 4.-12. juni på Østre Kapel som en del af CPH Stage og eksponeres også herigennem.  

 

Kulturudvalget indstiller på baggrund af ansøgningen til en bevilling på fuld støtte.   

 

  

Ad 4) Ansøgning fra Lu Vincent til projektet ”Ord og Farver”. Der er søgt et beløb på 15.000 kr. Der er indstillet til en bevilling på det søgte beløb. 

Atelier Vincent søger 15.000 kr. i støtte til at dække udgifter i forbindelse med deres forårsfejrende arrangement Ord og Farver, der vil vise poesi, kunst og musik af høj kunstnerisk kvalitet. Ansøger åbner atelieret for offentligheden med gratis adgang, så publikum kan opleve det gamle bådhus, der er omdannet til et atelier til en dag med 14 gæstende kunstnere indenfor et bred genre af kunst. Det foregår d. 14. april i Bådehavnsgade 47. Ansøgeren vil annoncere bredt for begivenheden via plakater og sociale medier.  

Kulturudvalget indstiller på baggrund af ansøgningen til en bevilling på fuld støtte. Ansøger opfordres til i fremtiden at være mere opmærksom på Lokaludvalgets puljeguide med henblik på en mere uddybende beskrivelse og tydelig fremstilling af sine projekter.  

 

Ad 5) Ansøgning fra SydhavnsCompagniet til aktiviteten ”Kultur 24 i Det Gamle Posthus”. Der er søgt om et beløb på 45.300 kr. Der er indstillet til en bevilling på det søgte beløb. 

SydhavnsCompagniet søger 45.300 kr. i støtte til at dække udgifter i forbindelse med deres kulturprogram/arrangementsrække bestående af 8 events for 2024 i Det Gamle Posthus. Formålet med projektet er at tilbyde kulturelle oplevelser for de borgere i Sydhavnen som ikke gør brug af de andre tilbud, der er i bydelen eller den øvrige del af byen. ”Det Gamle Posthus” har gennem det seneste 1½ år opbygget en stor kunde- og brugerkreds, og der er ifølge ansøger efterspørgsel på arrangementer med et kulturelt indhold. Ansøger har med afsæt i feedback’en fra sidste års ansøgning indhentet tilsagnerklæringer fra flere profilerede personligheder (f.eks. filminstruktør Per Fly) for at understøtte kvaliteten i projektet. Ydermere understreger ansøger, at en del af projektets sigte er, at integrere borgere fra de forskellige samfundslag i både det gamle og nye Sydhavnen og ikke mindst bydelens nye ukrainske tilflyttere i noget man kan være fælles om. Ca. 25-40 publikummer forventes til hvert event.  
 

Kulturudvalget indstiller ansøgningen til fuld støtte på baggrund af ansøgningen og eftersendte nye budget.  

  

Ad 6) Ansøgning fra fra Copenhagen Concert Community til aktiviteten ”Klassisk og Rytmisk Musik på Samme Scene 2024”. Der er søgt om et beløb på 30.000 kr. Der er indstillet til en bevilling på det søgte beløb. 

Copenhagen Concert Community søger 30.000 kr. i støtte til at dække udgifter i forbindelse med deres koncertrække ”Klassisk og Rytmisk Musik på Samme Scene 2024”. Ansøger planlægger 3 koncerter på Karen Minde Kulturhus med et format hvor klassisk musik får spillerum i et koncertforløb med rytmisk musik, og således bliver præsenteret og indgår i sammenhæng med punk, indie, folk, r&b, jazz eller elektronisk musik til den samme koncert. 

Ansøger ønsker at bringe den klassiske musik ud til et voksent publikum, der ikke plejer at høre klassisk musik og som her mødes af en ny lytte-oplevelse. Formatet er gennemprøvet og har kørt succesfuldt hvert år siden 2019. Der forventes ca. 50 publikummer pr. koncert.  

