Mødedato: 16.06.2016, kl. 19:00
Mødested: ABC-lokalet, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 3. sal, 2450 København SV

Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen

Kgs. EnghavePuljen har modtaget 6 ansøgninger til afgørelse på dette møde i lokaludvalget.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at støtte med 7.000 kr. til Sej Sommer 2016. Ansøger har søgt om 20.000 kr.

2. at støtte med 7.000 kr. til Finale Workshop Rap Kings. Ansøger har søgt om 20.000 kr.

3. at meddele afslag på ansøgningen Magic Carpet Festival. Ansøger har søgt 50.000 kr.

4. at støtte med 10.000 kr. til Golden Days på Karens Minde. Ansøger har søgt 33.500 kr.

5. at støtte med 10.000 kr. til AFUK festivitas 2016. Ansøger har søgt 20.000 kr.

6. at støtte med 5.000 kr. til Rockmusik til Guldaldermalerier. Ansøger har søgt 12.000 kr.

Problemstilling

Ansøgningen om Sej Sommer er blevet forbehandlet i Socialudvalget. De øvrige ansøgninger er blevet forbehandlet i Kulturudvalget. Der skal tages endelig stilling til ansøgningen på lokaludvalgsmødet. Lokaludvalgsmedlemmerne kan læse ansøgningerne på Medlemmernes side eller vedlagt den tilsendte dagsorden.

1. Sej Sommer:

Dansk Røde Kors søger på vegne af Lokal Udviklingsråd om støtte på 20.000 kr.til at afholde Sej Sommer 2016. Lokaludvalget støttede en lignende ansøgning i 2015. Pengene skal bruges til børn fra lokalområdet, Sydhavnen, Valby og Vesterbro, der ikke har mulighed for at tage på ferie eller deltage i aktiviteter sammen med deres familie i sommerferien. Der vil både være lokale aktiviteter og udflugter. Udflugterne vil bl.a. gå til Den Blå Planet, Bakken og Bon-Bon Land. Socialudvalget har forbehandlet ansøgningen, og indstiller, at der støttes med 7.000 kr. pga de meget begrænsede puljemidler. SU opfordrer samtidig ansøger til fremadrettet at søge de større udvalg, Valby og Vesterbro, da Kgs. Enghave LU er langt det mindste Lokaludvalg af de tre og har færrest midler. Samtidig opfordres til at ansøger fremover indgår lokale samarbejder, som kan forankre aktiviteten lokalt, da SU støtter op om aktiviteten og gerne ser en lokal forankring.

 

2. Finale Workshop Rap Kings

Musik og Ungdom søger om 20.000 kr. i støtte til dels en lokal workshop i rap, dels til finalen i RapKings, som deltagerne i workshoppen inviteres med til. Målgruppen er unge piger og drene fra 16-23 år, som bor i Sydhavnen. Målet er at give deltagerne nogle redskaber til at bluive bedre til rap. Kulturudvalget har forbehandlet ansøgningen, og indstiller, at der bliver tildelt 7000 kr. i støtte til projektet. Kulturudvalget henviser til at lokaludvalget har begrænsede puljemidler og til, at ansøger ligeledes kan søge om støtte andre steder.

 

3. Magic Carpet Festival:

festivalen er et træf for ældre motorcykler og vintage motorcykler. Den afholdes i hele København. I Sydhavnen har arrangørerne oplyst at aktiviteterne vil finde sted i bl.a. Cph Skatepark, på Otto Bussesvej og i Valbyparken. Hensigten er at festivalen skal udarbejdes nedefra i samarbejde med lokale kræfter. Kulturudvalget, som har forudbehandlet ansøgningen, indstiller til afslag med den begrundelse at begivenheden ikke er indenfor rammen af KUs normale målsætning for lokal kultur. Udvalget henviser desuden til de begrænsede puljemidler.

 

4. Golden Days på Karens Minde:

Arrangementet er en en-dags festival, der afholdes på Karens Minde den 17. september 2016. Festivalen arrangeres i samarbejde med hovedarrangørern Golden days Copenhagen og breder sig over både Kulturhuset, Børnekulturstedet og biblioteket. Temaet vil denne gang være 70'erne. Festivalen skal give borgerne i Sydhavnen en fornemmelse af, hvad 70'erne bød på, både med hensyn til musik, mad, påklædning og kulturen i øvrigt. Der er søgt om  33.500 kr. Kulturudvalget har indstillet an ansøgningen støttes med 10.000 kr. under henvisning til de begrænsede puljemidler og til at der ikke er regnet med indtægter hverken i form af entre eller betaling for mad.

