Ændring af puljemiddelkriterier om behandling af ansøgninger til kommende år
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget tager stilling til, om det skal fremgår af puljemiddelkriterierne, at ansøgninger om puljemidler til det kommende år som udgangspunkt først kan behandles på lokaludvalgets oktobermøde.
Problemstilling
Lokaludvalget modtager ind imellem ansøgninger til puljemidler, som helt eller delvist vedrører det kommende kalenderår. Det har vist sig, at ansøgere, der har fået tidligt tilsagn om puljemidler allerede begynder at bruge af puljemidlerne i indeværende kalenderår. Samtidigt er det vanskeligt for sekretariatet at bogføre tilsagn om puljemidler i excell-ark, længe før rammen for det kommende års puljemidler er kendt, herunder særlige regler om momsafløftning mv. Endelig kan en helt åben adgang til at søge om puljemidler til det kommende år medføre, at ansøgere kan se en fordel i at sende en ansøgning så tidligt, at man øger sandsynligheden for at få del i puljemidlerne, således at en større del af puljemidlerne allerede er disponeret ved årets begyndelse og inden lokaludvalget har vedtaget en fordelingsnøgle. Forretningsudvalget foreslår derfor, at det indføres i lokaludvalgets puljemiddelkriterier, at ansøgninger til det kommende kalenderår som udgangspunkt tidligst kan behandles på lokaludvalgets møde i oktober.
Løsning
Lokaludvalget vedtager, at det indføres i puljemiddelkriterierne, at ansøgninger til det kommende kalenderår som udgangspunkt tidligst kan behandles på lokaludvalgets møde i oktober.
Økonomi
Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.
Videre proces
Hvis indstillingen vedtages, vil lokaludvalget sørge for at ændringen indføres i puljemiddelkriterierne og at dette offentliggøres på lokaludvalgets hjemmeside og på Facebooksiden.
Beslutning
Lokaludvalget stemte om forslaget:
Paul-Erik undlod at stemme, alle andre lokaludvalgsmedlemmer stemte for forslaget.