Intern høring: Placering af botilbud for alkoholmisbrugere ved Sjælør Station
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget drøfter den interne høring fra Socialforvaltningen om placering af botilbud for alkoholikere ved Sjælør Station
2. at lokaludvalget bemyndiger Socialudvalget til at indsende et høringssvar i fællesskab med Valby Lokaludvalg
Problemstilling
Lokaludvalget har den 4. juni modtaget en høring fra Socialforvaltningen med følgende indhold:
"Kære Kgs. Enghave Lokaludvalg
I Københavns Kommune har vi et ønske om at inddrage lokaludvalgene tidligt, når vi skal finde placering til nye kommunale tilbud.
Vi skriver derfor til jer, fordi Socialforvaltningen i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger søger om midler til reetablering af et kommunalt botilbud med 48 pladser i henhold til servicelovens §108, målrettet borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsniveau, på et areal ved Sjælør St. i Valby/Kgs. Enghave.
Der er tale om et eksisterende botilbud, E-Huset, der i dag ligger på Nørrebro. Beboerne er borgere med et længerevarende og omfattende alkoholmisbrug, udfordringer med hjemløshed samt psykiske og fysiske sygdomme. E-husets nuværende lokaler er ikke egnet til borgernes plejebehov, hvorfor tilbuddet ønskes flyttet til tidssvarende boliger. Der planlægges efter at botilbuddet etableres oven på en større dagligvarebutik samt en mindre 7/11 (eksisterende på matriklen i dag), som begge forventes etableret i stueetagen.
Socialforvaltningen vil gerne høre, hvis lokaludvalget har bemærkninger til den mulige placering af E-Huset på matrikel 7000af (Valby) og matrikel 2149 og 2150 (Kgs. Enghave), som vist på billederne herunder. Socialforvaltningen vil indarbejde lokaludvalgets bemærkninger i indstillingen for den konkrete sag, før der træffes politisk beslutning om sagen.
Lokaludvalget kan sende eventuelle bemærkninger til lokaludvalgssekretæren, som sender lokaludvalgets samlede bemærkninger til Julie Andersen Schou, bk1p@kk.dk inden den 20. juni. Hvis sagen fremmes til budget 2025 forhandlingerne vil Socialforvaltningen efterfølgende kontakte lokaludvalgssekretariatet for at koordinere evt. deltagelse på et lokaludvalgsmøde, hvor forvaltningen vil orientere nærmere om sagen.
Vi ser frem til at modtage jeres bemærkninger."
Sekretariatet har aftalt med SOF, at høringsfristen udsættes til den 27. juni. På baggrund af ønske fra Forretningsudvalget, har Sekretariatet aftalt med Valby Lokaludvalg, at de to lokaludvalg indsender et fælles høringssvar, da botilbuddet primært skal opføres i Valby bydel.
Udkast til høringssvar fra Valby Lokaludvalg er endnu ikke modtaget, men vil blive eftersendt eller omdelt på mødet.
Høringen vil også blive drøftet på møde i Aktørnetværket den 26. juni.
Socialudvalget har ikke haft tid til at drøfte høringen, så den er kun blevet drøftet i Forretningsudvalget.
Umiddelbart er Forretningsudvalget bekymret over placeringen kun 300 m. fra det botilbud, Socialforvaltningen vil placere på Ellebjergvej 39 - kun 300 m. fra denne placering. Botilbuddet vil desuden få den boligsociale helhedsplan Mit Kvarter som nærmeste nabo. Mit Kvarter har tidligere været på Regeringens ghettoliste, men er blevet løftet ud af denne, men de nye beboere vil tælle med i beboersammensætningen, når udpegning af ghettoområder overvejes.
Løsning
Lokaludvalget drøfter høringen og bemyndiger Socialudvalget til at indsende et høringssvar.
Økonomi
Intet
Videre proces
Sekretariaterne for Valby LU og Kgs. Enghave LU koordinerer den fælles indsendelse af høringssvar.
Beslutning
Lokaludvalget godkendte forslaget til høringssvar med to rettelser: Der mangler et "på" i første afsnit på side to - og Joan skal underskrive sig som forperson, ikke formand.
Med disse to rettelser kan høringen sendes.