Mødedato: 15.11.2018, kl. 19:00
Mødested: ABC-Lokalet, Karens Minde, Wagnersvej 19

Orientering: Planerne om byggeri på Stejlepladsen

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal orienteres om de seneste udvikler i forbindelse med planerne for byggeri på Stejlepladsen

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget tager orienteringen om udviklingen i forbindelse medplanerne om byggeri på Stejlepladsen til efterretning.

 

Problemstilling

I forbindelse med budgetforliget for Budget 2019 indgik et flertal af partierne i Borgerrepræsentationen en aftale om, at det nu skrinlagte byggeri på Strandengen på Amager Fælled skal erstattes af byggeri på 3 andre steder, nemlig Campinggrunden og Selinevej på Amager Fælled samt på Stejlepladsen i Bådehavnsgade. Alle 3 områder er fredede, og de skal derfor affredes, før byggemodningen af grundene kan begynde.

Kgs. Enghave Lokaludvalg besluttede på sit møde i September at sende en henvendelse til Borgerrepræsentationens medlemmer, hvor flertallet i lokaludvalget udtalte sig imod, at Stejlepladsen affredes og at der bygges boliger på grunden.

Overborgmesteren fik på baggrund af lokaludvalgets henvendelse og på baggrund af forskellige aktiviteter i Sydhavnen, iværksat af foreningen Fiskerhavnens Venner, arrangeret et dialogmøde i Sydhavnen den 30. oktober.

I dialogmødet deltog Overborgmesteren, Direktøren for By og Havn, de to tilbageværende fuldtidsfiskere i Fiskerhavnen, repræsentanter fra Fiskerhavnens Venner. Desuden deltog fra lokaludvalget, Joan, Jan, Hans, Ann og Steen samt Dan. Dan deltog som repræsentant for bådklubberne, og det var hans sejlklub, der lagde hus til mødet.

Deltagerne i mødet vil på lokaludvalgsmødet kunne redegøre nærmere for mødets indhold.

Den 26. oktober offentliggjorde Transportministeren på transportministeriets hjemmeside, at der var indgået en aftale mellem Folketingets partier om det nye byggeri Lynetteholmen, og at parterne samtidig var blevet enige om at "gennemføre den nødvendige lovgivning for at erstatte det aflyste byggeri på Ørestad Fælled Kvarter.". Af teksten på hjemmesiden fremgår det, at der er flertal i Folketinget for at affrede bl.a. Stejlepladsen, så det planlagte boligbyggeri kan gennemføres. Link til Transportministeriets hjemmeside: https://www.trm.dk/da/nyheder/2018/bred-politisk-opbakning-til-principaftale-om-lynetteholmen

Bymiljøudvalget har efterfølgende drøftet, om lokaludvalget skal arbejde videre med at forsøge at hindre affredningen af Stejlepladsen ved at rette henvendelse til bl.a. de relevante ordførere i Folketinget.

Det fremgår af Kommissorium for Lokaludvalg, at lokaludvalgene har ret til at udtale sig til eksterne myndigheder. Denne ret giver dog ikke lokaludvalgene ret til at klage eller anke til eksterne myndigheder over afgørelser truffet af Borgerrepræsentationen. Det er sekretariatets vurdering, at kommissoriet skal fortolkes sådan, at lokaludvalget ikke kan rette henvendelse til f.eks. ordførere i Folketinget, hvis hensigten er at forhindre eller modarbejde en beslutning truffet af Borgerrepræsentationen. Hvis Lokaludvalget modtager en anmodning fra eksterne myndigheder om at udtale sig i sagen, vil dette være lovligt.

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Indstillingen har ikke nogen økonomiske konsekvenser.

 

 

Beslutning

Lokaludvalget tog orienteringen til efterretning. .

 

Til top