Kulturudvalget indstiller ansøgningen til fuld støtte på baggrund af ansøgningen, og mener det er positivt med tilgængelighed til klassisk musik. Ansøger opfordres til at gøre større reklame for arrangementerne fra både arrangørs og samarbejdspartners side for at hverve flere deltagere til projektet end det forventede.  

 

Ad 7) Ansøgning fra Ellebjerg Skolehave til projektet ”Fællesspisninger og høstfest for børnefamilier”. Der er søgt et beløb på 22.000 kr. Der er indstillet til en bevilling på delvis støtte på beløbet 15.000 kr. 

Ellebjerg Skolehave søger om 22.000 kr. i støtte at dække udgifter i forbindelse med etablering af frivilligkoncept for børnefamilier i Sydhavn. Det planlægges, at man hver 2. uge i sommerhalvåret fra primo maj til ultimo september, som familier til børn med egen skolehave fra 0. og 3. klasse, kan mødes og hænge ud, mens der vandes, luges og høstes afgrøder fra haven. Ansøger vil som led i denne frivilligaktivitet bruge midler til fællesspisninger (slut maj og juni) og høstfest (slut august) med fokus på bæredygtige fødevarer og måltider fremstillet i samarbejde med elever og deres forældre og bedsteforældre. Konceptet er inspireret af det frivillige fællesskab hos Østergro tagfarm, hvor frivillige ugentligt deltager I havearbejdet og slutter af med et fællesmåltid i grønne rammer, hvor der er lejlighed til at danne netværk og fællesskaber. Det forventes at ca. 50 deltager i hver af fællesspisning og ca. 100 til høstfesten. 200 i alt.  

 

Et forventet resultat er øge adgangen til og læringen om lokal bynatur såvel som bæredygtige fødevarer og måltider. Ellebjerg Skolehave er en del af foreningen Københavns Skolehaver. 

 

Socialudvalget indstiller ansøgningen til en delvis bevilling på 15.000 kr. Støtten er betinget af, at højest 7.000 kr. anvendes til løn til ansøger. Udvalget vil gerne sikre sig, at støtten primært dækker udgifterne til maden og ingredienserne forbundet med fællesmiddagene og høstfesten. Begrundelsen for udvalgets delvise støtte findes i, at det i udvalgets optik er muligt og positivt for projektet at få hjælp fra frivillige til bordopstilling mv. Derfor mener udvalget, at en for stor del af det ansøgte beløb går til honorar til ansøger. 

 

Ad 8) Ansøgning fra Børnekulturstedet Karens Minde til projektet ”KulturHolmen”. Der er søgt om 25.000 kr. Der er indstillet til en bevilling på det søgte beløb. 

Børnekulturstedet Karens Minde søger om 25.000 kr. til at dække udgifter forbundet med at fortsætte liv og aktiviteter i det midlertidige udendørs kulturhus ved Kirkeskibet på Teglholmen, som ansøger i efteråret 2023 indrettede sammen med Sydhavn Sogn for børn og unge. Pladsen står tom frem til, at Sognet skal bygge en ny kirke i 2025. Ansøger har i efteråret og vinteren samlet beboere fra de nye dele af Vesterbro og Sydhavnen til en række arrangementer og workshops, som nu ønskes fortsat ind i forår, sommer og sensommer i 2024. Dette i form af  

aktiviteter i relation til vandet og naturen. F.eks. ved at bygge og passe plantekasser, undersøgelser af vandplanter, tang og spiselige planter m.m.  

 

Ansøger vil invitere lokale foreninger, organisationer og kunstnere som arbejder med børn og unges fritid til at bistå aktiviteterne: F.eks. Søspejderne, keramikworkshoppen ContainerClay, Ocean Lab og Haveje. Til dato har ansøger haft besøg af Clorofille, Container Clay og Kgs. Enghave Lokaludvalg og etableret en vandlegeplads på pladsen. Ansøger ønsker med KulturHolmen at styrke målsætningen om at skabe sammenhæng og møder mellem boligområderne i bydelen.  

