Orientering om tilmeldinger til borgerpanel og drøftelse af den videre proces
Tidligere beslutninger
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
- at Kgs. Enghave Lokaludvalg tager orienteringen om status på sammensætningen af borgerpanelet og antallet af tilmeldinger til efterretning.
- at Kgs. Enghave Lokaludvalg bemyndiger de tre underudvalg til hver at udpege et medlem til en følgegruppe, der skal bistå sekretariatet med at udforme spørgsmål til borgerpanelet og efterbearbejde svarene.
Problemstilling
Den følgende status på tilmeldinger til borgerpanelet og dets sammensætning er foretaget d. 08/03/19. Der vil være en kort beskrivelse af opstartsprocessen samt nogle nøgletal over borgerpanelets sammensætning, der kan danne grundlag for drøftelsen af den videre proces med borgerpanelet. Ved sammenligninger af anden data, har jeg benyttet mig af data fra bydelsplanen og Danmarks Statistik. Det er ikke muligt i øjeblikket at bruge Københavns Kommunes statistikbank, da den er lukket indtil maj i år.
Processen:
Tilmeldingen til borgerpanelet gik i luften onsdag aften d. 27.02.19. Der blev sendt et invitationsbrev ud til alle Sydhavnens borgere over 15 år, der bor indenfor lokaludvalgsområdet. hvilket endte med at være ca. 15.000 borgere. I brevet var der et tilmeldingslink, der førte borgerne videre til en tilmeldingsside, der kører via SurveyXact. Ved tilmeldingen har borgerpanelsdeltageren angivet mail og en række baggrundsoplysninger. Der har fra lanceringen og fremadrettet været ført en promoveringskampagne på vores sociale medier og hjemmeside for at udbrede kendskabet til borgerpanelet. Dertil er der oprettet en permanent tilmeldingsside på vores hjemmeside, hvorfra folk kan tilmelde sig
KMD der administrerer e-boks meddelte efter udsendelsen af invitationsbrevene, at der har været nogle udfordringer med udsendelse af breve med links, da et øget sikkerhedsfilter kan blokere folk fra at kunne tilgå linket, hvis de ikke har opdateret deres browser. Dette har muligvis haft indvirkning på deltagerantallet, da nogen har mødt en blank tilmeldingsside, når de har forsøgt at tilgå linket via e-boks. Der blev i denne sammenhæng lavet en opfølgende kampagne på facebook og hjemmesiden for at imødegå disse borgeres problemer med at komme ind på tilmeldingssiden.
Antal tilmeldte
Hvis man medtager de borgere, der har givet nogen svar, er der 1153 borgerpanelsdeltagere, der har tilmeldt sig vores borgerpanel pr. 08.03.19 (altså lidt over 1 uge efter lancering). Erfaringen fra andre lokaludvalgs borgerpaneler er, at man regner med en deltagelse på ca. 5-10 % af de inviterede. Det vurderes fremadrettet, at Sydhavnens Borgerpanel med tiden kommer til at nå et godt stykke over 10 % af de 15.000, der er inviteret via e-boks.
De 24 % der blot står som ”distribueret” er borgere, der har klikket på linket uden at udfylde noget i tilmeldingen. Man må antage, at en markant del af de 24 % har været ramt af KMD's problemer med breve i e-boks. Det skal dog understreges, at man godt kan forvente, at en stor del af dem efterfølgende har fundet en anden vej til tilmeldingen igennem vores hjemmeside, da der kun er problemer med linket, hvis de tilgår det via e-boks. Dertil vises respondenter også som distribueret, hvis de har klikket på linket på vores hjemmeside uden at udfylde tilmeldingen, og her må man også antage, at der er en del.
