Orientering: Omdannelse af Pladehallen på Frederiks Brygge fra Kulturelle formål til boliger
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget tager orienteringen fra Toke Battrup Knudsen fra Nordea Ejendomme til efterretning
Problemstilling
Tillæg 7 til Lokalplan 310 er netop sendt i offentlig høring med frist den 6. maj 2016. Kgs. Enghave Lokaludvalg skal tage stilling til høringen på sit møde i april. Nordea Ejendomme har ønsket at præsentere baggrunden for virksomhedens ønske om at skabe mulighed for at Pladehallen på Frederiks Brygge udnyttes til boliger i stedet for som tidligere planlagt kulturelle formål. I høringsmaterialet står bl.a.:
Nordea Ejendomme har udarbejdet et forslag til etablering af boliger i Pladehallen, da det ikke har været muligt at finde en kulturel aktivitet, der ønskede at etablere sig i hallen.
Pladehallen udformes i integration med byrummet ’Flydedokken’, der fastlægges som offentligt, aktivt byrum med opholdsmuligheder og aktiviteter.
Med de foreslåede ændringer vil den samlede arkitektoniske løsning understøtte den planlagte karréstruktur og en sammenhængende bymæssighed i hele området omkring Frederiksholmsløbet.
Lokalplantillægget ændrer anvendelsen for den del af den eksisterende bygning Pladehallen, der hele tiden har skullet bevares, fra kulturelle formål til boliger med krav om publikumsorienterede serviceerhverv i Pladehallens stueetage mod syd mod det centrale byrum ’Flydedokken’.
I Pladehallens stueetage mod nord etableres mulighed for publikumsorienterede serviceerhverv. Der skal være en offentlig passage gennem bygningen.
Høringsmaterialet kan findes på følgende link: http://blivhoert.kk.dk/node/11988
Løsning
Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser
Lokaludvalget tager stilling til et evt. høringssvar på sit møde den 25. april 2016.
Beslutning
Toke Battrup fra Nordea Ejendomme præsenterede det reviderede projekt for Pladehallen på Frederiks Brygge og de øvrige planer for byrummet.
Lars Korn fra teknik- og Miljøforvaltningen bekræftede, at de nu planlagte arealer til café og restaurant hører under samme ramme i lokalplanen som kulturformål. Det er derfor stadig muligt for eventuelle lejere af Pladehallen til kulturformål at henvende sig.
Lokaludvalget tog orienteringen til efterretning.