Mødedato: 16.12.2021, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus

Beslutning: Lokaludvalgets ønsker til Overførselssagen 2022

Lokaludvalget skal beslutte, hvilke sager lokaludvalget ønsker fremmet i forbindelse med forhandlingerne om Københavns Kommunes overførselssag.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget bemyndiger Forretningsudvalget til at sende et brev til Kultur- og Fritidsudvalgets medlemmer med anbefaling af, at der afsættes midler i overførselssagen til fortsat finansiering af Feriecamp i 2022

2. at lokaludvalget bemyndiger Forretningsudvalget til at sende et brev til medlemmerne af Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget med anbefaling om, at der afsættes midler til istandsættelse af Østre Kapel

3. at lokaludvalget bemyndiger Forretningsudvalget til at sende et brev til medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget med anbefaling af, at der afsættes midler til en analyse af trafikken i Sydhavnsgade/Bådehavnsgade/Sluseholmen/Sjællandsbroen

4. at lokaludvalget drøfter, om der er andre områder, lokaludvalget skal anbefale, der afsættes midler til på overførselssagen og i givet fald bemyndiger Forretningsudvalget til at sende brev til relevante fagudvalg på Rådhuset om dette.

Problemstilling

Forhandlingerne om Overførselssagen 2021-22 begynder i fagudvalgene på Rådhuset kort inde i det nye år. Lokaludvalget skal derfor snarest indsende eventuelle ønsker til overførselssagen til de enkelte udvalg.

Ad 1) De midler, der afsættes til Feriecamp skrumper ind fra år til år. Forretningsudvalget mener, at Feriecamp er et vigtigt område for især de socialt udsatte børn i Sydhavnen, og der bør derfor sendes et brev til Kultur- og Fritidsudvalget, hvor lokaludvalget understreger Fericamps betydning for Sydhavnens børn.

Ad 2) I forbindelse med aftalen om budgettet for 2022 indgik aftaleparterne en hensigtserklæring om, at der skal findes midler til istandsættelsen af Østre Kapel i forbindelse med budgetforhandlingerne for budget 2023. Forretningsudvalget finder, at det skal understregeges over for medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget, at det er vigtigt at midlerne til istandsættelse af kapellet afsættes hurtigst muligt, og gerne i forbindelse med Overførselssagen.

Ad 3) Byudviklingen i Bådehavnsgade og på Trekantgrunden vil medføre et meget stort pres på trafikken i Sydhavnsgade/Bådehavnsgade/Sluseholmen/Sjællandsbroen. Spørgsmålet blev drøftet på halvårsmødet med TMF og BMU den 2. december. TMFs repræsentant oplyste, at forvaltningen er opmærksom på behovet for et samlet blik på områdets trafikmæssige udvikling og søger om midler til større trafikanalyse i budgetaftaler. TMF har efterfølgende meldt tilbage, at der endnu ikke er udarbejdet et budgetnotat om behovet for en trafikanalyse af området. Forretningsudvalget indstiller, at lokaludvalget gør Teknik- og Miljøudvalget opmærksom på, at trafikanalysen bør prioriteres i forbindelse med fordelingen af midler fra overførselssagen.

Ad 4) Dette dagsordenspunkt er ikke blevet forbehandlet i lokaludvalgets underudvalg. Der kan derfor stilles forslag om andre områder, der bør medtages i lokaludvalgets henvendelser til de respektive fagudvalg i Københavns Kommune om lokaludvalgets ønsker til overførselssagen.

 

Løsning

Lokaludvalget drøfter og beslutter hvilke sager lokaludvalget ønsker fremmet i forbindelse med forhandlingerne om Københavns Kommunes overførselssag. Lokaludvalget bemyndiger Forretningsudvalget til i samarbejde med sekretariatet at udarbejde de enkelte breve, så de kan sendes i forbindelse med Forretningsudvalgets møde i januar.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.

Videre proces

Se ovenfor under løsning.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top