Mødedato: 21.03.2013, kl. 19:00
Mødested: Loftet, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 3. sal, 2450 København SV

Puljeansøgere

Alle indstillinger til puljeansøgninger for dette lokaludvalgsmøde fremgår af denne indstilling. De enkelte ansøgninger behandles hver for sig.

Indstilling og beslutning

Forretningsudvalget indstiller,

1. at Kgs. Enghave Lokaludvalg beslutter, om det vil følge Kulturudvalgets indstilling om at støtte ”Kulisser - et offentligt kunstprojekt" med en underskudsgaranti på 20.000 kr. af Kgs. Enghave Puljen.

2. at Kgs. Enghave Lokaludvalg beslutter, om det vil følge Kulturudvalgets indstilling om at støtte ”Jazz i Sydhavnen under jazzfestivalen” med en underskudsgaranti på 10.000 kr. af Kgs. Enghave Puljen.

3. at Kgs. Enghave Lokaludvalg beslutter, om det vil følge Kulturudvalgets indstilling om at støtte ”Elektronisk musik på Monster Times” med en underskudsgaranti på 5.000 kr. af Kgs. Enghave Puljen.

4. at Kgs. Enghave Lokaludvalg beslutter, om det vil følge Kulturudvalgets indstilling om at støtte ”Kendskab, formidling og udbredelse af ny bog "Dreng i Sydhavnen" med en underskudsgaranti på 10.000 kr. af Kgs. Enghave Puljen.

5. at Kgs. Enghave Lokaludvalg beslutter, om det vil følge Socialudvalgets indstilling om at støtte ”Frivillighedsfestival 2013” med en underskudsgaranti på 10.000 kr. af Kgs. Enghave Puljen.

6. at Kgs. Enghave Lokaludvalg beslutter, om det vil følge Socialudvalgets indstilling om at støtte ”Citizenship” med en underskudsgaranti på 20.000 kr. af Kgs. Enghave Puljen.

Problemstilling

Ansøgninger til Kgs. Enghave Puljen

Bureau for steds- og kontekstspecifik kunst søger 27.150 kr. til Kulisser - et offentligt kunstprojekt på Mozarts Plads (2013-45051)

Et mobilt udstillingsrum i form af en ombygget håndværkermandskabsvogn, stilles op på Mozarts Plads. Vognen er lavet om til et kæmpe Camera Obscura (kukkassekamera), hvor man kan se hvad der foregår på pladsen udenfor, men vha. videomanipulation og en film med pladsens brugere vil man tro at store dele af pladsens inventar byttes ud med kulisser, mens man står inde i vognen. Kunstværket er åbent for alle og vil organisere omvisninger og workshops med børnene fra de omgivende skoler, samt Frederiksholms kirkes brugere og foreninger i området.

Titlen "Kulisser" kommer fra en af brugerne af Mozarts Plads, der en aften, kunstneren var på besøg, gik og råbte ”kulisser, hele lortet!” ude på pladsen. Udsagnet blev tankevækkende for kunstneren i lyset af de mange nye lejlighedskomplekser, der blot er et af flere tegn på Sydhavnens sociale omvæltning og dertilhørende forandringer i byrummet. Værket tager et tvivlsomt udsagn helt seriøst og peger på de virkelige følelser, der er forbundet med byfornyelse for beboere, som ikke oplever at have indflydelse på byudviklingen – ikke mindst den følelse af at byen pludselig forandres, mens man i et øjeblik så væk. Udstillingen bliver en del af en samlet formidlings- og vidensdelingsindsats om kunst i det offentlige rum.  Tidsplan for projektets realisering: 30. maj-20. juni 2013.

Indstilling fra Kulturudvalget: Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, som indstiller, at Lokaludvalget støtter projektet med en underskudsgaranti på 20.000 kr. grundet begrænsede økonomiske midler.



Café Monster Times søger 43.000 kr. til Jazz i Sydhavnen under Jazzfestivalen (2013-45423)
Der søges om støtte til at afholde 4 jazzkoncerter med bandet Stan Gets In Your Eyes på Mozarts Plads under Copenhagen Jazz Festival. Formålet er at styrke Sydhavnen og Mozarts Plads's image samt være en del af hele København når byen holder citywide events. Jazzkoncerterne vil give lokalbefolkningen muligheden for at blive i bydelen og nyde musik og kulturelle tiltag som et alternativ til at tage til andre bydele.
Tidsplan for projektets realisering: 5.-14. juli 2013.

