Mødedato: 20.03.2014, kl. 19:30
Mødested: ABC, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 1. sal, 2450 København SV

Orientering om Kgs. Enghave Lokaludvalgs deltagelse i bestyrelser m.m.

Indstilling og beslutning

Sekretariatet indstiller at Kgs. Enghave Lokaludvalg

1. tager orientering om arbejdsgrupper og bestyrelser, som Lokaludvalget er repræsenteret i til efterretning.
2. godkender de endelige kandidater til disse poster på lokaludvalgsmødet d. 24. april, efter drøftelser på de første fagudvalgsmøder i april.

Problemstilling

Kgs. Enghave Lokaludvalg har i den forgangne valgperiode været repræsenteret i forskellige bestyrelser og arbejdsgrupper. Sekretariatet anbefaler at også det nye Lokaludvalg vælger medlemmer, supleanter eller aktive borgere fra fagudvalgene, som repræsentanter for Lokaludvalget i disse forskellige fora. De bestyrelses- eller arbejdsgruppeposter der er tale om på nuværende tidspunkt er følgende:

  • Medlem af Frivilligcentret Vesterbro/Kgs. Enghaves/Valbys bestyrelse
  • Medlem af Projekthuset Kph´s bestyrelse 
  • Medlemmer til de tre følgergrupper under Projekt Sydhavn: Natur, Trafik og Genbrugsaktiviteter.
  • Medlem af arbejdsgruppe i Valby Lokaludvalg, der arbejder for strand i Valbyparken

Sekretariatet anbefaler at arbejdet i de enkelte bestyrelsesposter tilknyttes et fagudvalg, så det sikres, at der følges op på relevant ny information og tiltag fra disse bestyrelser og arbejdsgrupper. I det nedenstående kan du kort læse om de forskellige organiseringer, hvori Lokaludvalget er repræsenteret:

Frivilligcenter Vesterbro/Kgs.Enghave/Valby 
Er en forening med egen bestyrelse og vedtægter. Frivilligcenteret er samtidig medlem af FriSe, som er paraplyorganisation for 80 frivillig- og selvhjælpscentre i Danmark. Frivilligcenteret arbejder for at støtte, synliggøre og udvikle det frivillige arbejde i de tre bydele.
Tidligere udpeget: Junn Ovilsdottir, suppleant i det afgående og nye Lokaludvalg.

Projekthuset Kph
Er et uafhængigt arbejdsfællesskab og projekthus for kreative, der arbejder med kulturelle ogsociale mål. KPH blev stiftet i maj 2009 af de fem organisationer: Unfair, Metapol, GAM3, Republikken og Buro Detours. Projekthuset modtager støtte af Københavns Kommune, der gør at de kan tilbyde gratis projektpladser, gratis projektvejledning og gratis afviklingsplads til ikke-kommerciel kultur af og for unge. KPH Projects i forhuset rummer en 800 m2 etage med projektpladser og arrangementsrum for byens kreative vækstlag. Københavns nye kulturvenue KPH Volume er en 700 m2 gammel remise som anvendes til udstillinger, fester, filmfremvisninger, receptioner, workshops og festivaler mm. Tidligere udpeget: Helle Dahn, medlem af det afgående og nye Lokaludvalg.

Projekt Sydhavn
E
r et projekt under Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) vedr. etablering af en genbrugsstation, som placeres på Bådehavnsgade 50. Genbrugsstationen er på mange områder en nytænkning i forhold til Københavns øvrige genbrugsstationer. F.eks. er det planen, at pladsen udover en traditionel containerplads til bl.a. genanvendeligt affald skal indeholde en genbrugsbutik og et genbrugscenter for byggematerialer. Der er også mulighed for at etablere en bygning til infoaktiviteter, mødefaciliteter eller lignende. Genbrugsstationen var oprindeligt tiltænkt, at skulle åbne i sommeren 2010, men pga langstrakte processer som følge af miljøgodkendelse og en klagesag har projektet været udskudt. Arbejdet er dog så småt i gang igen og forslag til ændringer af lokalplan for området, så genbrugscenteret kan etableres, er nu sendt i naboorientering. TMF har til udvikling og sparring omkring projektet oprettet tre følgegrupper: Natur, Trafik og Genbrugsaktiviteter, hvor Lokaludvalget har haft en repræsentant i hver følgegruppe.
Tidligere udpegede:
1) Naturgruppen: Helle Dahn, medlem af det afgående og nye Lokaludvalg 
2) Trafikgruppen: Ann Vikkelsø, medlem af det afgående og nye Lokaludvalg 
3) Genbrugsaktiviteter: Brian Lentz, medlem af det afgående og nye Lokaludvalg 

Medlem af arbejdsgruppe for strand i Valbyparken
Valby Lokaludvalg har arbejdet aktivt for en strand i Valbyparken i en arbejdsgruppe under Valby Lokaludvalg. Kgs. Enghave Lokaludvalg er også interesseret i en strand i Valbyparken og har derfor deltaget løbende i denne arbejdsgruppe.
Tidligere udpeget: Paul-Erik Lind, medlem af det afgående og nye Lokaludvalg.

Løsning

Lokaludvalget tager orientering om de forskellige bestyrelser og arbejdsgrupper, hvor Lokaludvalget har mulighed for at være repræsenteret til efterretning. På de kommende første fagudvalgsmøder drøfter fagudvalgene, hvem der er interesseret i at besætte posterne og hvilke fagudvalg de bør være tilknyttet. Lokaludvalget godkender herefter på møde d. 24. april, hvem der skal repræsentere udvalget i de forskellige fora.

Beslutning

Indstilling blev taget til efterretning. Sekretariatet undersøger om Natur- og Trafik-følgegruppen under Projekt Sydhavn er slået sammen.
Til top