Mødedato: 20.09.2018, kl. 19:00
Mødested: Loftet, Karens Minde, Wagnersvej 19

Orientering om aftalen om Ørestad Fælled - Byggeri på Stejlepladsen

Se alle bilag
Lokaludvalget skal orienteres om og drøfte beslutningen om Amager Fælled.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget orienteres om aftalen om boligbyggeri på Amager Fælled

2. at lokaludvalget drøfter beslutningen, herunder eventuelle tiltag i anledning af beslutningen

 

Problemstilling

I forbindelse med aftalen for budget 2019, blev det besluttet, at der skal opføres 2000 nye boliger på en del af den såkaldte campinggrund på Amager Fælled. samtidig blev det besluttet, at der skal opføres yderligere 550 boliger på Stejlepladsen i Bådehavnsgade, og at der skal opføres 81.000 m2 erhvervsbyggeri på Selinevej på Amager, umiddelbart over for Sydhavnstippen.

Byggeriet skal dels afhjælpe manglen på boliger i København, og dels skal salget af grunde dække et underskud på en del af ca. 1,9 mia. kr. i By og Havn, som er opstået ved manglende indtægter fra salg af Strandengen på Amager Fælled.

Beslutningen forudsætter, at campinggrunden, Selinevej og Stejlepladsen, der i dag er fredede arealer, affredes, mod at Strandengen til gengæld fredes.

Forretningsudvalget indstiller, at lokaludvalget tager orienteringen til efterretning og drøfter om lokaludvalget skal foretage sig noget i anledning af beslutningen om at bygge på Stejlepladsen, og i givet fald hvad lokaludvalget skal gøre.

 

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning og drøfter om lokaludvalget skal foretage sig noget i anledning af beslutningen om at bygge på Stejlepladsen, og i givet fald hvad lokaludvalget skal gøre.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Beslutning

Lokaludvalget tog orienteringen til efterretning.

 

Ann foreslog, at lokaludvalget beslutter at sende en kort henvendelse til Borgerrepræsentationen til mødet den 11.10, hvor der samles op på bemærkningerne fra borgerne, og hvor lokaludvalget protesterer mod beslutningen. Lokaludvalget tilsluttede sig Anns forslag uden afstemning.

Hans oplyste, at han ikke vil kunne stemme for et brev, der er imod beslutningen. Hans foreslog denne formulering:

"

Lokaludvalget vil så vidt muligt arbejde på at tilvejebringe borgernes bekymringspunkter og fremføre dem konstruktivt for kommunens forvaltning og politikere med det mål, at den endelige løsning for området i så høj grad som muligt bliver tilpasset borgernes ønsker og holdninger. Herunder forhold der angår trafik, parkering, offentlig transport, byggeprocenter, byggehøjder, bevarelse af Fiskerhavnens særlige karakter samt en fortsat sikring af Tippen som rekreativt, fredet og grønt område uden bebyggelse.

"

 

 

Hanne foreslog, at lokaludvalget kunne dele brevet op i to - en del om processen og en del om byggeriet. På den måde vil lokaludvalget være enige om at beklage den manglende inddragelse af lokaludvalget og borgerne, inden beslutningen blev taget, mens udtalelsen kan være delt fsva. byggeriet.

 

Lokaludvalget drøftede, hvorvidt LU skal lave en blød udtalelse der lægger sig op af Hans forslag. Der var ikke stemning for at tilslutte sig Hans' forslag. Lokaludvalget stemte om at give bemyndigelse til, at sekretariatet og Forretningsudvalget i føllesskab kan udarbejde en udtalelse om byggeriet, baseret på følgende:

"vi mener det er en dårlig beslutning, da den ødelægger fiskerihavnen og går imod bydelsplanen. Desuden har det været en dårlig proces, hvor lokalsamfundet ikke er hørt, og hvor området affredes. Det store fremmøde af borgere skal også nævnes."

For forslaget stemte: Ann, Dan, Kirsten, Paul-Erik, Silas, Stine, Heidi, Hanne, Charlotte, Asbjørn, Steen, Sisse og Anna

Hans Johan, Martin, Lise stemmer imod

Hans bad om at få tilføjet følgende protokolbemærkning:

"

Vi stemmer imod forslaget, da det er vores holdning, at Lokaludvalget med forslagets vedtagelse vil anlægge en agenda, som går imod en beslutning, som er aftalt af et flertal i Borgerrepræsentationen. Vi synes i stedet, at vores fokus først og fremmest burde være at tilvejebringe borgernes bekymringspunkter og fremføre dem konstruktivt for kommunens forvaltning og politikere med det mål, at den endelige løsning for området bliver tilpasset borgernes ønsker og holdninger i så høj grad som muligt.

"

Hans' formulering ovenfor vil fremgå af brevet. Johan, Martin og Lise tilslutter sig Hans' forslag.

Til top