Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget følger Socialudvalgets indstilling om at støtte med 33.000 kr. til Cph Skatepark. Ansøget har søgt om 33.000 kr.
2. at lokaludvalget følger Kulturudvalgets indstilling om at meddele afslag på Bigbandvokaljazz. Ansøger har søgt om 20.000 kr.
3. at lokaludvalget følger Kulturudvalgets indstilling om at støtte med 11.000 kr. i 2016 til Åbent Kunstlaboratorium. Ansøger har søgt om 11.000 kr. til aktiviteter i 2016 og 14.560 kr. til aktiviteter i 2017.
4 at lokaludvalget følger Kulturudvalgets indstilling om at meddele afslag på ansøgningen til Grounded Grooves Jam + Barbeque. Ansøger har søgt om 11.000 kr.
5. at lokaludvalget følger indstillingen fra Kulturudvalget om at støtte med 10.000 kr. til Historiehøst 2016. Ansøger har søgt om 18.640 kr.
6. at lokaludvalget følger Kulturudvalgets indstilling om delvist at støtte med 15.000 kr. til PLURALIS. Ansøger har søgt om 60.000 kr.
7. at lokaludvalget følger Kulturudvalgets indstilling om at meddele afslag på ansøgningen fra Kunstudstilling på Sydhavn Station. Ansøger har søgt om 21.000 kr.
8. at lokaludvalget følger Bymiljøudvalgets indstilling om at meddele afslag på ansøgningen til Cykelture i det ukendte København. Ansøger har søgt om 23.000 kr.
Problemstilling
Ansøgning om Cph Skatepark er blevet forbehandlet i Socialudvalget. Ansøgningen om Cykelture til Københavns Ukendte steder er blevet forbehandlet i Bymiljøudvalget. De øvrige 6 ansøgninger er blevet forbehandlet i Kulturudvalget.
1. Cph Skatepark:
Ansøgningen vedrører en skatepark, som skal opføres på Enghave Brygge og indvies til Sommer camp aktiviteter i uge 26, 27 og 28. Hensigten er at lave en skatepark støbt i beton, men som stadig kan flyttes, når der bliver behov for det. Socialudvalget har indstillet, at ansøgningen imødekommes med det fulde beløb under forudsætning af, at ansøgerne har sørget for byggetilladelse i Københavns Kommune, at der er et samarbejde med FerieCamp og at der er taget stilling til efterfølgende flytning af skateparken. Arrangørerne har via mails til sekretariatet meddelt, at der er indsendt ansøgning om byggetilladelse, at der er et formelt samarbejde med FerieCamp og at hensigten med skateparken er, at den skal blive liggende så længe som muligt, men at den naturligvis vil blive flyttet, når der skal bygges på grunden.
2. Bigbandvokaljazz:
Ansøgeren søger om støtte til 2 koncerter med TheBigBand, hvor musikelever fra gymnasier og skoler og interesserede borgere før hver koncert får en introduktion til en af bandets satser og får mulighed for at mødes med dirigent, komponist og musikere. Musikelever og borgere i Sydhavnen får en gratis invitation til projektet. Ansøger har fået afslag på en lignende ansøgning på januar-mødet, da lokaludvalget fandt, at der manglede lokal forankring. Kulturudvalget indstiller til afslag på ansøgningen, da der fortsat mangler lokal forankring og på grund af begrænsede puljemidler.
3. Åbent Kunstlaboratorium:
Børnekulturstedet har søgt om støtte til at afholde åbent kunstlaboratorium hver lørdag fra uge 43 i 2016 til uge 14 i 2017. Der er søgt om i alt 25.560 kr. fordelt på 10 uger i 2016 og 12 uger i 2017. Det svarer til ca. 1100 kr. pr. uge. Kulturudvalget havde indstillet at ansøgningen imødekommes med det fulde beløb, dog for 2017-midlernes vedkommende med forbehold for at lokaludvalget har puljemidler i 2017. Sekretariatet er bekymret for, at der kan udvikle sig en praksis, hvor ansøgninger indsendes meget tidligt, for at opnå forhåndstilsagn om støtte. Efter at sagen har været drøftet i Forretningsudvalget, indstiller Kulturudvalget til, at ansøgningen imødekommes med 11.000 kr. i 2016. Ansøgeren opfordres til at søge om det resterende beløb i oktober eller senere, hvor der er bedre overblik over kravene til puljemiddelbudgetter mv. for 2017.
4. Grounded Grooves Jam + Barbeque:
Ansøgningen vedrører et dansearrangement, hvor deltagerene mødes på et åbent gulv og hvor musikken leveres af et live band og af en DJ. Det primære mål for arrangementet er de lokale i Sydhavnen. Det afholdes i samarbejde med Karens Minde, som leverer barbeque. Kulturudvalget har indstillet, at der meddeles afslag på ansøgningen under henvisning til lokaludvalgets begrænsede midler.
5. Historiehøst 2016:
Ansøgerne har søgt om støtte til at afholde en række workshops og offentlige arrangementer i fortællekunst i august og september for børn, unge og voksne. Arrangementerne holdes i samarbejde med kulturhuset, skolerne, Børnekulturstedet og det lokale ungdomssamarbejde. Kulturudvalget har indstillet at ansøgningen imødekommes delvist med 10.000 kr. under henvisning til lokaludvalgets begrænsede midler.