 

Socialudvalget indstiller på baggrund af ansøgningen til en bevilling på fuld støtte. 

 

Ad 9) Ansøgning fra PARADOX til projektet ”Mor og Maskinen – gratis scenekunst for børn i udsatte boligområder”. Der er søgt et beløb på 6.000 kr. Der er indstillet til en bevilling på det søgte beløb. 

PARADOX Teater søger om 6.000 kr. i støtte til at kunne spille deres musikalsk komedie-forestilling MOR OG MASKINEN fire gange gratis i Kgs. Enghave i maj/juni. Tre gange på tre forskellige lokale skoler for de 9-13-årige og en gang i eftermiddagstimerne for familier, der skal bestille en gratis billet. I alt ca. 400 publikummer fra området. MOR OG MASKINEN er ifølge ansøger en absurd og humoristisk historie om samfundskriser, Danmarks retur-pant-system og fattigdom i Danmark. En flaskeautomat er omdrejningspunktet i forestillingen. Ansøger prøver at behandle emner som fattigdom, kriser og genbrug for børn på en måde de genkender, og med stor interaktivitet. Ansøger oplever, at deres forestilling skaber dialog om sociale klasser og affaldssortering og dertil fremdyrker solidaritet.   

 

Formål er at tilbyde forestillingen gratis til mennesker i områder, som sjældent har ressourcer til at købe teater, men hvor det publikum, som måske får mest ud af denne forestilling, findes. 

 

Socialudvalget indstiller på baggrund af ansøgningen til en bevilling på fuld støtte på betingelse af, at ansøger opfører fire forestillinger som beskrevet i ansøgningen og inden for Kgs. Enghaves bydelsgrænser. 

 

Ad 10) Ansøgning fra Sydhavns Venner af 1. maj til projektet ”Børneunderholdning til 1. maj 2024”. Der er søgt et beløb på 25.000 kr. Der er indstillet en bevilling på delvis støtte på beløbet 24.000 kr. 

Sydhavnens Venner af 1. maj søger om 25.000 kr. til at dække udgifter forbundet med projektet ”Børneunderholdning til 1. maj 2024”. Projektet finder sted ved omgivelserne af Karens Minde 1. maj 2024 og er en tilbagevendende tradition i Sydhavn, som er vokset år efter år. Ifølge ansøger tiltrækkes borgere i alle aldre og fra både ’det nye’ og ’det gamle’ Sydhavn til arrangementet. Ansøger har siden begivenhedens begyndelse stået for at arrangere og planlægge dagen som et børne- og familievenligt arrangement, hvorfor der er et særskilt fokus på at tilbyde specielle kulturelle oplevelser for områdets børn. Ansøger vil således igen i år have cirkus og kamelridning, som er budgetposterne, der specifikt søges dækket. Ansøger lægger vægt på, at det udelukkende er frivillige kræfter, der planlægger og arrangerer dagen. 200 børn forventes til cirkus og 50 forventes at ride på kamel.  

 

Socialudvalget indstiller på baggrund af ansøgningen til en delvis bevilling med et beløb på 24.000 kr. til at dække udgifterne forbundet med cirkus og kamelridning. Begrundelsen for nedjusteringen af støtten skyldes, at der ikke kunne findes tydeligt budgetteret behov for de sidste 1000 kr.  

 

 

Ad 11) Ansøgning fra Foreningen Sydhavnens Grønne Plads til aktiviteten ”Udsatte fællesskaber for tryg fremtid i Sydhavnen”. Der er søgt om et beløb på 19.000 kr. Der er indstillet en bevilling på delvis støtte på beløbet 17.000 kr

