Mødedato: 15.11.2018, kl. 19:00
Mødested: ABC-Lokalet, Karens Minde, Wagnersvej 19

Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen 2019

Kgs. Enghave Lokaludvalg har modtaget 3 ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen 2019 til afgørelse på dette møde i lokaludvalget.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Børnekulturstedet til projektet "Kunst til børn med funktionsnedsættelse" med 30.000 kr. Ansøgerne har søgt om 45.700 kr.

2. at lokaludvalget tager stilling til ansøgningen fra Hood Nation til arrangementet "Week of Culture". Ansøgerne har søgt om 20.006 kr.

3. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Jonas Wang (AAUC) med det fulde beløb på 12.500 kr. til arrangementet "Kids Cool Theremin".

 

Problemstilling

Alle 3 ansøgninger er behandlet af Kulturudvalget. Der er endnu ikke meldt puljemidler ud for 2019, men de forventes at være på minimum samme størrelsesorden som i 2018.

1. Kunst til børn med funktionsnedsættelse:

Børnekulturstedet har søgt om 45.700 kr. til et projekt, hvor børn med funktionsnedsættelser, der går på Strandparkskolen, kan få en mulighed for selv at lave kunst. Børnene fra Strandparkskolen møder kun yderst sjældent og i meget begrænset omfang kunst og kultur, idet det er ganske få kunstnere og kulturinstitutioner, som tilrettelægger forløb for og er i stand til at håndtere dem – især dem med flere forskellige handicap. Projektet løber fra den 1. januar til den 15. juni 2019, og det involverer 86 børn med forskellige funktionsnedsættelser. Det skal munde ud i en udstilling i Pavillonen med elementer fra den kunst, børnene har fremstillet. Børnekulturstedet vil samle erfaringerne fra projektet til brug for andre børnekulturaktører og kulturinstitutioner, så flere bliver i stand til at tilrettelægge forløb for børn med nedsat funktionsevne. Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med 30.000 kr, som udvalget finder mere passende i forhold til det begrænsede antal børn. Kulturudvalget gør opmærksom på, at lokaludvalgets midler kun kan bruges til offentlige arrangementer, så udvalget henstiller til, at arrangementet bliver åbent for alle udviklingshæmmede børn i Sydhavnen.

Sekretariatet bemærker, at arrangementet opfylder kriterierne for åbenhed, da alle skolens børn i princippet kan deltage i projektet. Sekretariatet mener, at et eventuelt krav om, at arrangementet skal være åbent for alle udviklingshæmmede børn i Sydhavnen vil ændre væsentligt på projektets indhold, da det er målrettet børn på Strandparkskolen med den type handicap, de har. Sekretariatet vurderer at kravet ikke er nødvendigt og at det samtidigt er for restriktivt.

 

2. Week of Culture

Ansøgerne, Hood of Nations, har søgt om 20.006 kr. i støtte til en dansefestival, der afholdes på GAME Streetmekka i Sydhavnen fra den 10.-13. januar. En del af arrangementet var planlagt til at blive afholdt i Absalon på Vesterbro, men der er ikke plads, så arrangørerne leder efter et andet egnet sted. De har oplyst telefonisk, at de vil undersøge om arrangementet lørdag aften kan holdes enten på Loftet på Karens Minde eller i Kvartershuset. Resten af festivalen afholdes på GAME. Der er tale om en dansefestival, der skal bringe dansere og andre kunstneriske sjæle sammen på tværs af kulturer samt at gøre dansekultur tilgængeligt for så mange som muligt i København.

Kulturudvalget har stillet forskellige spørgsmål til arrangørerne, og har oplyst dem, at forplejning og catering ikke kan støttes af lokaludvalget i det omfang, der er søgt om. Ansøgerne er ved at udarbejde en revideret ansøgning, som de har lovet vil være fremme inden lokaludvalgsmødet. Der er derfor ikke nogen indstilling fra hverken Kulturudvalget eller Forretningsudvalget.

