Mødedato: 15.11.2018, kl. 19:00
Mødested: ABC-Lokalet, Karens Minde, Wagnersvej 19

Orientering om planerne for byggeri på Trekantgrunden

Se alle bilag
Kongens Enghave Lokaludvalg skal orienteres om planerne for byggeri på Trekantgrunden (Industritrekanten).

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget tager orienteringen om byggeriet på Trekantgrunden i Sydhavnsgade til efterretning.

 

Problemstilling

Grundejerne i området mellem Sydhavnsgade, Borgmester Christiansens Gade og Scandiagade (Trekantgrunden) har anmodet Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen om et nyt plangrundlag for området, da de ønsker at udvikle det nuværende erhvervsområde til et tæt bykvarter med blandet bolig og serviceerhverv. I den gældende lokalplan nr. 324 er området udlagt til erhverv og lettere industri med en maksimal højde på tre etager (13 meter) samt udnyttet tagetage. Realisering af projektet forudsætter udarbejdelse af ny lokalplan og kommuneplantillæg, som øger den mulige bebyggelsesprocent, muliggør flere boliger og ændrer den maksimale højde.

Den 29. oktober behandlede Teknik- og Miljøudvalget Startredegørelsen for området og godkendte principperne for udarbejdelse af forslag til lokalplan med tilhørende forslag til kommuneplantillæg. Forslag til kommuneplantillæg og lokalplan forventes at komme i høring i løbet af foråret 2019. Startredegørelsen er vedlagt denne dagsorden som bilag. Øvrigt materiale kan findes på Københavns Kommunes hjemmeside: https://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/29102018/edoc-agenda/ce37eee6-0b60-4e8d-99fc-e297c0e406e4

Grundejerne har fået udarbejdet en helhedsplan for området med et samlet etagemeterantal på ca. 115.000 m2, svarende til en bebyggelsesprocent på 185. Bebyggelsen er udformet med en karréstruktur med varierende højde på to-seks etager (op til 19 meter og tre meter til teknik på tag, som der i lokalplanen fastlægges principper for). Den maksimale højde i den gældende lokalplan er tre etager / 13 meter. Mod Sydhavnsgade foreslår grundejerne en kantbebyggelse på seks-syv etager samt punktvis ottende etage som penthouse (op til 29 meter og tre meter til teknik på tag), der vil skærme området mod trafikstøj fra Sydhavnsgade. I dette byggeri ønsker grundejerne en anvendelse til serviceerhverv og boliger. I resten af området ønskes primært boliger med enkelte stueetager anvendt til udadvendt serviceerhverv. Efter ønske fra Københavns Kommune skal der indarbejdes en daginstitution på 18 grupper (ca. 288 børn) i lokalplanen. Mod syd ønsker grundejerne en bygning på op til 40 meter. Grundejerne ønsker at etablere en ”sivegade” parallelt med Sydhavnsgade, som kan udgøre et ankomstareal til kanthusene langs Sydhavnsgade. 

På lokaludvalgets møde vil Anna Pi Poulsen (Økonomiforvaltningen), Andreas Alexander Blau (Teknik- og Miljøforvaltningen) samt Felix Thrams og Anette Krarup fra Firmaet NPV orientere om planerne for det kommende byggeri, og besvare spørgsmål fra lokaludvalget. 

 

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.

 

Beslutning

En arkitekt fra Vandkunsten, der står bag forslaget, præsenterede dette. Lokaludvalget udtrykte stor bekymring for, at der ikke er tænkt en stiforbindelse over Sydhavnsgade ind i projektet. På trods af disse indvendinger tog lokaludvalget orienteringen til efterretning.
Til top