Indstilling fra Kulturudvalget: Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, som indstiller, at Lokaludvalget støtter projektet med en underskudsgaranti på 10.000 kr. grundet begrænsede økonomiske midler. Kulturudvalget foreslår desuden at ansøger opfordres til at koordinere afholdelsestidspunkter for arrangementerne under jazzfestivalen med Karens Minde Kulturhus.



Café Monster Times søger 5.000 kr. til Elektronisk musik på monster Times (2013-45397)
Monster Times ønsker at tilbyde byens og ikke mindst bydelens borgere små intime koncerter inden for den elektroniske genre. Arrangementerne kan være med til at give bydelens og byens borgere flere kulturelle tilbud og endnu flere årsager til at skabe positive historier om Mozarts Plads og Sydhavnen. Den elektroniske genre er bred, og kunstneren Zack Christ repræsenterer en ung kunstner som trods sin få år på bagen allerede har formået at blande sig med de store internationale navne og er bl.a blevet udgivet af og sammen med disse. DJ Hvad (Hvad Mand) er kendt fra medierne bl.a. som Kid Kishore og vil med sin unikke stil og lidt hype ligeledes være med til at skabe lidt opmærksomhed. Musikken styrker ydermere ”Monster Times” profil overfor lokalbefolkningen og København generelt.
Tidsplan for projektets realisering: april-maj 2013.

Indstilling fra Kulturudvalget: Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, som indstiller, at Lokaludvalget støtter projektet med en underskudsgaranti på 5.000 kr.



Kgs. Enghaves Lokalhistoriske Forening og Arkiv søger 15.000 kr. til Kendskab, formidling og udbredelse af ny bog: ”Dreng i Sydhavnen” (2013-43409)
Bogen skal formidle og udbrede historien om bydelen og dens mennesker på en vedkommende og en anderledes måde. Der har ikke tidligere været udgivet en tilsvarende bog om perioden og bydelen fra krigen og 20 år frem suppleret med anekdoter, fotos, kort og skitser. Bogen skal ses i lyset af, at Sydhavnen (Kongens Enghave) er ringe belyst i litteraturen og næsten kun for det negative.

Bogen har til formål på en personlig og positiv måde, at få bydelen og dens egenart indskrevet i litteraturen og den lokalhistoriske fortælling. Dette er sket ved at skildre bydelens steder og personer, der gør Sydhavnen anderledes. Bogen er en hyldest til bydelen.

Der er fortællinger om livet i den lokale fodboldklub og på bydelens to gamle skoler Ellebjerg og Bavnehøj. Herunder beskrivelser af gamle lærere, der har påvirket mange sydhavnsbørn på godt og ondt. Der er fortællinger om personer og hændelser fra lossepladsen, lorterenden, haveforeningerne, Valbyparken, Fiskerihavnen, Teglholmen, de store karreer og bydelens butikker. Det er ikke kun een persons erindringer, men en kollektiv beskrivelse af stedet, livet og menneskerne, der levede i Kongens Enghave fra krigens afslutning og frem til højkonjunkturens start i midten af 60'erne.
Tidsplan for projektets realisering: februar 2013 og 2 år frem.

Indstilling fra Kulturudvalget: Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, som indstiller, at Lokaludvalget støtter projektet med en underskudsgaranti på 10.000 kr., som følge af begrænsede puljemidler.



Frivillighedscenter Vesterbro/Kgs. Enghave/Valby søger 20.000 kr. til Frivillighedsfestivalen 2013 (2013-43414)

Frivillighedsfestivalen afholdes en gang årligt af Frivilligcenter Vesterbro/Kgs. Enghave/Valby. I år afholdes festivalen i Valby. Formålet med Frivillighedsfestivalen er at sætte fokus på frivillighed og foreningsliv og dermed skabe øget opmærksomhed på forskellige muligheder for at yde en frivillig indsats. I et større perspektiv er målet med Frivillighedsfestivalen at arbejde for social bæredygtighed, der er forankret i et fælles medansvar for lokalområdet.Frivillighedsfestivalen arrangeres i samarbejde med de lokale foreninger i bydelene, som har mulighed for at informere om deres foreningsarbejde overfor en bred gruppe af besøgende. Frivillighedsfestivalen er dermed også medvirkende til, at støtte den enkelte borgers mulighed for aktivt medborgerskab.

