Mødedato: 20.09.2018, kl. 19:00
Mødested: Loftet, Karens Minde, Wagnersvej 19

Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen

Kgs. Enghave Lokaludvalg har modtaget 4 ansøgninger, der skal behandles på dette møde.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Børnekulturstedet til projektet indretning af værksted i Huset2450 med 10.000 kr. Ansøgerne har søgt om 10.000 kr.

2. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Teater Kimone til forestillingen Omvendt Nycirkus med 7.500 kr. Ansøger har søgt om 15.000 kr.

3. at lokaludvalget drøfter og tager stilling til ansøgningen fra Sydhavnens Unge Sejlere til projektet Byg en Kajak. Ansøger har søgt 12.000 kr.

4. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Sydhavn Teater til projektet Scenografier til P44 med op til det fulde beløb. Ansøger har søgt 30.000 kr.

 

Problemstilling

Ansøgningerne fra Børnekulturstedet og Sydhavnens Unge Sejlere er behandlet af Socialudvalget, mens ansøgningerne fra Teater Kimone og fra Sydhavn Teater er behandlet af Kulturudvalget. Der er samlet søgt om flere midler, end det er muligt at uddele fra Kgs. Enghavepuljen. Hverken Socialudvalget eller Forretningsudvalget har kunnet blive enige om, hvorvidt ansøgningen fra Sydhavnens Unge Sejlere skal tildeles støtte. Det er derfor op til lokaludvalget at tage stilling til dette. Herefter skal lokaludvalget tage stilling til ansøgningen fra Sydhavns Teater, hvor både Kulturudvalget og Forretningsudvalget indstiller, at ansøgningen tildeles det fulde beløb, eller hvis der ikke er midler til dette, så meget som muligt af restpuljen op til det fulde beløb på 30.000 kr.

Ad 1. Indretning af værksted i Huset2450:

Børnekulturstedet har søgt lokaludvalget om støtte på 10.000 kr. til indretning af et værksted i det nye foreningshus - Huset 2450 - i den tidligere kirke ved siden af Karens Minde. Børnekulturstedet har længe haft behov for øg ønske om mere plads til deres aktiviteter. Nu er Børnekulturstedet blevet tilbudt plads i Foreningshuset, med mulighed for bl.a. at indrette et keramikværksted. Børnekulturstedet har fået doneret en keramikovn fra Bjørn Wiinblads atelier i Lyngby. Værkstedet vil blive åbent, og vil også kunne blive benyttet af andre af Sydhavnens foreninger. Men den åbne form kræver, at Børnekulturstedet anskaffer nogle skabe med lås. Børnekulturstedet søger lokaludvalget om støtte til køb og transport af skabene. Socialudvalget har indstillet, at ansøgningen støttes med det fulde beløb på 10.000 kr.

 

Ad 2. Omvendt Nycirkus:

Cikaros og Teater Kimone har søgt lokaludvalget om 15.000 kr. i støtte til tre gage at opføre forestillingen Omvendt Nycirkus  hen over en weekend og en hverdag i november på AFUK.

Forestillingen henvender sig til børn og børnefamilier, og en af forestillingerne vil være for børnefamilier med efterfølgende legeworkshop, mens to af forestillingerne vil være for daginstitutioner. Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med 7.500 kr., da ansøgerne også har mulighed for at søge Vesterbro Lokaludvalg.

 

Ad 3. Byg en kajak:

Sydhavnens Unge Sejlere har søgt om 12.000 kr. i støtte til at afholde projektet Byg en Kajak. Projektet består af et kajakbyggekursus og efterfølgende testroning i Københavns Havn. Der vil deltage en uddannet kajakinstruktør samt en instruktør med erfaring i at bygge kajakker. Kurset afholdes i samarbejde med Guldminen og bliver åbent for alle efter først til mølle-princippet. Der er plads til 24 deltagere på kurset, der afholdes over to weekender i efteråret 2018. Kurset vil blive annonceret på diverse facebook-gruppe for fællesskaber i Sydhavnen og Kongens Enghave, herunder sejlgrupper. Guldminen vil gratis lægge værksted til kurset, som derved får et bæredygtigt perspektiv.

Hverken Socialudvalget eller Forretningsudvalget har kunnet blive enige om en indstilling. Socialudvalget (SU) peger på, at der ikke er planlagt brugerbetaling til projektet. At det kun er 24 personer der får glæde af arrangementet, samt at der tidligere er givet tilskud til foreningen. I ansøgningen skriver ansøger, at Facebook vil blive brugt til at reklamere for arrangementet, men så vidt SU kan se, har Sydhavnens Unge Sejlere en lukket Facebookside. SU påpeger at reklame for arrangementet skal foregå åbent, så alle har mulighed for at melde sig til. Endnu en gang vil SU minde ansøger om at der ikke gives penge til forplejning.

 

Ad 4. Scenografier til P44:

Sydhavns Teater har søgt lokaludvalget om støtte på 30.000 kr. til at indrette teaterets nye performancerum med forskellige scenografier. Ansøgerne har lejet sig ind i en tidligere forretning på Borgbjergsvej 44. P står for performance og 44 er fra adressen. Lejemålet er tænkt som teaterets nye flagskib, og de fire rum i lejemålet skal indrettes med forskellige scenografier. Rummene indrettes bl.a. af lokale scenografer eller Scenekunstskolens scenografistuderende, der får frie hænder til at udnytte denne mulighed for at indrette hele lejligheden, som led i deres uddannelse. Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med det fulde beløb, eller hvis dette ikke er muligt, med så meget som muligt af restpuljemidlerne.

Løsning

Lokaludvalget drøfter og tager stilling til de enkelte ansøgninger.

Økonomi

Lokaludvalgets bevillinger til den enkelte ansøger tages fra Kgs. Enghavepuljen i 2018. Bevillinger gives som en underskudsgaranti, da Lokaludvalget ikke må bidrage til at projekter genererer overskud.

 

Beslutning

1. Indretning af værksted i Huset2450. Ansøgerne har søgt om 10.000 kr. Indstilling 10.000 kr.

Martin undlader at stemme , alle øvrige stemte for

Lokaludvalget besluttede at bevilge det fulde beløb

 

 

 

2. Omvendt Nycirkus . Ansøger har søgt om 15.000 kr. Indstilling 7.500 kr.

Johan, Lise og Martin stemmer imod

Ingen undlader

Alle øvrige stemte for

Lokaludvalget besluttede at bevilge 7.500 kr.

 

 

3. Byg en Kajak. Ansøger har søgt 12.000 kr. Ingen indstilling

Ann foreslog 10.500 (beløbet uden forplejning)

Silas stemte for

Sisse, Hanne og  Charlotte undlod

Alle øvrige stemte imod at bevilge 10.500

Lokaludvalget besluttede at meddele afslag på ansøgningen.

 

 

4. Scenografier til P44. Ansøger har søgt 30.000 kr.  Indstilling op til 30.000 kr.

 

Mod fuldt beløb: Johan, Martin, Silas

 

Undlader: Lise, Sisse

Alle øvrige stemte for at bevilge 30.000 kr.

Lokaludvalget besluttede at bevilge 30.000 kr.

Til top