 

5. AFUK Festivitas 2016.

Ansøgerne har indsendt ansøgningen for sent til at den kunne behandles på sidste møde. Arrangementet finder sted fra den 16. - 18. juni. Forretningsudvalget har accepteret, at ansøgningen kan behandles på dette møde, dog sådan, at den første dag ikke kan medregnes. Praktisk er der søgt om 30.000 kr. hbor 1/3 skæres fra, da disse aktiviteter afholdes, før lokaludvalget træffer beslutning. Der søges derfor om 20.000 kr. til afholdelse af festivalen, der samtidig er AFUKs 30-års jubilæumsfestival.  Der deltager en række artister og andre performere. Kulturudvalget har indstillet, at arrangementet støttes med 10.000 kr. under henvisning til de meget bergrænsede puljemidler.

 

6. Rockmusik til Guldaldermalerier:

Karens Minde Kulturhus og musikeren Søren Mølstrøm er gået sammen om et arrangement, der skal samle det nye og gamle Sydhavn i Karens Minde Kulturhus til en aften med forestillingen Rockmusik til guldaldermalerier. Formålet er at skabe en humoristisk forestilling, der kan samle borger fra alle samfundslag og alle dele af Sydhavnen, Der er søgt om 12.000 kr. Kuturudvalget indstiller, at arrangementet støttes med 5000 kr. under henvisning til, at KU er usikre på målsætningen om ’sammenhængskraft’. Beløbet er afstemt ift. KUs meget begrænsede midler.

 

Løsning

 Lokaludvalget drøfter de enkelte ansøgninger og afgør ud fra en konkret vurdering og på baggrund af indstillingerne fra udvalgene, om ansøgningerne skal imødekommes helt eller delvist eller have afslag.

Økonomi

Lokaludvalgets bevillinger til  ansøgningerne tages fra Kgs. Enghavepuljen  i 2016 og gives som en underskudsgaranti, da Lokaludvalget ikke må bidrage til, at projekter genererer overskud.

 

 

Beslutning

Ad 1. Indstillingen om at støtte med 7.000 kr. til Sej Sommer 2016. Ansøger har søgt om 20.000 kr. Der blev holdt vejledende afstemning. Mathilde, Julie, Kirsten, Joan, Dan, Sisse, Rie, Paul-Erik, Junn og Helle stemte for.  Bendt stemte imod. Ingen undlod at stemme. Forslaget om at støtte ansøgningen med 7000 kr. blev vedtaget.

 

Ad 2.Indstillingen om  at støtte med 7.000 kr. til Finale Workshop Rap Kings. Ansøger har søgt om 20.000 kr. Der blev holdt vejledende afstemning. Bendt, Mathilde, Julie, Kirsten, Dan, Sisse, Rie, Paul-Erik, Junn og Helle stemte for. Joan undlod at stemme. Ingen stemte imod. Forslaget om at støtte ansøgningen med 7000 kr. blev vedtaget.

 

Ad 3. Indstillingen om at meddele afslag på ansøgningen Magic Carpet Festival. Ansøger har søgt 50.000 kr. Mathilde foreslog, at indstillingen om afslag på ansøgningen blev fastholdt, men med begrundelsen, at der manglede lokal tilknytning. Der blev holdt vejledende afstemning. Alle medlemmer stemte for forslaget.

 

Ad 4. Indstillingen om at støtte med 10.000 kr. til Golden Days på Karens Minde. Ansøger har søgt 33.500 kr. Rie var inhabil og forlod lokalet under lokaludvalgets behandling. Der blev holdt vejledende afstemning. Alle medlemmer stemte for indstillingen om at bevilge 10.000 kr. til projektet.

 

5. Indstillingen om at støtte med 10.000 kr. til AFUK festivitas 2016. Ansøger har søgt 20.000 kr. Der blev holdt vejledende afstemning. Alle medlemmer stemte for indstillingen.

 

6. Indstillingen om at støtte med 5.000 kr. til Rockmusik til Guldaldermalerier. Ansøger har søgt 12.000 kr.

Kirsten foreslog at der blev meddelt afslag. Der var enighed om at udsætte afgørelsen til august mødet. Ansøgeren vil få besked om, at lokaludvalget ikke kunne træffe afgørelse pga manglende beslutningsdygtighed, og at formanden ikke har hjemmel til at træffe afgørelse, da den ikke er uopsættelig.

Til top