Meddelelser
Steen Eriksen og Jan Fønss har deltaget i møde om kreative zoner på Bavnehøj og jernbanearealet ved Otto Bussesvej samt i den Hvide Kødby.
Dialogmøde om P-zoner
Der er kommet en invitation til dialogmøde om nye beboerlicenszoner den 6. april 2016.
Beboerlicenszoner i betalingsområdet (inkl. kommende gul zone) skal reduceres til 10 zoner med henblik på at øge gennemskueligheden og skabe større fleksibilitet for beboere i betalingsområdet. De nye beboerlicenszoner vil blive implementeret primo 2017. Teknik- og Miljøforvaltningen ønsker forud at drøfte sit forslag til afgrænsning med lokaludvalgene, der har viden om de lokale forhold og parkeringsmønstre.
I Kgs. Enghaves område er der kun tale om Vestre Kirkegårds Allé.
De nye beboerlicenser hænger sammen med Budget 2016. Inputs til Budget 2016 kommer fra redegørelsen Parkering 2015, som alle lokaludvalg var inviteret med til dialogworkshop om.
Kgs. Enghave Lokaludvalgs kommentarer til Parkering 2015 lød:
”Lokaludvalget synes det er godt at der nu bliver lavet en samlet strategi for parkering i Københavns Kommune, som omfatter hele kommunen og hvor der også er stor fokus på cykelparkering.
For vores bydel er det vigtigt med fokus på randområderne i forhold til betalingszoner for parkering. Især undersøgelse af langtidsparkering lige uden for betalingszoner, og hvordan dette kan undgås eller i hvert fald reduceres.
Kgs. Enghave Lokaludvalg er ikke enige i at det generelt skal etableres flere parkeringspladser omkring stationerne, som er nævnt under de decentralt placerede lokaludvalg. Det kan måske være aktuelt ved enkelte stationer, men dette bør vurderes nøje.
Endelig mener Kgs. Enghave Lokaludvalg at parkering for tung trafik er et vigtigt emne, som også skal medtaget i Parkering 2015. Vi har en del parkering for tung trafik i bydelen, og noget af det er uhensigtsmæssigt, da det giver en del tung trafik ad mindre veje igennem beboelsesområder.”
Valby Lokaludvalg afholder informationsmøde om den nye P-zone og beboerlicenser den 7. april. Interesserede fra Kgs. Enghave er velkomne.
Høring: Tillæg nr. 5 til Spildevandsplan 2008
Regulering af regn- og spildevandshåndteringen - herunder klimatilpasning - sker i den lovpligtige spildevandsplan. Da byen hele tiden udvikler sig, er der løbende behov for indarbejdelse af en række konkrete kloakerings- og skybrudsprojekter i planen. For at sikre den nødvendige implementering af skybrudsprojekterne og ændringer af kloakeringsmetoden i en række byudviklingsområder, har Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdet forslag til et nyt spildevandsplantillæg, der indeholder projekter, som skal gennemføres i 2016. Forslaget er i høring indtil 20. april 2016.
http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/till-g-nr-5-til-spildevandsplan-2008