Mødedato: 19.03.2015, kl. 19:00
Mødested: ABC Lokalet, Karens Minde kulturhus, Wagnersvej 19, 3. sal, 2450 København SV

Høring: Naboorientering om Vestre Teglgade 3-6

Se alle bilag
Kgs. Enghave Lokaludvalg skal godkende forslag til udtalelse fra Bymiljøudvalget.

Indstilling og beslutning

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget tager høringssvaret fra Bymiljøudvalget til efterretning.

Problemstilling

Lokaludvalget har fra Teknik- og Miljøforvaltningen modtaget en naboorientering om dispensationer til lokalplanen vedrørende et kommende byggeri på Vestre Teglgade 3-6 jf. vedlagte bilag. Orienteringen omhandler dispensationer fra bestemmelserne om udgravning af kanaler, om anlæg af veje og stibroer, om træbrygger, om altaner samt om fællesanlæg. Der er svarfrist på høringen den 16. marts 2015, og lokaludvalget kan derfor ikke nå at godkende Bymiljøudvalgets forslag til høringssvar inden fristen.

I stedet er Bymiljøudvalgets forslag til udtalelse blevet behandlet i Forretningsudvalget, som har godkendt BMUs forslag.

Sekretariatet har inden høringsfristens udløb indsendt følgende udtalelse til Teknik- og Miljøforvaltningen:

Kgs Enghave Lokaludvalg mener ikke at Københavns Kommune bør give dispensation til at mindske vandarealet i de nye bykvarterer på holmene i Sydhavnen. Vi mener at kommunen skal fastholde de intentioner om en blå bydel præget af vandet, som der oprindeligt er lagt optil i lokalplanen.

I det aktuelle tilfælde vil flytningen af de to broer, tilmed skabe uhensigtsmæssigt langt imellem broovergange fra Teglholmsgade, og dermed omveje for beboerne i de andre bebyggelser i området.

Endelig mener vi ikke at kommunen bør give dispensation til senere etablering af fællesanlæg. Vi har på både Sluseholmen og Teglholmen allerede set, at senere etablering af fællesanlæg skaber store gener for indflytterne i den første periode, ind i mellem op til flere år, med dårligere udearealer, f.eks. mere usikre trafikforhold for de bløde trafikanter, til følge. 

Løsning

Kgs. Enghave Lokaludvalg tager Bymiljøudvalgets forslag til høringssvar til efterretning.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Beslutning

Steen studsede lidt over angivelsen af husnumrene. Det skal være 2-6.

Lokaludvalget tog orienteringen til efterretning.
Til top