Mødedato: 15.11.2018, kl. 19:00
Mødested: ABC-Lokalet, Karens Minde, Wagnersvej 19

Valg af ny 2. næstformand for lokaludvalget

Såfremt den nuværende 1. næstformand i lokaludvalget vælges som ny formand for Socialudvalget, indtræder den nuværende 2. næstformand, Jan Fønss, som 1. næstformand. Lokaludvalget skal derfor vælge ny 2. næstformand.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget vælger ny 2. næstformand, såfremt denne post er vakant efter valget af formand for Socialudvalget.

 

Problemstilling

Lokaludvalget har under forudgående punkt på dagsordenen valgt ny formand for Socialudvalget. Hvis indstillingen om valg af den nuværende 1. næstformand, Hans Præstbro, til ny formand for Socialudvalget vedtages, vil den nuværende 2. næstformand, Jan Fønss, automatisk rykke op som 1. næstformand. Lokaludvalget skal derfor vælge en ny 2. næstformand for lokaludvalget.

Lokaludvalgets Forretningsudvalg består af formanden, de to næstformænd og de tre fagudvalgsformænd. Udvalget varetager den koordinerende funktion vedrørende Lokaludvalgets sager og dagsorden. Når der opstår en ledig post som formand, 1. næstformand eller 2. næstformand, skal lokaludvalget blandt sine medlemmer vælge en ny person til denne post.

Lokaludvalgets to næstformænd indgår i Forretningsudvalget sammen med formanden og Lokaludvalgets fagudvalgsformænd.

Forretningsudvalgets rolle er jævnfør Forretningsorden for Kgs. Enghave lokaludvalg §1b: "Forretningsudvalget fungerer som økonomiudvalg og har en koordinerende funktion, men har ikke besluttende kompetence. Forretningsudvalget kan på Lokaludvalgets vegne afgøre sager der ikke tåler opsættelse og ikke giver anledning til tvivl .Dette gælder dog ikke puljemidler. Forretningsudvalget skal senest på førstkommende ordinære møde orientere Lokaludvalget om afgørelser truffet i medfør af ovenstående."

I praksis mødes Forretningsudvalget én gang om måneden ca 1 ½ uge før Lokaludvalgets møde, hvor det drøfter aktuelle sager og beslutter hvilke punkter der skal på dagsordnen. Desuden mødes Forretningsudvalget en time før lokaludvalgsmøderne for at gennemgå lokaludvalgsdagsordnen inden mødet.

Forretningsudvalget har ikke på forhånd indstillet et medlem af lokaludvalget til posten som 2. næstformand. Der er tale om et åbent valg, hvor interesserede medlemmer kan melde sig som kandidater. Valget finder dog kun sted, såfremt der som følge af valget af ny formand for Socialudvalget er en ledig post som 2. næstformand.

Løsning

Lokaludvalget vælger ny 2. næstformand, såfremt denne post er vakant efter valget af formand for Socialudvalget.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

 

Beslutning

Der var ingen kandidater, der meldte sig. Punktet sættes på igen på december-mødet.
Til top