Frivilligcenterets formål er i høj grad at styrke samarbejde og netværk mellem de lokale foreninger, som ved at få større kendskab til hinanden får mulighed for at skabe nye fælles tiltag i lokalområdet. Festivalen er et godt udgangspunkt for dette samarbejde, men en sådan indsats kræver at der både før og efter festivalen støttes op omkring et lokalt foreningsnetværk. Derfor faciliterer Frivilligcenteret inden festivalen en workshop, hvor foreningerne kan skabe aktiviteter som kan være opmærksomhedsskabende. Ligeledes følger medarbejdere i Frivilligcenteret op på foreningssamarbejder efter festivalen for dermed at sikre kontinuitet og lokal forankring.
Tidsplan for projektets realisering: lørdag d. 1. juni 2013.

Indstilling fra Kulturudvalget: Ansøgningen har været behandlet i Socialudvalget, som indstiller, at Lokaludvalget støtter projektet med en underskudsgaranti på 10.000 kr., som følge af begrænsede puljemidler.



SydhavnsCompagniet søger 100.000 kr. til Citizen-Ship (2013-43430)
Ansøger søger om støtte til køb af en båd, som skal kunne komme mange forskellige netværk og fællesskaber i Sydhavnen til gavn og glæde. Båden skal være stor nok til, at de mange forskellige fællesskaber får gavn og glæde af den, uden at den bliver for stor at navigere og skaffe frivillige skippere til, og uden at vedligehold af båden bliver for voldsom for de frivillige medarbejdere.
Båden vil fremadrettet blive drevet af SydhavnsCompagniet, der opretter en interesseforening bestående af de lokale foreninger og organisationer, som vil have glæde af båden og være med til at sikre driften fremadrettet.

Projektet har sit omdrejningspunkt i friluftsaktiviteter som sejle- og fisketure med fokus på naturformidlende aktiviteter. Det kan være alt fra at fange og dissekere fisk til at tage på snorkleture eller foretage vandprøver. Vi ønsker at styrke udbredelsen af naturformidling og fremme naturoplevelser på vandet ved at sikre en foreningsdreven båd.
Tidsplan for projektets realisering: såfremt den nødvendige finansiering opnås anvendes Lokaludvalgets støtte til indkøb af båden inden Lokaludvalgets møde d. 31. oktober 2013.

Indstilling fra Kulturudvalget: Ansøgningen har været behandlet i Socialudvalget, som indstiller, at Lokaludvalget støtter projektet med en underskudsgaranti på 20.000 kr., som følge af begrænsede puljemidler.

Løsning

Kgs. Enghave Lokaludvalg beslutter, om det vil følge fagudvalgenes indstillinger om støtte til puljeansøgningerne.

Økonomi

De indstillede beløb kan bevilges af Kgs. Enghave Puljen.

Beslutning

At-pkt 1: Indstilling blev godkendt med 8 stemmer for, 3 imod (Jan, Steen D og Anette), 4 undlod at stemme (Joan R, Helle, Susanne og Karsten).

At-pkt 2: Indstilling blev godkendt enstemmigt.
At-pkt 3: Indstilling blev godkendt enstemmigt.
At-pkt 4: Indstilling blev godkendt med 11 stemmer for, 2 imod (Anette og Joan), og 1 undlod (Steen D.). Paul-Erik Lind var inhabil. Der var bred enighed om, at beløbet skulle dække receptionen, men kun delsvist de høje annonceringsudgifter.
At-pkt 5: Indstilling blev godkendt enstemmigt. Brian var inhabil
At-pkt 6: Indstilling blev godkendt med 11 stemmer for, 1 imod (Helle), 2 undlod (Steen E. og Jan). Brian var inhabil. Det blev understreget, at støtten ikke må bruges til andre formål end indkøb af båd.

Til top