Aldersgennemsnit og hvor lang tid borgerpanelsdeltagerne har boet i Sydhavnen:
Aldersspredningen er meget jævnt fordelt, hvor aldersgennemsnittet ca. er 45 år. Aldersgennemsnittet i København er ca. 36 år, så det er et stykke over gennemsnittet. Det er dog forventeligt, at aldersgennemsnittet i borgerpanelet er højere, da invitationsbrevene er sendt ud til borgere over 15 år - hvoraf de fleste der tilmelder sig er voksne - og derved bliver aldersgennemsnittet forhøjet af denne faktor. Aldersspredningen er som følger:
Der er en overvejende del af borgerpanelsdeltagerne, der er flyttet til Sydhavnen indenfor de seneste 5 år. Med nybyggeriet er det forventeligt, at der er relativt mange nytilflyttere i borgerpanelet. Der er dog stadig en del af borgerpanelet - 33 % - der har boet i Sydhavnen i mere end 10 år. Man må antage, at de fleste af dem bor i Det Gamle Sydhavnen eller Bavnehøj. Der kan ikke udregnes et egentligt troværdigt gennemsnit over, hvor lang tid folk har boet i Sydhavnen, da der er store værdimæssige udsving i tabellen. Se fordelingen nedenfor:
Indkomstniveau og uddannelsesniveau:
Størstedelen af borgerpanelet - 65 % - har et indkomstniveau på over 300.000, hvoraf flest har en indkomst mellem 300.000-500.000 kr. om året før skat. Landsgennemsnittet ligger på 294.000, så borgerpanelets gennemsnit ligger over landsgennemsnittet. De resterende 45 % af borgerpanelet ligger under de 300.000. Ifølge bydelsplanens opgørelse over indkomstniveauer fordelt på bydele, må man antage, at de fleste med et indkomstniveau over 300.000 kommer fra Holmene. I kan se fordelingen nedenfor:
I forhold til uddannelsesniveau er størstedelen af borgerpanelsdeltagerne veluddannede. 62 % af borgerpanelsdeltagerne har en mellemlang til en lang videregående uddannelse som den senest gennemførte uddannelse. De resterende fordeler sig primært på et erhvervsfagligt eller kort videregående uddannelsesniveau. Dertil er der også omkring 17 %, der har folkeskole eller gymnasium/handelsskole som senest færdiggjorte uddannelse.
Bopælstype og sammensætning af beboere på bopælene:
Der er 28 % af borgerpanelsdeltagere, der bor i ejerlejlighed, hvilket må antages at være fortrinsvis ude på Holmene. Dertil er der en mindre del - 17 % eller ca. hver sjette - der har en andelsbolig. Der er også en del - 44 % i alt - der enten bor til leje almennyttigt eller via privat udlejer. I kan se fordelingen nedenfor:
I forhold til andelen af børnefamilier udgør 23 % borgerpanelsdeltagerne børnefamilier med 1 eller flere børn. Af børnefamilierne er 13 % enlige forældre, der har 1 eller flere børn, mens de resterende har begge forældre boende (herunder er der nogle få større bofælleskaber med flere voksne og børn på samme bopæl). Det betyder også, at en overvejende del af borgerpanelsdeltagerne - 77 % - har svaret, at de ikke har børn boende på bopælen. Disse udgør både borgere, der har børn, der er flyttet hjemmefra og borgere, der ikke har fået børn. Nedenstående lagkagediagram viser hvor mange hjemmeboende børn, borgerpanelsdeltagerne har angivet at have boende:
Borgerpanelets interesser:
Ved tilmelding kunne borgerne vælge mellem forskellige emner, der interesserer dem i forhold til bydelen. Der er en stor del af borgerpanelsdeltagerne, der interesserer sig for byrum, grønne områder og lignende – altså, de fysiske rammer.
Derudover er der en jævn fordeling af emner, der interesserer borgerne, hvor forhold såsom kulturelle tilbud og handelsliv er vægtet relativt højt. Borgerpanelsdeltagerne kunne vælge max 3 emner. Se fordelingen nedenfor:
Den geografiske fordeling:
I tilmeldingen skulle borgerne inddele sig indenfor nogle forenklede geografiske områder, der inddelte lokaludvalgsområdet i 3 dele - se ovenfor.
Da Københavns Kommunes statistikbank er lukket ned indtil maj, er det svært at sammenligne vores data med de gældende befolkningstal. Derfor kan man ikke på nuværende tidspunkt se om den geografiske fordeling afspejler Sydhavnens befolkningstal. Man kan dog nok antage - set i forhold til borgerpanelets indkomst- og uddannelsesniveau - at Holmene er overrepræsenteret i forhold til de områder, hvor indkomstniveauet er lavere.
Løsning
Kgs. Enghave Lokaludvalg tager orienteringen til efterretning.
Kgs. Enghave Lokaludvalg bemyndiger de tre underudvalg til hver at udpege et medlem til en følgegruppe til Borgerpanelet. Følgegruppen skal hjælpe sekretariatet med at udforme spørgsmål til borgerpanelset og bearbejde svarene samt fungere som sparringspartner for sekretariatet. Der vil kun blive udsendt spørgeskemaer til Borgerpanelet, når lokaludvalget har besluttet det.
Økonomi
Der er bevilliget 22.000 kr. til igangsættelsen og driften af borgerpanelet i 2019. Der er brugt 16.446 kr. til invitationsbreve via e-boks og 400 kr. til kampagne på de sociale medier. Dermed er der 5154 kr. til den videre drift af borgerpanelet.
Videre proces
Der planlægges eventuelle rekrutteringsindsatser overfor manglende målgrupper og planlægges fremtidige undersøgelser.
Beslutning
Lokaludvalget tog orienteringen til efterretning.
Lokaludvalget bemyndigede de tre udvalg til på april-mødet hver at finde et medlem til Borgerpanelarbejdsgruppen.