6. PLURALIS:
Ansøgningen vedrører en begivenhed over 5 dage i juli med fokus på musik og lyd og med deltagelse af både danske og internationale kunstnere. Der vil være koncerter, performance, installationer, workshops, foredrag, m.m. på forskellige lokaliteter i Sydhavnen. Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 15.000 kr. under henvisning til lokaludvalgets begrænsede midler.
7. Kunstudstilling på Sydhavn Station:
Der søges om støtte til afholdelse af 6 plakatudstillinger i ankomsthallen på Sydhavn Station fra august til december 2016. udstillingen vil være gratis og tilgængelig hele døgnet. Kulturudvalget indstiller, at der meddeles afslag på ansøgningen under henvisning til lokaludvalgets begrænsede midler og til at der er giver støtte til arrangørerne til forårsarrangementet på lokaludvalgsmødet i november 2015.
8. Cykelture i det ukendte København:
Ansøger søger om støtte til cykelture hver onsdag i perioden fra maj til september. Cykelturene skal udbrede kendskabet til Sydhavnen og især haveforeningerne og Tippen. Målgruppen er turister både fra Danmark og fra udlandet. Bymiljøudvalget indstiller at der meddeles afslag på ansøgningen, da hele tilskuddet vil gå til ansøgerens egen virksomhed.
Løsning
Lokaludvalget drøfter de enkelte ansøgninger og afgør ud fra en konkret vurdering og på baggrund af indstillingerne fra de tre udvalg, om ansøgningerne skal imødekommes helt eller delvist eller have afslag.
Økonomi
Lokaludvalgets bevillinger til ansøgningen tages fra Kgs. Enghavepuljen i 2016, og gives som en underskudsgaranti, da Lokaludvalget ikke må bidrage til, at projekter genererer overskud.
Beslutning
Ad 1. Cph Skatepark
Bevillingen gives under forudsætning af at byggetilladelsen opnås og at arrangementet bliver en del af Feriecamp. LU forventer, at arrangørerne undersøger muligheden for at parken flyttes til Sydhavnen eller Valby.
Paul-Erik stillede forslag om at kun halvdelen af beløbet blev bevilget, da skateparken ligger på Vesterbro. Joan oplyste at dette havde været diskuteret i SU, og at man havde lagt meget vægt på samarbejdet med FerieCamp i Sydhavnen og at ansøgerne kommer fra Sydhavnen.
Der blev stemt om forslaget om at bevilge det fulde beløb. For stemte Jan, Lasse, Annemarie, Joan, Kirsten, Ann, Anna, Sisse, Johan, Steen, Bendt og Dan.
Imod stemte::Paul-Erik, Mathilde
Undlod: Ingen undlod at stemme.
Ad 2. Bigbandvokaljazz
Lokaludvalget vedtog enstemmigt at meddele afslag under henvisning til den begrundelse, der blev givet i indstillingen.
Ad 3: Åbent Kunstlaboratorium
Lokaludvalget vedtog enstemmigt at bevilge 11.000 kr. i 2016 og at 2017-ansøgningen behandles i oktober
Ad 4: Grounded Grooves Jam + Barbeque
Annemarie spurgte, om der ligger andet bag afslaget end begrænsede midler. Mathilde oplyste, at der ikke bliver taget entre og at arrangørerne ikke får andel i indtægter fra ølsalget.
Der blev stemt om indstillingen om at meddele afslag på ansøgningen.
Imod: Jan.
Annemarie, Ann og Anna undlod.
For stemte: Lasse, Joan, Kirsten, Anna, Sisse, Johan, Steen, Bendt, Paul-Erik, Mathilde og Dan.
Indstillingen om afslag på ansøgningen blev vedtaget.
Ad 5: Historiehøst:
Katja forlod lokalet under behandlingen af ansøgningen.
Lokaludvalget stemte om indstillingen om at bevilge10.000 kr.
Johan undlod at stemme. Alle andre lokaludvalgsmedlemmer stemte for indstillingen.
ad 6. PLURALIS
Indstillet 15.000 kr.
For: Jan, Kirsten, Anna, Sisse, Steen, Bendt, Paul-Erik, Mathilde og Dan.
Imod Johan og Lasse
Undlader Joan, Annemarie, Ann
Forslaget om bevilling af 15.000 kr. blev vedtaget.
Ad 7: Kunstudstilling på Sydhavn Station:
Lokaludvalget stemte om indstillingen om at meddele afslag på ansøgningen.
Annemarie undlod at stemme.
Alle andre lokaludvalgsmedlemmer stemte for indstillingen om afslag på ansøgningen.
Ad 8: Cykelture i det ukendte København: Som begrundelse for indstillingen om afslag pegede BMU på, at ansøgeren ikke har nogen samarbejdspartnere og på at frivillige i Sydhavnen også kører cykelture samt på at lokaludvalget i forvejen har afsat midler til området i form af fremstilling af cykelrute-kort.
Lokaludvalget vedtog enstemmigt at meddele afslag på ansøgningen.