Mødedato: 20.06.2013, kl. 19:00
Mødested: Loftet, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 3. sal, 2450 København SV

Drøftelse af tiltaget "Stemmer på kanten"

Lisbeth Zornig Andersen har lanceret en stor valgkampagne, der skal få socialt udsatte til at bruge deres stemme ved det kommende kommunalvalg 2013. Medlem af Kgs. Enghave Lokaludvalg Karsten Clausen foreslår, at Lokaludvalget drøfter, hvorvidt Lokaludvalget ønsker at blive en del af kampagnen.

Indstilling og beslutning

Forretningsudvalget indstiller

1. At Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter, hvorvidt Lokaludvalget ønsker at blive en del af kampagnen "Stemmer på kanten".

Problemstilling

Udklip fra hjemmesiden: www. stemmerpaakanten.dk om projektet:
Socialt marginaliserede og udsatte borgere bruger ikke deres stemme, når der er valg. Lisbeth Zornig Andersen vil gerne lave om på dette og har derfor lanceret en stor landsdækkende kampagne kaldet ”Stemmer på Kanten”, der skal få socialt udsatte til stemmeurnerne, når kommunalvalget løber af stablen den 19. november, 2013.
”Samfundet er i dag for dårlige til at høre de socialt udsatte. Og det starter i stemmeboksen. Jeg vil have mobiliseret så mange stemmer fra de udsatte som ikke stemmer i dag, så de kommer til at udgøre en reel magtfaktor. For med magt følger også muligheden for at påvirke bl.a. de beslutninger, der bliver besluttet på de udsattes vegne men også på andre forhold i samfundet”, siger Lisbeth Zornig og fortsætter:

 

Undgå parallelsamfund
”Vi er ved at få skabt et samfund med større og større forskel mellem rig og fattig, og jeg frygter at vi får amerikanske tilstande med trailerparks, tentcities og lignende. Her lever de udsatte isoleret i et parallelsamfund. Det ønsker jeg ikke skal ske i Danmark. Hvis vi vil bevare den sammenhængskraft, vi er kendt for i Danmark, så er det nu, vi skal arbejde for inklusion og ikke eksklusion af socialt udsatte.”

 

Mister indflydelse
Ved seneste kommunalvalg var det kun cirka en tredjedel kontanthjælpsmodtager, der brugte deres demokratiske stemmeret. Og det er et problem, fordi de mister indflydelse på den politik, som er rettet mod dem selv, mener Lisbeth Zornig:

”Ved de seneste kommunale budgetforhandlinger i efteråret, har vi været vidne til nedskæringer på det sociale område i en del kommuner. Dråben, der fik bægeret til at flyde over for mig, var da man lukkede TUBA i Guldborgsund pga. manglende kommunale midler. En besparelse der gav 400.000 kroner i kommunekassen. Samtidig vedtog man at anlægge fodboldbaner for 15 millioner kroner. En prioritering, som retter sig direkte mod den ressourcestærke vælger. Derfor lancerer vi nu en kampagne, der retter sig direkte mod den socialt udsatte, og de mennesker der arbejder for bedre vilkår for dem.”

 

Grib stemmerne
Kampagnen er ikke partipolitisk. Det er altså ikke et spørgsmål om, hvem de socialt udsatte skal stemme på, men AT de skal bruge deres stemme. Kampagnen startede d. 6. juni og de involverede går nu i gang med at stemme dørklokker, lave valgfester på værestederne, drejebøger til de politiske partier, musikvideo, virale kampagner på de sociale medier, debatmøder på værtshuse og valgurnen hen, hvor de udsatte er, blandt mange andre ting.

Løsning

Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter, hvorvidt Lokaludvalget ønsker at blive en del af kampagnen "Stemmer på kanten".

Beslutning

Lokaludvalget besluttede, at invitere Lisbeth Zornig til at deltage på Lokaludvalgets møde i september til en drøftelse af projektet og hvordan og om lokaludvalget kan bakke op om initiativet lokalt.

Til top