3. Kids’ Cool Theremin

Aalborg Universitet i København har søgt om 12.500 kr. i støtte til at markere 100 års jubilæet for opfindelsen af musikinstrumentet Thereminen. I den anledning planlægger ansøgerne at invitere theremin musikeren og formanden for New York Theremin Society, Dorit Chrysler, til København for at afholde en koncert og workshop. Arrangementerne vil blive koblet op på en Queen Festival, der afholdes fra den 12-14. maj på AAUC. Thereminen blev opfundet i 1919 og er det allerførste elektroniske instrument. Thereminen anses for at være forgængeren til synthesizeren.

Kid Cool Theremin School er åben for alle, men er i særlig grad rettet mod børn. Målet er at introducere deltagere og publikum til dette særlige instrument, vise dem, hvordan Thereminen kan skabe lyde og musik gennem bevægelse og leg.Arrangementet vil være gratis og åbent for alle.

Kulturudvalget har indstillet, at ansøgningen støttes med det fulde beløb.

 

 
 
 Kunst til børn med funktionsnedsættelser  Børnekulturstedet 45.700 kr. KU indstiller 30.000 kr.
 Week of Culture  Hood of Nations  20.006 kr/ingen indstilling
 Kids Cool Theremin  AAUC/Jonas Wang  12.500 kr. KU indstiller fuldt beløb

Løsning

Lokaludvalget drøfter de enkelte ansøgninger og afgør ud fra en konkret vurdering og på baggrund af indstillingerne fra udvalgene, om ansøgningerne skal imødekommes helt eller delvist eller have afslag.

 

Økonomi

Lokaludvalgets bevillinger til  ansøgningerne tages fra Kgs. Enghavepuljen  i 2019 og gives som en underskudsgaranti, da Lokaludvalget ikke må bidrage til, at projekter genererer overskud.

Da puljemidlerne for 2019 endnu ikke er meldt ud, vil evt. støtte blive tildelt med forbehold for, at lokaludvalget råder over tilstrækkelige midler til at bevillingen kan gennemføres.

 

Videre proces

Budget for lokaludvalgets puljemidler for 2019 vil blive fremlagt på lokaludvalgets møde i december.

 

Beslutning

1 Kunst til børn med funktionsnedsættelser:

Ann foreslog at støtte ansøgningen med det fulde beløb. Lokaludvalget stemte om forslaget.

For forslaget om at støtte med det fulde beløb stemte: Ann, Jan, Nina, Ann Skovle, Lasse og Lotte

Imod stemte: Hans, Lise, Martin, Helle, Sisse, Paul-Erik, Dan, Steen og Stine.

Joan undlod at stemme. Forslaget blev ikke vedtaget.

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at bevilge 30.000 kr.

Martin undlod at stemme. Alle andre stemte for forslaget, der dermed blev vedtaget.

 

Ad 2: Week of Culture:

Ansøgerne havde præciseret, at det ansøgte beløb var på 20.606 kr.

Forretningsudvalget foreslog at støtte med det fulde beløb men med opfordring om, at der skal gøres ordentlig PR for arrangementet i ungdomsklubber og på skolerne i Sydhavnen.

Der blev stemt om at bevilge det halve beløb på 10.303 kr. under henvisning til, at arrangementet også retter sig mod Vesterbro, og at Vesterbro Lokaludvalg kan søges.

Imod at bevilge det halve beløb stemte: Martin, Lise og Lotte.

Stine undlod at stemme. Alle øvrige medlemmer stemte for at bevilge det halve beløb, hvorefter dette forslag var vedtaget.

 

Ad 3: Kids' Cool Theremin:

Lokaludvalget stemte om at bevilge det fulde beløb på 12.500 kr.

Martin Stemte imod.

Lise og Lotte undlod at stemme.

Alle øvrige medlemmer stemte for forslaget, som dermed blev vedtaget.

 

 

Til top