Foreningen Sydhavnens Grønne Plads søger 19.000 kr. i støtte til at dække udgifter i forbindelse med deres arbejde for at skabe en fortsat konstruktiv udvikling omkring alkoholfællesskaberne, som tager ophold i det offentlige rum i bydelen - særligt med fokus på Sydhavnens Grønne Plads ved Hørdumsgade Sydhavnen/Kgs. Enghave. Ansøger vil forebygge tumult og understøtte fællesskaberne positivt via konstruktive aktiviteter og dialog igennem foreningen: at have noget at være sammen om som ikke er alkoholen. Ansøger finder det vigtigt, at man fortsat har fokus på Sydhavnens Grønne Plads og dennes eksistens og betydning, når Metroen og derved Mozarts Plads genåbner, og derfor ønsker ansøger fortsat at afholde arrangementer på Sydhavnens Grønne Plads – såvel som at arrangere ture/udflugter (f.eks. til Arbejdermuseet, Tun-spot i Øresund m.v.). Ansøger forventer ml. 10-35 deltagere pr. aktivitet.  

 

Socialudvalget indstiller på baggrund af ansøgningen og eftersendt revideret budget til en delvis bevilling med et beløb på 17.000 kr., da det ikke var tydeligt for udvalget, hvad ”fremme udvikling af frivillige og foreningsarbejde” konkret dækker som udgiftspost. Det er en betingelse for støtten, at der afholdes 6 udflugter og minimum 6 arrangementer.  

 

Ad 12) Ansøgning fra Iben Munch Thomsen til projektet ”Opstart af Karens Mindes grønne fællesskab”. Der er søgt et beløb på 10.000 kr. Der er indstillet til en bevilling på det søgte beløb. 

 

Ansøger søger 10.000 kr. støtte til at dække udgifter forbundet med etableringen af en lille mini-have ved Karens Minde såvel et plejende lokalt fællesskab af frivillige i Sydhavnen under navnet ’Karens Mindes grønne fællesskab’. Formålet er at skabe fokus på biodiversitet et velbesøgt sted i bydelen. Ansøger vil i samarbejde med Christian Liljedahl lave en workshop, hvor lokale borgere, der holder af planter og urter, kan være med til at lave vores egne unikke plantekasser, hvor der senere skal sås planter i, der styrker biodiversiteten i lokalområdet. Plantekasserne er også en slags gave til Karens Minde ved at de skal danne fundament for at skabe en smuk lille grøn oase her. Ansøger vil efterfølgende stå for at være tovholder for de frivillige, som ventes at melde sig til løbende, så projektet kan leve videre. Workshoppen ventes afholdt d. 13. april med opfølgende plantedag d. 27. april. Ca. 10-25 deltagere forventes aktivt engageret.  

 

Bymiljøudvalget indstiller på baggrund af ansøgningen og sammenspillet til bydelsplanen til fuld støtte. 

Løsning

Lokaludvalget behandler ansøgningerne og beslutter, om indstillingerne fra BMU, SU og KU skal følges.

Økonomi

Til disposition i Kgs. Enghavepuljen: 528.113 kr.  

Der er indstillet bevillinger for: 247.457,36 kr. 

 

Rest i Kgs. Enghavepuljen, hvis alle indstillinger følges: 280.655,64 kr.   

 

 

 

Videre proces

Sekretariatet sender afgørelserne til ansøgerne snarest efter mødet. 

Beslutning

Lokaludvalget besluttede under dagsordenens pkt. 2 at løfte ansøgning nr. 1 og ansøgning nr. 10 op som A-sager til drøftelse i lokaludvalget.

Ad ansøgning nr. 1) På baggrund af lokaludvalgets drøftelser, frafaldt Hanne Mai et ændringsforslag om reduceret støtte. Indstillingen om fuld støtte blev godkendt uden afstemning.

Ad ansøgning nr. 10) Jan M gjorde lokaludvalget opmærksom på, at ansøgerne tilsyneladende havde overskud på salg ved sidste års arrangement. Lokaludvalget bad Sekretariatet om at undersøge, om der er udbetalt for meget puljestøtte til ansøgers tilsvarende arrangement i 2023. Der var ingen ændringsforslag til indstillingen, som blev vedtaget uden afstemning.

Alle andre indstillinger blev vedtaget som B-sager, dvs. som indstillet af arbejdsgrupperne.

Til top